Sig det højt

• Email
• Print

På papiret var Lone Mathiesen seksualvejleder. Hun havde taget uddannelsen og tilegnet sig kompetencerne.

Hun brugte dem bare ikke til noget.

Ikke før hun havde været til teamudviklingssamtale og souschefen begyndte at spørge ind.
–Hvordan kan det egentlig være, at du ikke bruger uddannelsen til noget?

Støtte- og aktivitetscenteret SAC i Hillerød har skiftet de traditionelle MUS-samtaler ud med TUS-samtaler, hvor den enkelte medarbejder ikke nøjes med at sidde overfor sin leder –men sidder overfor hele sit team på 6-8 personer.

Således lyttede alle de nærmeste kollegaer med, da Lone Mathiesen fortalte om sine faglige drømme, håb, styrker og svagheder.
–Forinden havde jeg da lidt kriller i maven. Ikke fordi jeg var utryg ved teamet, men fordi jeg var spændt på, hvilke spørgsmål jeg ville få stillet og om, jeg kunne svare på dem, fortæller Lone Mathiesen, der arbejder som hjemmevejleder hos udviklingshæmmede.

Inden udviklingssamtalerne havde teamet i fællesskab formu leret deres egen vision. Hvad ville de som gruppe arbejde med i de næste to år?
“Dynamik / handling” var et af kodeordene i visionen – og dermed et af kodeordene for stedfortræder Christina Thorholms spørgsmål til Lone Mathiesen.

Ingen skjulte dagsordener
Der må aldrig være en skjult dagsorden til team-udviklingssamtalen, og lederens spørgsmål skal kun tage udgangspunkt i det, medarbejderen siger, og det, der er teamets vision. Det gælder om at spørge ind, så man åbner op for drømme og ressourcer. I almindelige arbejdssituationer er det jo i højere grad lederens rolle at fokusere på at beslutte og producere resultater, under TUS-samtalerne er lederens rolle afgørende anderledes, siger Christina Thorholm.

Halvandet år efter husker Lone Mathiesen stadig tydeligt samtalen:
–Christina har en helt speciel måde at spørge på. Det er som om, hun kan høre bag om ordene og holde mig fast, så jeg får gravet ind til noget
af det, der virkelig betyder noget. Jeg brændte virkelig for at blive seksualvejleder, men jeg var aldrig rigtig kommet i gang. I forbindelse med det afsluttende projekt på seksualvejlederuddannelsen havde jeg fået en over næsen på grund af en lidt lummer artikel, der var kommet ud af, at jeg havde ringet til en journalist på den lokale avis. Han interviewede mig og en bruger, og resultatet var ret ubehageligt. Det blev sådan en lidt Ekstra Blads-agtig artikel, og det gjorde, at jeg gik i stå, fortæller Lone Mathiesen.

Under samtalen fornemmede hun en positiv interesse fra ledelsen, og oplevelsen blev forstærket, da kollegaerne også fik mulighed for at kommentere.
–Jeg mærkede, at der både var accept fra ledelsen og fra mine kollegaer. De ville rigtig gerne have, at jeg arbejdede med seksualvejledningen, fortæller Lone Mathisen.

Da dagen var omme, satte hun sig flere personlige mål. Det ene handlede om, at “komme mere på banen”.
–Det betød utrolig meget, at alle mine kollegaer havde hørt, hvad jeg sagde, for nu kunne de holde mig fast. De sagde, at de rigtig gerne ville høre, hvad jeg havde lært på seksualvejlederuddannelsen, og så holdt jeg et oplæg på et team-møde. Det gav mig mod på at gå videre, fortæller Lone Mathiesen.

Gang i konkrete projekter
I dag har Lone Mathiesen lavet en seksualpolitik for SAC og er nu i gang med en beredskabsplan på området. Endvidere holder hun hver anden uge åben rådgivning for brugerne.

Kollegaerne hjalp også Lone Mathiesen med at nå et andet personligt mål, nemlig at blive bedre til at sætte grænser for arbejdet.
– For eksempel sagde de: Husk nu at slukke arbejdstelefonen, når du går hjem. Eller: Har du stoppet op og mærket efter, om du kan klare en ekstra vagt?

Et andet udløb af teamudviklingssamtalen var, at Lone Mathisen fik tilbudt et kursus i personlig udvikling.
– Teamudviklingssamtalerne er kun en brik i hele vores kompetencestrategi. For det første er det vigtigt, at der er en erkendelse af, at vi som socialpædagoger er redskaber for vores eget arbejde. For det andet skal der også være et budget til kompetenceudvikling, og vi er privilegerede med et årligt uddannelsesbudget på 130.000 kroner, der især fordeles mellem de 25 pædagoger, siger Christina Thorholm.

Overrraskede mig selv
Efteruddannelse var også et af de konkrete mål, der kom frem i teamudviklingssamtalen for hjemmevejleder Kit Hansen.

Hun havde i forvejen en neuropædagogisk uddannelse og ønskede at bygge ovenpå med et kursus, der mere specifikt handlede om neuropædagogisk arbejde med udviklingshæmmede.
–Under TUS-samtalen blev jeg faktisk overrasket over mig selv. Pludselig sad jeg og sagde højt, at jeg gerne ville have en funktion som en form for konsulent inden for neuropædagogik, og jeg har slet ikke været vant til at promovere mig selv på den måde. Det var ikke noget, jeg havde planlagt på forhånd, men noget der dukkede op som en mulighed i løbet af samtalen. Fordi jeg kunne mærke åbenheden og interessen hos de andre, fortæller Kit Hansen, der dengang var forholdsvis nyansat.

Siden har hun og nogle kollegaer kæmpet en brav kamp for at få neuropædagogikken til at fylde mere på SAC, men da Hillerød Kommune sidste år skulle spare, stod det klart, at der ikke var penge til initiativet.

Så man kan sige, at jeg ikke nåede det mål, jeg satte mig. Alligevel synes jeg, processen har været positiv. Det var enormt dejligt at stå frem og  sige: Det her vil jeg, det her brænder jeg for. Og så arbejde målrettet for det.

Efterfølgende har Kit Hansen også fået mulighed for at arbejde videre med konsulentrollen
–bare på en anden måde. Hun er gået i gang med en coachuddannelse, og bliver brugt som sparringspartner af såvel kollegaer som af andre personalegrupper.

Kit og Lone ser begge frem til de nye teamudviklingssamtaler, der skal afholdes til efteråret.
–Nu får jeg en strøtanke hist og pist om, hvad jeg gerne vil, siger Lone Mathiesen.
–Jeg glæder mig til at reflektere målrettet over det – og sætte nogle nye mål.