icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kompetenceudvikling

På sporet af neuropædagogikken

Hvilke aftryk sætter efteruddannelse i millionklassen på det daglige arbejde? Vi fulgte i hælene på socialpædagog Lillian Bomholdt, der ligesom alle kollegaerne har fået tre måneders betalt efteruddannelse af specialtilbuddet Høskoven i Århus

  • Af Maria Rørbæk
  • 17-2009 /

33-årige Peter er tydeligt urolig.

Bider i det sorte stof, der beskytter hans arm.

Råber helt nede fra bunden af maven.
–Yaouh! Yaouh!
–Skal vi synge lidt, Peter. Sangen om, hvor du bor, spørger socialpædagog Lillian Bomholdt.

Hun er til gengæld helt rolig.

Stemmen blid. Tonefaldet låst fast.
–Her bor jeg. Du kan kigge ind til mig, begynder hun.

Det er fredag eftermiddag på Høskoven i Århus, der er hjem for 28 mennesker med en erhvervet hjerneskade.

Lillian Bomholdts aftenvagt er lige begyndt, og Socialpædagogens udsendte er fulgt i hælene for at se, hvad hun gør – og høre, hvornår det konkret har betydning, at hun og hendes kollegaer har fået tre måneders betalt efteruddannelse med fokus på neuropædagogikken (læs også artiklen “12 ugers efteruddannelse – til alle.”)
–For mig var det fantastisk at få tre måneders efteruddannelse med løn, men det mest spændende sker jo bagefter. Fordi vi i højere grad  kan samarbejde om at give beboerne en bedre livskvalitet, siger Lillian Bomholdt.

Da Socialpædagogen for nogle uger siden ringede til hendes chef, afdelingsleder Palle Dittmer, var han ikke i tvivl om, at efteruddannelsesprojektet var en gevinst.
–Vi har fået et fagligt løft, sagde han.

Spørgsmålet var bare: Hvordan?
–Ja, det skal du næsten komme og opleve, for neuropædagogikken spiller ind i alt, hvad vi gør, sagde han.

Fokus på hjernen
Inde i personalestuen hænger det allermest tydelige bevis på det neuropædagogiske fokus:

Et stort kort over hjernen.
Frontallap, cerebellum, parietallap.

Kortet viser, hvad de forskellige dele af hjernen hedder – og hvad de styrer.
–Vi bruger atlasset, når vi taler om, hvordan den enkelte er skadet i hjernen – og hvad det betyder, fortæller Lillian Bomholdt.

Det sker mindst en gang om ugen på personalemødet, hvor der på skift er fokus på to af afdelingens i alt ti beboere.
–Det er systematiseret sådan, at beboerens “kerneperson” først giver relevant information omkring beboerens hjerneskade, og sørger for at bruge det faglige sprog, vi alle sammen har lært på efteruddannelsen. Bagefter kommer de andre på med deres observationer, og når det er min tur, skal jeg for eksempel også tænke på at bruge fagudtrykkene. På den måde bliver vi holdt fast på det faglige sprog, siger Lillian Bomholdt.

I dag er der til gengæld ikke plads til de store faglige diskussioner.

Der er sygdom og ferietid, så Lillian Bomholdt er eneste fastansatte sammen med tre vikarer.

Arbejdsopgaverne bliver hurtigt fordelt. Hvem har ansvaret for hvilke beboere? Lillian Bomholdt er den, der kender Peter bedst, så hun får ansvaret for ham i dag, selv om hun egentlig er kerneperson for to andre.
–Peter er her på en specialtakst, og har brug for meget støtte. Mange af de andre kan klare mere selv, fortæller Lillian.

–For mig handler det pædagogiske – og altså også det neuropædagogiske – om opmærksomhed på, hvordan man møder borgeren i værdighed.
Lillian Bomholt 


Viden om hjerneskaden
På første del af efteruddannelsen lærte Lillian Bomholdt og kollegaerne meget om hjernen og betydningen af forskellige skader.
–Man kan godt lære en helt masse udenad om, hvordan hjernen fungerer, men det var ikke vores fokus. Vores fokus var de krav, en hjerneskade stiller til de mennesker, der er omkring den hjerneskadede. Det er stadig meget abstrakt for mig, hvordan hjernen egentlig fungerer, men når det for eksempel gælder en dyb hjerneskade som Peters, har jeg fået en forståelse for, at hans hjerne ikke længere kan sortere alle de indtryk og signaler, han får. Derfor er vi nødt til at skærme ham for indtryk, og vi er nødt til at skabe den struktur,  han ikke længere selv kan skabe, forklarer Lillian Bomholdt.
–Så, Peter, nu skal vi ned i din lejlighed, siger hun, da hun er gået ind i fælleskøkkenet for at hente Peter.

Sammen tager de elevatoren ned, og hun skubber hans kørestol hen til lejligheden med hans navn på døren.
–Så, Peter, nu er vi ved din lejlighed, siger hun, inden hun trykker på døråbningsknappen.
–Det er vigtigt, at sætte ord på alt, hvad der sker, så Peter kan følge med. Han kan ikke længere tale, men han kan godt forstå, hvad vi siger, forklarer hun bagefter.

Inde i lejligheden er der lyst og udsigt til en lille forhave med hvide roser.

På væggen hænger en skifteramme fyldt med tegninger.

Domkirken i Barcelona. En hånd. Skitser med centimetermål.

Peter har en længerevarende videregående uddannelse.
–Og du har lavet alt det her, konstaterer Lillian Bomholdt.

Alle beboerne på Høskoven er blevet hjerneskadede som voksne.

For eksempel som følge af en trafikulykke. Alle har derfor tidligere levet et liv uden handicap.

Og udgangspunktet for neuropædagogikken er ikke kun viden om hjernen og hjerneskaden, men også viden om det menneske, der har fået hjerneskaden.
–Det, at to mennesker har den samme hjerneskade, er ikke ensbetydende med, at vi skal behandle dem ens. Det er altid individuelt. Men gennem min viden om hjernen og hjerneskader synes jeg, at jeg har fået nogle bedre redskaber til at reflektere over, hvordan jeg så bedst behandler dem individuelt, fortæller Lillian.

Forstår talepædagogen
Peter er stadig urolig.
Flere gange i minuttet kommer den dybe lyd.
–Det er sådan, Peter taler, forklarer Lillian bagefter.

Den talepædagog, der er tilknyttet Høskoven, har fortalt Lillian og kollegaerne, hvad Peters hjerneskade betyder for hans sprog.
–Og i den forbindelse kunne vi helt klart bruge vores viden fra efteruddannelsen til nemmere at forstå, hvad talepædagogen mente, siger hun.

Lillian har ikke en nuanceret forståelse for skaden i hjerneceller og nervebaner – det vigtige er resultatet.
–For eksempel er det vigtigt at forstå, at det, der kan forveksles som lyden af gråd, ikke er gråd, men tale, siger hun.

Nu er Lillian klar over, at Peter ikke har det optimalt.

Hun hjælper ham over i en sækkestol med kugler, og spænder den fast om ham.
–Den hjælper Peter til at sanse kroppen og holde ham fast i sig selv, forklarer hun bagefter.

Men Peter har det stadig ikke helt godt.

Han bliver ved med at råbe og fører konstant armen op til munden.

Lillian tager en digtsamling ned fra reolen. Benny Andersens samlede.

Den ved hun, at Peters pårørende ofte læser for ham – og at han altid har haft glæde ved sproget og digte.

Med vilje sætter hun sig ved siden af ham – ikke over for ham.
–Kunsten er hele tiden at give den rette mængde stimuli. Ikke for lidt og ikke for meget. Derfor har det for eksempel stor betydning, hvordan man sidder. Hvis man sidder lige over for hinanden, giver det flere impulser, end hvis man sidder ved siden af hinanden. Og hvis der er noget, jeg har lært af efteruddannelsen, er det, hvor meget selv de mindste ting kan betyde, fortæller hun bagefter.

Nu begynder hun at læse.

I det rolige tonefald, som talepædagogen har lært hende.
–Peters hjerneskade betyder, at han spejler mig. Hvis jeg er urolig og for eksempel skifter mellem et højt og et lavt toneleje, bliver han også mere urolig. Og hvis jeg selv er rolig, og taler jævnt og dæmpet, bliver han også mere rolig, forklarer hun efterfølgende.

Nu har du læber – og tændstikker
En tændstik blusser op i verdensrummet / belyser kort et ansigt før den slukkes, læser Lillian.

Nu sker der noget med Peter.

Armen falder til ro.

Der bliver længere mellem udbruddene.
–Målt på langt er livet kort / men lodret målt uendeligt / en dirrende fiber i dødens muskel. Kys med det samme / før kysset rammer et kranium.

Nu er der kun Lillians ord i rummet.
–Snart er du ingen / men nu har du læber / og tændstikker.

Da digtet er slut, ændrer Peter igen adfærd. Han bider i det sorte stof.

Udstøder lyde, der minder om gråd.
–Så Peter, så Peter. Rolig, Peter, rolig, siger Lillian.

Nu vurderer hun, at det har været for meget. Peter skal skærmes.

Ikke flere indtryk.

Ro.
–Så, Peter, så, nu skal du ikke have besøg mere, siger hun med den sædvanlige rolige stemme.

Forsigtigt lukker hun døren bag ham.

Sætter sig på gangen.
–Nu skal jeg lytte, hvordan han har det, om han får det bedre. Mit arbejde fortsætter, selv om det er bag den lukkede dør. Hvis han bliver ved med at kalde, vil jeg gå ind til ham igen, og prøve at gøre noget andet, siger hun.

Men det virker som om, Lillian har truffet den helt rigtige beslutning ved at gå ud af rummet.

Der bliver længere og længere mellem Peters råb.
–Så, nu falder der ro over ham, siger Lillian lettet.

Peter har været mindre end et år på Høskoven, og den store udfordring er at skabe rammerne for en meningsfuld hverdag.

Lillian og kollegaerne er nødt til at gætte – og prøve sig frem.
–Og i kraft af min efteruddannelse har jeg et bedre, fagligt fundament at gøre det på. Jeg synes også, at jeg er blevet bedre til at vide, hvornår jeg  skal hente hjælp hos andre faggrupper, som for eksempel talepædagogen, siger hun.

Lidt senere hjælper hun først Peter på toilettet og bagefter over i sengen, hvor han bogstavelig talt skærmes totalt med en stor foldeskærm.

Nu har hun lidt tid til at være sammen med de andre beboere, men Peter skal konstant være med i baghovedet. Med jævne mellemrum lytter Lillian – eller en kollega – efter og sikrer, at han har det godt.

Andre mennesker – andre udfordringer
De andre beboere stiller andre krav til Lillian.

En ung pige har det for eksempel med at bure sig inde, selv om hun egentlig har brug for social kontakt.

Hun skal således ikke skærmes for omverdenen, men støttes i at møde den.

Lillian banker på hendes dør, og spørger om, hun vil have besøg.

Det vil hun, og sammen får de blandt andet en lille snak om musik og Michael Jackson.

Det lyder som en helt almindelig samtale, men det er det ikke.
–Jeg bruger neuropædagogikken i alt, hvad jeg gør, og her er jeg for eksempel opmærksom på at skabe en struktur i samtalen, så vi holder os til ét emne og tager tur – det vil sige, at jeg kommer med et input og venter på svar inden, jeg kommer med et nyt input, forklarer Lillian.

En anden beboer har en hjerneskade, der gør, at han kun kan forholde sig til spørgsmål, som man enten kan svare ja eller nej til.

Det er derfor meget velovervejet, at Lillian lige præcis spørger, om han har fået de is, han skal have, i stedet for eksempelvis at spørge, hvilken is, han har fået.
–For mig handler det pædagogiske – og altså også det neuropædagogiske – om opmærksomhed på, hvordan man møder borgeren i værdighed. Det er stort sagt, men det handler for eksempel om at undlade at stille et spørgsmål, som borgeren ikke magter at svare tilbage på. Og om at undlade at sætte borgeren i en situation, som han eller hun ikke kan magte, siger Lillian.

Lidt senere vender hun tilbage til Peter. Som de har for vane, går de en lille tur. Peter skubber selv kørestolen af sted med fødderne.

Bagefter sidder de lidt i hans forhave.

Lillian taler dæmpet om fuglene på himlen.

Så tager hun Peters hånd og fremsiger en gammel børneremse.
–En daler til mig.

Dask!

Lillian giver Peter et klask i håndfladen.
–Og en skilling til dig.

Peter svarer tilbage ved at kradse hende lidt i hånden.
–Jeg har erfaret, at for Peter virker det med rim og remser. Jeg bilder mig ind, at det handler om nærhed. At så har vi det sammen, siger Lillian bagefter.

Aftensolen hænger lavere på himlen.

Lillian plukker et rosenblad, dufter og tager det hen til Peters næse.

Han laver en lyd, der mest af alt minder om et frydefuldt hvin.

Bagefter undrer Lillian sig lidt over, hvad der skete.
–Jeg mener, at Peters hjerneskade betyder, at han ikke længere kan dufte, så i morgen vil jeg tale med Peters kerneperson om, hvad hun tror, det handler om. Om det kan passe, at han får noget ud af det.

I Lillians øjne er den allervigtigste effekt af efteruddannelsen, at hun selv og kollegaerne har fået en større lyst til at møde udfordringerne – så de for eksempel bliver ved med at efterspore tiltag, der kan skabe mening i Peters tilværelse.

Arbejdsdagen lakker mod enden, og Lillian funderer lidt over formålet med Socialpædagogens besøg.
–Det er jo ikke, fordi vi gør noget revolutionerende anderledes, og det kan da også godt være, at jeg langt hen ad vejen ville have gjort det samme uden efteruddannelsen. Så ville jeg bare ikke være så bevidst om, hvorfor jeg gjorde det… Jeg er sikker på, at efteruddannelsen har gjort mig mere kompetent til mit arbejde, og at det også har haft en stor effekt på Høskoven. Jeg har bare svært ved at sætte fingeren på hvorfor, siger hun.

Tøver lidt.
Og siger så:
–Jeg tror, det handler om engagement.

Peter er ikke beboerens rigtige navn

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse