Roen på hesteryg

• Email
• Print

Nogle gange, når man rider, kan man godt få en fornemmelse af, at der er noget, man kan.

Sådan siger 21-årige Julie Sørensen – og hun kan ride. Hun kan sidde på en hest, og hun kan styre den, derhen hun vil.

Nu sidder vi ved et af havebordene ud til Holmstrupgårds store parklignende have. Ridetimen er overstået og den lille gruppe er samlet for at tale om dagens oplevelser. En smøg er tændt og Julie Sørensen viser, hvad hun også kan. Hun kan styre en samtale om sig selv, og den udvikling hun har gået igennem, siden hun for fire år siden kom til Holmstrupgård: Med blødende skinkearme – eller motorsavsarme, resultatet af selvskadelige handlinger – med en spiseforstyrrelse i fuldt flor og med angstanfald så store, at hun ikke kunne tage den lokale bus.

Endnu mindre kunne hun sidde på hest. Men hun vidste, at den der angst måtte hun arbejde med. Og hun vidste, at en af vejene at komme gennem angsten var at omgås hestene.

–Det første lange stykke tid kunne jeg ikke andet end at få en fod i stigbøjlen. Derefter kunne jeg sidde på hesten og blive trukket rundt. Det tog knapt et år, før jeg kunne ride selv, fortæller Julie Sørensen.

Nu kan hun selv strigle og sadle op og ride en tur, og efter rideturen er hun afslappet, og har det godt. Som nu.

–Jeg kan nyde at komme ud og ride. Jeg bliver glad og får lyst til at leve. Det er svært at sige, hvad det er, der sker, når man rider en tur i skoven og bare er. Der er et eller andet med det der store rolige dyr, som jeg smelter sammen med. Jeg bliver rolig, og jeg får det sådan, at jeg godt kan klare det.

Det skal nok blive godt.

Julie Sørensens liv er på vej til at blive godt.

De paniske angstanfald er væk, og nu kan hun også tage alle former for offentlige transportmidler.

I marts måned var hun kommet så langt med sig selv, at hun var i stand til at flytte fra Holmstrupgårds trygge og beskyttende miljø. Nu bor hun med en veninde i en lejlighed på Trøjborg. Sin daglige gang har hun stadig på ungdomshjemmet.

Her går hun i skole, og her har hun sine ride- og hestesessioner.

Helt almindeligt
På trods af skizofreni, psykose, spiseforstyrrelser og andre psykiatriske og behandlingskrævende tilstande har Holmstrupgårds piger nemlig samme ønske som mange andre piger med et almindeligt ungdomsliv. De vil gå til ridning.

–Helt almindeligt. Ligesom der er nogen, der går til svømning, siger sygeplejerske Anne Hove, der har redet islandske heste siden hun var helt ung. For seks år siden proppede hun en lille håndfuld piger i en bil og drog af sted til den nærmeste rideskole.

–Her oplevede jeg, hvor meget hestene kunne.

Hvor meget kontakt de kunne skabe og hvor meget de kunne formidle om, hvordan pigerne havde det. Også til mig, siger Anne Hove.

Hun tog også pigerne med ud, hvor hendes egen hest stod. En gang var én af passagererne en pige, som netop var blevet udskrevet.

–Hun var hæmmet af store psykotiske vrangforestillinger og kunne derfor virke helt fraværende.

Èn af den slags piger, som var næsten umulig at komme i kontakt med. På et tidspunkt, mens jeg havde hjulpet de andre med at fange en hest, var hun væk. Jeg blev bange og så for mig, at hun havde taget sit eget liv. Men hun var gået op til en af hestene og stod og klappede den. Mens hun stod der, var hun livet op. Jeg fi k øjenkontakt med hende. Pludselig var hun til stede i den her virkelighed, som vi andre også er i.

Det var blandt andet den oplevelse, som gjorde, at Holmstrupgård anskaffede egne heste. Først to, siden er antallet steget til fem. Alle er nøje udvalgte.

–Vores heste skal have deres egen kerne. De skal kunne hvile i sig selv. De skal også kunne arbejde med sig selv. Derudover er de heste, jeg har valgt, gode at ride på. Det skal ikke være for bøvlet, siger Anne Hove.

Kontakten og lederskabet
På Holmstrupgård starter arbejdet med hestene ofte med, at den unge skal lære at omgås hesten ‘fra jorden’. Få hesten til at gå frem, til siden og stoppe, når mennesket bestemmer det. At bakse med så stort et dyr tvinger den unge til at forholde sig til hesten her og nu. Og hvor kontakten med andre mennesker ofte er baseret på det sproglige – et krav, som blandt andet de psykotiske har svært ved at honorere – er det anderledes med hestene.
Her er kontakten følelsesmæssig.

–Hesten kræver, at du skal være til stede i dig selv. I hvert fald hvis du skal få den til at gøre, som du vil. Så skal du overbevise hesten om, at du er dens gode faste leder. Du skal være rolig og afslappet.

Du skal have lederskabet inde i dig selv. Det kan være svært at have, hvis du er lidt bange. På den måde er hesten en vældig god øveplads til at træde ud på banen og sige: Her er jeg, og jeg forventer, at du følger med mig, siger Anne Hove, der fortæller, at når hesten for første gang frivilligt følger den unge, er der mange, der begynder at græde:

–Når hesten anerkender den unge som sin leder og som en, der kan passe på den, er det en vældig stor følelsesmæssig oplevelse. Mange af vores unge har været gennem et forløb, hvor de har været syge; hvor de ikke har kunnet klare det, de selv har forventet. Eller det, som deres omgivelser har forventet. De har haft nederlag enten i skolen eller familien. De har ikke altid så stor tillid til sig selv. Pludselig er der én, der viser dem tillid.

Hesten som talerør
Fra arbejdet på jorden er næste skridt at komme op på hesten. Nogle af de unge har redet før, og kan være teknisk dygtige ryttere. På Holmstrupgård er det ikke det, som tæller.

–Især nogle af de spiseforstyrrede kan være rigtigt gode ryttere – teknisk – og så alligevel mangle kropsfornemmelsen. Fordi de på grund af deres sygdom undertrykker deres kropsfornemmelser.

Dem øver jeg med ved at sætte dem på hesten uden sadel og lave balanceøvelser og vejrtrækningsøvelser.

Nogle af de psykotiske og skizofrene har også en udflydende kropsfornemmelse. Her er hesten et rigtigt godt redskab. Du sidder på den, og det bliver tydeligt, hvor hesten slutter og hvor du selv begynder, siger Anne Hove, før hun fortæller om endnu en virkning af omgangen med heste. Måske den vigtigste:

–Vores unge har et svært liv. Det er vigtigt, at der bliver noget godt indhold i et svært liv. Ridningen og sammensmeltningen med hesten og bare være helt til stede i nuet og mærke hesten og ride i naturen kan give en følelse af lykke. Den lykkefølelse, tror jeg, er helbredende i sig selv. Den kan være svær at få på kommando. Den må man tage imod med glæde, når den kommer.

Enhver ridetime afsluttes med en snak om, hvordan ridningen og omgangen med hestene er forløbet. Snart ryger samtalen over på mere personlige ting.

Nogle gange sker det også, at snakken om de personlige og svære ting starter under selve ridetimen.

For eksempel, hvis en hest begynder at trippe, være urolig eller vige fra menneskets kontakt.

–Så er det nok fordi, den unge er rigtig gal indeni.

Det taler vi så om, siger Anne Hove.

–Omvendt bruger den unge nogle gange hesten som talerør. Den unge siger for eksempel:

Jeg kan se på Nattfari, at han er træt, bange eller nervøs. Det er en projektion af, hvordan de selv har det indeni. Eller om en anden hest kan den unge sige: Moldi er så irriterende. Han står bare der og ser så offeragtig ud – og det skal så forstås som: Han står der, ligesom jeg har det, lige inden jeg skærer mig, og hvor jeg bare håber, at pædagogerne ser det, siger Anne Hove.

En sej hest
De observationer, som Anne Hove gør i forbindelse med den unges omgang med hestene, tages blandt andet med til teammøder:

–Den følelsesmæssige kontakt de unge etablerer til hestene, siger også noget om, hvad de evner af anden følelsesmæssig kontakt og knytning til andre mennesker. Når vi taler handlingsplaner, er ridningen også en del af samtalen. Vi spørger den unge, hvad hun mener, hun kan bruge fra omgangen med hestene. Er det det sociale netværk, som vi opdyrker når vi tager hesten ud i verden til stævner og samlinger? Eller er det til at øge kropsfornemmelsen, siger Anne Hove.

Hun har gang på gang konstateret, hvor stor glæde de unge har af at kunne omgås hestene i det daglige. Og en af grundene er nok, at de store dyr ikke spørger til handlingsplaner, eller om man nu er gal indeni.

Det frirum benytter 19-årige Jeanette Jacobsen sig af. Gennem de to år, hun har været på Holmstrupgård, har hestene både været en del af hendes skema og af hendes liv. Hun nyder, at hestene – og specielt yndlingshesten Nattfari – er opstaldet på ungdomshjemmet.

–Når jeg er ked af det eller føler mig ensom.

Når jeg har lyst til at skære mig eller ikke kan holde ud, sådan som jeg har det, så går jeg ned til Nattfari. Så kommer jeg væk fra det der depression og selvskadende halløj, siger Jeanette Jacobsen.

Og da jeg spørger, om der er noget, som hun ellers vil sige, tøver hun lidt. Gennem smøgen og med et direkte blik i det unge sammensatte ansigt, siger hun.
-Nattfari er sej!