Som et spøgelse om natten
Som 13-årig skiftede Hassan Husseini barndommens Koranskole ud med et liv som soldat en i en af Somalias mange klanmilitser. I dag er Hassan 26 år – og en af de måske hundredvis af misbrugende tidligere børnesoldater, der lever i anonymitet i Danmark. Om natten hjemsøger den dårlige samvittighed ham – i drømme ser han de mange mennesker, han dræbte
Første gang vi mødes, sidder han og skribler på et stykke papir, mens han snakker. Først tegner han en bazooka, og derefter tegner han det ene våben efter det andet. Våben har fyldt alt i den ungdom, han fortæller om.
-Der kom en mand til den islamiske skole, som jeg gik på, og han tog os børn, der ville, med sig. Han lovede mig en bil, og det synes jeg var fantastisk spændende. Vi fik våben og stoffer. Han bestemte alt over os, fortæller Hassan Husseini.
Han fortæller sin historie til Socialpædagogen under et opdigtet navn for at beskytte sit liv i Danmark
-Alle mine venner i Koranskolen blev soldater. De havde masser af penge og biler. Det ville jeg også have. Men når man først var inde, kunne man ikke komme ud igen, fortæller Hassan Husseini.
Hassan var hverken drevet af en politisk eller religiøs sag. Da han for 13 år siden skiftede barndommen ud med et liv som professionel kriger, gjorde han det for penge og store biler - for at være som de andre drenge i byen. Somalia har længe været uden et egentlig styre til at sørge for ro og orden. Landet hærges af grupper af klankrigere og private militser, der klan mod klan har kastet landet ud i en slags borgerkrig.
Døde mennesker overalt
-Vi gik igennem byerne fra hus til hus. Nogen kørte i biler med store våben, mens de skød omkring sig. Jeg gik for det meste. Vi tog byens ledere og alle, som var soldater for dem. Vi dræbte dem. Vi ødelagde alting og stjal, hvad vi ville. Penge, biler og alt muligt andet - nogle af de andre tog også pigerne, siger Hassan Husseini.
-Vi samlede mændene. Bandt deres hænder, kørte dem udenfor byen og skød dem.
Hassan og de andre drog hærgende igennem Somalia. De fik ingen egentlig militærtræning, men sommetider slog de tiden i lejren ihjel ved at øve sig i at skyde. Nogen gange skød de til måls efter sodavandsflasker og spillede om penge, andre gange skød de dyr, som de bagefter spiste. De fik mod til at udføre deres grusomheder ved at sniffe benzin, tage stoffer og tygge khat. På den måde bedøvede de angsten.
-Når jeg tænker på det i dag, så tænker jeg: Hvorfor gjorde jeg det? Men vi var på stoffer og blev aggressive af det, siger Hassan Husseini.
De 200-300 soldater, som han levede sammen med i tre år fra han var 13, tilhørte samme klan som Hassan. De var fra 13 til 50 år og stort set alle mænd. Deres leder, Barre, havde engang været en dygtig kaptajn i den somaliske hær, men dengang som nu styrer han med hård hånd sin egen milits, og forsynede soldaterne med alle former for stoffer.
-Efter jeg blev soldat, talte min far ikke med mig. Han kunne ikke lide mig og min bror, fordi vi gik ind i militsen. Kun når han var borte, kunne jeg besøge min mor og mine søskende, fortæller Hassan.
Hassans familie boede i en landsby tæt på grænsen til Kenya. Han var på togt tre måneder ad gangen og levede på stoffer, og for at kunne sove måtte han ofte tage valium.
IFTIIN Projekt IFTIIN er en del af Århus Kommunes Socialpsykiatri og skal opsøge somaliske borgere med khatmisbrug med relevante tilbud. Projektet startede i maj 2008, og har kontakt til 150-160 dansk-somaliere og har en begyndende kontakt til kvindelige khatmisbrugere. 60-70 modtager forskellige tilbud. Mindst 19 lider af en psykisk sygdom, 35 er i behandling for misbrug og 6 har behandlingsdomme. Medarbejderne er udvalgt efter deres personlige kompetencer, og har foruden supervision og faglig sparring lært de socialpsykiatriske metoder at kende ved ’sidemandsoplæring’ samt gennem kommunens interne CARE-uddannelse. Det eneste andet khatprojekt i landet, Projekt Isbedel, foregik i København fra november 2006 til november 2009. Det har haft cirka 15 behandlingsforløb, oplyste desuden om rusmidler i det somaliske miljø og tilbød faglig sparring og foredrag om emnet. |
Om natten kommer den gamle mand
-Jeg har aldrig spillet fodbold, som de andre drenge. Jeg sad og kiggede på dem fra en lille restaurant, hvor jeg tyggede khat, siger Hassan Husseini.
Hassan er en klejn mand på omkring 165 cm, flygtig i sit blik og sidder som på nåle og fortæller sin historie.
I dag lever Hassan et fredeligt liv i Danmark, men fortiden slipper ham ikke. Han ved ikke, om han kan stoppe misbruget, for når han ikke tygger khat eller er skæv af andre stoffer, bliver han trist. Han kan hverken sove eller være alene, for så kommer billederne væltende, og han hører stemmer.
-Jeg tror, der er en, som kalder på mig. Men når jeg kigger, er der ingen. Jeg kan ikke lide at være alene, for så kører filmen med historierne. Jeg kan ikke koncentrere mig om andre ting, siger han.
-Jeg husker især den første gang, jeg skød et menneske. Jeg husker den gamle mand. Det var forkert af mig at skyde ham - det var bare for sjov og på grund af penge,'fortæller han, bliver fjern i blikket og tegner endnu en bombe på papiret.
Den gamle mand havde en lille restaurant.
En dag ville den 13-årige Hassan og nogle andre drenge fra militsen have penge af manden, men han sagde, han ingen havde. Hassan skød ham i maven, og han døde. Bagefter ledte de i hans lejlighed, men der var ingen penge. Hans børn og kone stod og kiggede på dem.
-Hans kone stod og græd over sin mand - og jeg stod der med mit våben, fortæller Hassan eftertænksomt.
Den gamle mand er en fast ingrediens i hans mareridt.
-Jeg tyggede også khat i Somalia, sniffede benzin og tog piller og andre stoffer. Dengang jeg skød ham, var jeg skæv. I dag ønsker jeg at straffe mig selv - skyde mig selv for at få det til at gå over, siger han.
En ulykke blev Hassans redning
En dag var han ude at bade i en regnvandssø ved lejren. En af de andre drenge smed en F1-håndgranat i vandet, fordi han troede, at den var demonteret og ufarlig, men den sprang under vandet. Drengen kom selv til skade ved ulykken, og en af Hassans venner fik maven flået op af trykbølgen og var død på stedet.
-Det gider jeg ikke snakke om, siger Hassan. Selv mistede Hassan to fingre og fik en mængde småsten i kroppen. Han kom svært til skade, mistede meget blod og måtte bæres det meste af vejen til hospitalet i Kenya af en af sine venner, som nu bor i Aalborg. Næsten alle stenene er senere blevet fjernet ved operationer i Kenya og herhjemme.
Selvom Hassan fortæller sin historie rimelig upåvirket og villigt, er der ting han ikke vil tale om. Nogle gange gør han det alligevel, andre gange møder man en mur. Det er vanskeligt at lave aftaler med ham. Nogle gange dukker han bare ikke op, og andre gange kommer han for sent. Selvom han har et sted at bo, holder han oftest til rundt omkring hos venner.
Ved et af vores møder sidder Hassan i en shawarma-bar i Bazar Vest i Århus og fortæller sin historie. Han er ukoncentreret og holder konstant øje med, hvad der foregår ude på gangen og hilser på alle forbipasserende, han kender. Hvad der egentlig foregår, og hvordan han tjener sine penge til stoffer, er et af de emner, han absolut ikke vil fortælle om.
Det livløse liv i Danmark
-Når jeg tygger, bliver jeg åben og fyldt med glæde - jeg glemmer det hele og bliver ligeglad. Men når jeg er færdig med at tygge, husker jeg igen alt sammen, og så ryger jeg hash for at glemme, siger han.
Indimellem har Hassan drømme og forventninger til fremtiden. Han vil gerne være mekaniker, men tror ikke, han kan passe en skole og uddannelse. Han har svært ved at koncentrere sig, og fortiden invaderer hele tiden nutiden og fylder hans hoved med tanker. Han har aftalt med sin sagsbehandler, at han starter på teknisk skole som tømrer efter jul.
-I Somalia lærte jeg aldrig at skrive. Vi lærte at læse Koranen. I Danmark lærte jeg at læse og skrive på tre år - men jeg skriver som en amatør, siger Hassan.
Dagene går sammen med vennerne i bazaren, hvor han hænger ud en fem-seks timer hver dag. Han spiller kort i en af de to somaliske cafeer, der tjener som værested for de somaliske mænd. Om aftenen og natten tygger han khat og ryger hash sammen med vennerne. Når det begynder at lysne, finder han ro til at sove, og så sover han ofte til hen midt på eftermiddagen, hvor det hele starter forfra igen.
Lige nu har han et kollegieværelse, som han troede han ville blive smidt ud af, men nu kan beholde, fordi han starter på teknisk skole til januar. I praksis er han der et par dage om måneden, men den faste adresse er nødvendig for at få kontanthjælp.
-Hvis jeg kan få hjælp af en læge, eller hvis jeg kan gå til psykolog, kan jeg måske blive fri af problemerne. Måske kan jeg komme til at sove igen, siger Hassan.
Alligevel tror han ikke, han kan klare det, fordi han har haft sine problemer længere end mange af de andre, han kender.
-Jeg ville gerne kunne gå tilbage i tiden, og lave det hele om. Så ville jeg få livet tilbage, siger Hassan og skribler endnu et gevær ned på papiret, inden han rejser sig og går.