Livet er godt
17-årige spiseforstyrrede Anna skal have mod på livet. Det er et af målene med hendes terapi og aflastning i weekenderne
Jeg løber bare. Jeg løber fra det hele. Tanken slog ned i Anna midt under skolernes motionsløb. Hun havde allerede gennemført fem kilometer i løb, selv om hun næsten ikke havde trænet.
– Det irriterede mig, at de andre fra klassen bare gik. At de havde taget almindeligt tøj på, fortæller hun.
Rytmisk ramte skoene stien.
Annas hoved var tømt for tanker.
Hun løb bare.
Lærerne gav hende lov til at tage en runde mere. Og en mere. Og så en igen.
Da motionsløbet var slut, havde hun løbet tolv kilometer.
–Da jeg kom tilbage til skolen, var de andre gået. De var taget hjem efter de fem kilometer, så der var ikke nogen, der kommenterede, at jeg havde klaret det.
Tre år efter sidder hun i den lille, lyse stue hos pædagog og psykoterapeut Theresa Abegg.
The og pærer står urørt på bordet.
–Og så nogle dage efter motionsløbet besluttede jeg, at jeg ikke ville spise mere. Fra den ene dag til den anden holdt jeg bare helt op.
Fører hånden
I dag er Anna en køn ung pige på 17 år.
Høj og slank uden at være sygeligt tynd.
Det er mere end to år siden, at hun blev udskrevet fra børnepsykiatrisk afdeling, og de månedlige kontrolvejninger hos egen læge lover godt.
Fysisk er der ikke noget galt, og vægten ligger inden for normalområdet.
Alligevel har hun det stadig meget svært med mad, og en time om ugen er hun i terapi hos Theresa Abegg, der også har hende i aflastning hver anden weekend.
Socialpædagogen har fået lov til at møde dem begge, så de sammen kan fortælle, hvordan de samarbejder om at skubbe den anorektiske side af Anna væk og i stedet give plads til den oprindelige, ægte Anna.
–Nu skal vi holde en pause, så Anna kan få noget at spise og drikke, siger Theresa Abegg.
Anna stirrer ned på gulvet.
–Nej, siger hun.
–Jo, svarer Theresa roligt.
–Du skal have lidt at drikke.
Med rolige, langsomme bevægelser rækker Theresa Anna kruset og lægger en hånd på hendes arm. Blidt fører Theresa Annas arm, så kruset når op til munden, og Anna kan drikke.
–Jeg kan kun spise og drikke, når enten min mor eller Theresa hjælper mig, forklarer Anna bagefter.
I sommers kom jeg til selv at tage et ribs fra en busk, fordi min lillesøster gjorde det, og så fik jeg det så dårligt.Hele dagen var faktisk ødelagtAnna |
Vil ikke vælge selv
–Når min mor siger, at jeg skal spise, er det jo hende, der bestemmer, og så kan jeg godt. Men hvis jeg bare spiste, fordi jeg selv havde lyst, ville det være som om, jeg ikke kunne klare det. Som om jeg ikke kunne gennemføre at lade være med at spise. I sommers kom jeg til selv at tage et ribs fra en busk, fordi min lillesøster gjorde det, og så fik jeg det så dårligt. Hele dagen var faktisk ødelagt. Jeg tænkte, at jeg ville blive så tyk, så tyk, selv om jeg selvfølgelig godt ved, at jeg ikke ville blive fed af at spise et enkelt ribs, fortæller Anna.
Stemmen er tynd, og selv om hun er en høj pige med model-mål, ser hun lille ud, sådan som hun sidder sammenkrøllet i stolen.
Theresa skræller en pære.
–Det er pærer fra Jylland, småsludrer hun, og skærer frugten i fire dele.
Anna kigger igen ned.
–Nej, klynker hun.
–Jo, du skal have noget mad, siger Theresa igen med sin blide stemme Denne gang må hun lægge sin hånd ovenpå Annas hånd og føre den op til munden. Så spiser Anna med små bidder, og Theresa tager også selv noget af den saftige pære.
–Haps, haps, haps. Kom det her er det sidste, siger Theresa.
Svær start
17-årige Anna har haft en svær start på livet.
Spørgsmålet om hun stadig går i skole, får tårerne til at trille ned af kinderne.
–Jeg har aldrig kunnet lide at gå i skole. Allerede den første dag spurgte jeg min mor, hvor længe jeg skulle gå i skole, fortæller hun.
Theresa rykker tættere på og stryger hende over armen.
–Jeg kan godt forstå, at du græder, når du fortæller om lige det, der har været så svært for dig. Det ville være underligt, hvis du ikke græd, siger hun.
For Anna var skolen et helvede, fordi hun både havde svært ved det faglige og det sociale.
–Det er typisk for spiseforstyrrede unge, at de har svært ved at styre og kontrollere livet, og så finder de i stedet noget, de kan kontrollere – maden, siger Theresa Abegg.
For Anna begyndte madkontrollen i syvende klasse, hvor hun besluttede sig for at sige nej til alt, hvad der hedder slik, kage og sodavand.
–Jeg hørte så meget om, at det var usundt, og så tænkte jeg, at det skulle jeg i hvert fald ikke have noget af. Overhovedet, fortæller Anna.
Senere begyndte hun også at dyrke mere motion og cirka et år efter, at hun droppede sukkeret, løb hun det motionsløb, der i dag står som en milepæl. Tidspunktet, hvor det gik helt galt. Nogle uger efter blev hun indlagt på børnepsykiatrisk afdeling.
–Jeg kan huske, at min mor sagde, at hvis jeg ikke ville spise noget, var hun nødt til at ringe til lægen. Og så græd hun i telefonen, fortæller Anna, der på hospitalet i begyndelsen fik mad med sonde.
I alt var hun indlagt i ni måneder efterfulgt af dagbehandling og for cirka to år siden begyndte hun i terapi hos Theresa Abegg. De sidste måneder har hun også været i aflastning hver anden uge.
Til hverdag er Anna i praktik i en vuggestue, og hver dag går hun hen på moderens arbejde for at få hjælp til at spise.
Fokus på det positive
–I terapien arbejder vi på mange forskellige planer og med mange forskellige metoder. Sygdomserkendelse, realitetsforståelse, kropsterapi, tegneterapi og kognitiv terapi, for eksempel. Målet er at få Anna tilbage til livet. At hun skal glæde sig ved livet, glæde sig ved at spise og glæde sig ved at være sammen med jævnaldrende, siger Theresa.
Aflastningen, der er bevilget af Socialforvaltningen, skal først og fremmest være et pusterum for familien, men Theresa arbejder også målrettet med at give Anna positive oplevelser. De bruger meget tid i naturen og sammen med dyr.
I sensommeren gik de for eksempel sammen en tur langs stranden.
Her mødte de en bedstemor med sit 4-årige barnebarn.
Pigen begyndte helt naturligt at tale til Anna, og den store og den lille pige faldt hurtigt i hak.
Sammen stod de på badebroens trappe i vand til knæene og kiggede på krabber, mens Theresa og bedstemoderen snakkede og så på.
–Hvis du falder i vandet, kommer jeg altså ikke og henter dig, råbte bedstemoderen, da den lille pige kom lidt for tæt på bølgerne.
–Åh, det ville du nu nok, responderede Theresa prompte. Med høj stemme, så hun var sikker på at pigen og Anna hørte det.
–Ja, ja, det ville jeg da selvfølgelig, svarede bedstemoderen.
Bagefter gjorde Theresa meget ud af at tale med Anna om situationen:
–Den lille pige ville vist meget hellere være sammen med dig end med mig. Hvorfor tror du, hun ville det, spurgte hun.
–På den måde prøver jeg at gøre Anna opmærksom på, at hun rent faktisk har noget at byde andre mennesker og at andre gerne vil være sammen med hende. Vi talte også om, at bedstemoderen slet ikke mente det, da hun sagde, at hun ikke ville hente sit barnebarn. Hun ville ikke bare lade hende drukne. Og jeg kunne mærke, at det gjorde Anna helt lettet. Verden er ikke så ond, som den nogen gange kan synes. På den måde prøver jeg igen og igen at vise Anna, at livet er godt. Og jeg tager hele tiden udgangspunkt i det, der sker omkring os. Lige her og nu.
Langt hen ad vejen er vi nødt til at følge Annas regler. Hvis jeg for eksempel bare smækkede en kage på bordet, ville det være ligesom at sende en person med højdeskræk op i RundetårnTheresa Abegg |
Regler for maden
Theresa vurderer, at Anna er en anorektiker, der på vej ud af anoreksien har udviklet ortorektiske træk – det vil sige, at hun har nogle helt bestemte regler for, hvad og hvordan hun må spise (se også artiklen ‘Så sund at det bliver sygt’).
–Jeg vil slet ikke have noget sukker, så bliver jeg bare så ked af det. Jeg vil heller ikke have mad, hvor man kan se fedtet, fortæller Anna.
Den første aflastningsweekend var lige ved at gå helt galt, fordi Theresa kom til at putte lidt mayonnaise på Annas rejer. I Annas verden er smør på brødet nemlig normalt, mens mayonnaise er helt, helt forkert.
–Langt hen ad vejen er vi nødt til at følge Annas regler. Hvis jeg for eksempel bare smækkede en kage på bordet, ville det være ligesom at sende en person med højdeskræk op i Rundetårn. Hvis Anna ikke har sine regler og systemer at støtte sig til, bliver hun fyldt af angst. Samtidig prøver vi også at rykke lidt ved reglerne, ikke Anna, siger Theresa.
Anna kigger bare ned i gulvet.
–Nej, svarer hun.
–På et tidspunkt skal vi prøve at se, om vi kan spise et andet sted end her. Ude i naturen bag et træ, for eksempel, siger Theresa.
–Nej, svarer Anna – der samtidig fortæller, at det er hendes fremtidsdrøm, at hun en dag kan sidde på en café og drikke the med nogle jævnaldrende veninder.
–Når jeg kigger ind ad vinduerne på en café nede i Helsingør, tænker jeg på den ene side, at det ser rigtig hyggeligt ud, og at jeg gerne ville prøve at gå derind. Og på den anden side tænker jeg, at dét skal jeg bare ikke, fortæller Anna.
–Når du arbejder med spiseforstyrrede mennesker, er det vigtigt at forstå, at en del af personen er normalt fungerende og en anden del er underlagt en psykisk lidelse. Jeg arbejder med at få Anna til at erkende, hvad der er den syge side, og hvad der ikke er. Og jeg taler aldrig til den syge side. Jeg begynder ikke at diskutere, om man for eksempel bliver tyk af at spise et ribs eller ej. Jeg prøver bare at vise Anna det, fortæller Theresa. For eksempel har hun ladet Anna tegne sit eget omrids med et års mellemrum, så hun kan se, at hun ikke er blevet tykkere.
–Stregerne lå næsten oveni hinanden, fortæller Theresa.
Nu ser Anna op.
Rædslen kan spores i stemmen.
–Næsten, hvad mener du med næsten, spørger hun.
–Jeg mener, at stregerne næsten lå oveni hinanden. At den ene fod måske stak lidt mere til den ene side det ene år end det andet, siger Theresa beroligende.
–Du har helt den samme tyndhed nu, som du havde for et år siden. Også selv om du har spist – og prøv at tænk på alt det mad, du har spist i løbet af et helt år.
Næste skridt i arbejdet med Anna er, at hun også skal få mod til at være sammen med jævnaldrende. Hvordan hun skal få det, ved Theresa ikke endnu.
–Jeg skal finde vejen i samarbejde med Anna. Skridt for skridt. Billedligt talt er Anna fanget inde i en labyrint. Vi skal ind og hente hende – og føre hende den rigtige vej ud.
Theresa Abegg Theresa Abegg driver sammen med kollegaen Karen Bro ‘Center for spiseforstyrrelser,’ der er et privat tilbud til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser. Abegg og Bro har i mere end ti år tilbudt blandt andet terapi, telefonrådgivning, netværksgrupper, supervision og foredrag om spiseforstyrrelser. Læs mere på www.abeggbro.dk |
Anna hedder noget andet i virkeligheden. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.