Familieplejere får for lidt støtte
Hver femte familieplejer får højst to tilsynsbesøg om året, og halvdelen modtager ingen supervision, viser en ny undersøgelse. KL og Socialpædagogerne er dybt uenige om problemernes omfang
Der bør sættes mere fokus på støtte og faglig opkvalificering til familieplejere.
Det er en af konklusionerne i en pilotundersøgelse fra Teori og Metodecenteret under Professionshøjskolen UCC i Hillerød.
Rapporten er blevet til i samarbejde med Socialpædagogerne og Familieplejen Fredensborg, og bygger på spørgeskemasvar fra 187 nuværende og tidligere familieplejere, samt et dybdegående interview med en gruppe på otte familieplejere.
-Undersøgelsen viser, at det langt fra er alle familieplejere, der modtager den støtte, de har behov for. Og at familieplejerne ikke føler, at de i tilstrækkelig grad bliver inddraget i beslutninger omkring barnet, siger forskningsleder, Bo Ertmann, der har lavet undersøgelsen sammen med Stine Tankred Luckow.
En femtedel af deltagerne i undersøgelsen får kun kommunalt tilsyn en eller to gange om året, og overlades ellers i høj grad til sig selv.
Det er kun halvdelen af plejeforældrene, der har fået tilbudt supervision.
60 procent har ikke fået tilbudt psykologrådgivning, og 40 procent er hverken blevet tilbudt deltagelse i efteruddannelse eller kurser.
-De børn, der i dag anbringes i familiepleje, er meget belastede, og undersøgelsen peger på, at kommunerne ikke har professionaliseret samarbejdet med plejefamilierne i tilstrækkelig grad, siger Bo Ertmann.
Ø
nske om supervision og efteruddannelse
På spørgeskemaerne sætter nogle af familieplejerne selv ord på, hvad de efterspørger:
-Løbende supervision til plejeforældre, så barnet inddrages bedst muligt i eget liv i et samspil med forældrene. Krav om løbende efteruddannelse, foreslår en.
-Større forståelse for behovet for aflastning/ frirum samt for betydningen af supervision og psykologisk vejledning til os som plejefamilie, da familiens trivsel jo også er afgørende for den kontekst, barnet befinder sig i, påpeger en anden.
Samlet er det cirka halvdelen af de adspurgte familieplejere, der ønsker bedre muligheder for efteruddannelse. Fire ud af ti ønsker bedre muligheder for supervision. Og tæt på halvdelen ønsker bedre vejledning.
Hos Kommunernes Landsforening, KL, mener konsulent Jessie Olesen, der har familiepleje som område, at undersøgelsen skal tages med et gran salt.
-Når omkring halvdelen af familieplejerne siger, at de ikke er blevet tilbudt supervision, er det ikke det samme som at sige, at de ikke kunne få supervision, hvis de bad om det. Der er mig bekendt ingen kommuner, der stiller et bestemt antal supervisionsgange til rådighed, men det bliver tilbudt, når det er nødvendigt, siger hun.
Den argumentation køber Socialpædagogernes næstformand, Benny Andersen, ikke:
-Når man arbejder med børn og unge med så svære opvækstvilkår og problemer i bagagen, som de børn og unge der anbringes i familiepleje har, er supervision ikke noget, man skal bede om. Det er noget, der skal foregå systematisk og kontinuerligt. Og det burde kommunerne sørge for. I dag er der heldigvis også rigtig mange familieplejere, der er tilfredse og har gode forhold – men det er ikke sikret i rammerne og lovgivningen, og det bør det være, siger han.
M
anglende inddragelse
Ud over problemerne med manglende faglig opkvalificering, klager en del familieplejere også over samarbejdet med kommunen.
-Nogle af de plejefamilier, vi har interviewet, giver indtryk af, at det er ret svært at få etableret en dialog med kommunen. For eksempel kan de kun ringe på de berammede tider, der også gælder for kommunens almindelige borgere, fortæller Bo Ertmann.
Omkring halvdelen af undersøgelsens deltagere ved slet ikke om, der er foretaget en paragraf 50-undersøgelse, der skal afdække barnets problemer og ressourcer – og de har i givet fald ikke set den.
Hver fjerde familieplejer oplever slet ikke, at de bliver inddraget og hørt i beslutninger omkring handleplanen.
Dét bekymrer ikke Jessie Olesen:
-Familieplejerne skal slet ikke inddrages i udarbejdelsen af selve handleplanerne. Her er det de biologiske forældre, der er part og skal høres. Men familieplejerne skal selvfølgelig inddrages i det arbejde, der tager afsæt i handleplanerne, og det bliver de også, siger hun.
Benny Andersen er uenig:
-Familieplejerne får i mange tilfælde end ikke kendskab til handleplanerne. Og handleplanerne skal jo også revideres. Her er familieplejeren en vigtig brik. Det er jo hende, der kender barnet og ved, hvor ressourcerne er, siger han.
KL
vil ikke ansætte
For Benny Andersen er løsningen på problemerne enkel: Familieplejerne skal ansættes i kommunerne.
-Når du er ansat i kommunen, bliver du en del af det kommunale system. Hvis du for eksempel har et barn anbragt, som du tror har ADHD, har du adgang til vejledning og sparring med andre fagpersoner i kommunen, der har specialindsigt i ADHD. I dag kan man ikke drømme om, at en ansat på en døgninstitution skal arbejde uden vejledning – det skal være lige så naturligt for familieplejerne, siger han.
Bo Ertmann mener også, at der skal ske en forandring, men han er ikke helt sikker på, hvad det skal være.
-Jeg er usikker på om, det vil være en løsning at ansætte familieplejerne i kommunerne. Der er behov for at fokusere mere på området, og finde ud af, hvordan man kan give familieplejerne flere redskaber og professionalisere dem mere uden, at det går ud over kvaliteten ved familieplejen -den familielignende struktur. Det kunne være kvalificeringsprogrammer eller at familieplejerne tænkes mere ind i hele den kommunale behandlingsvifte, siger han.
Fra KL er meldingen klar: Familieplejerne skal ikke ansættes.
Hele ideen med familiepleje er i sin oprindelse, at det skal være så familielignende som overhovedet muligt, og en familiestruktur harmonerer ikke med en ansættelse, siger Jessie Olesen.
P
olitisk kamp
-Vrøvl, mener Benny Andersen.
-Tværtimod ville familieplejerne som ansatte kunne koncentrere sig om at være en familie – en ganske særlig familie. Så skulle de ikke dagligt kæmpe en kamp for bevillinger til svømmeklub, til kørsel, til dit og dat. De kunne koncentrere sig om det, de er gode til og brænder for: At gøre en forskel i børnenes liv.
-Vi kan strikke en aftale sammen i morgen, der sikrer den fleksibilitet, der er nødvendig i en familiepleje. Vi forestiller os selvfølgelig slet ikke, at der skal være noget med arbejdstidsregler og den slags. Derimod kan vi bruge en model, der tager udgangspunkt i, om arbejdet som familieplejer kræver fuld tid eller deltid. Altså om det er muligt at arbejde ved siden af eller ej, siger han.
Benny Andersen har i første omgang opgivet af få Kommunernes Landsforening med på, at familieplejerne skal ansættes i kommunerne.
I stedet forsøger Socialpædagogerne at sætte familieplejernes forhold på den politiske dagsorden. Det sker blandt andet ved at deltage i arbejdet med Barnets Reform, arrangere en høring i oktober og informere partiernes socialordførere.
-Ved de sidste SATS-puljeforhandlinger blev der afsat midler, der gør det muligt at tegne overenskomst for handicaphjælpere. Det er det samme, vi ønsker for familieplejerne, siger Benny Andersen
-Familieplejerne skal slet ikke inddrages i udarbejdelsen af selve handleplanerne. Her er det de biologiske forældre, der er part og skal høres. |
-Når man arbejder med børn og unge med så svære opvækstvilkår og problemer i bagagen, som de børn og unge der anbringes i familiepleje har, er supervision ikke noget, man skal bede om. Det er noget, der skal foregå systematisk og kontinuerligt. |