Kvindeløn og mandeløn
Kvinder kan uddanne sig til mere i løn, men de har aldrig kunnet uddanne sig til ligeløn, fordi vi stadigvæk betragter manden som forsørgeren og kvinden som husmoderen, fortæller ligelønsobservatør, politolog og forfatter Pia Fris Laneth
Pia Fris Laneth var 17 år og gik i 1.G, da arbejdsmarkedets parter i 1973 vedtog, at der skulle være ligeløn mellem mænd og kvinder.
Stor var jublen, da det efter mange års slid endelig lykkedes for Kvindeligt Arbejderforbund i samarbejde med kvindebevægelsen at få ligelønnen ind i overenskomsten.
Der blev festet over, at løngabet mellem mænds og kvinders løn en gang for alle var afskaffet.
Men festen blev kort, for ret hurtigt viste det sig, at kvinderne hverken fik ligeløn eller ligestilling. Og det til trods for, at Folketinget i 1976 med loven om ligeløn udraderede begrebet ‘kvindeløn’ fra overenskomsterne.
Nu skriver vi 2010. Der er gået 37 år siden gennembruddet i 1973. Og lønforskellen mellem mænd og kvinder er 17,7 procent – i mændenes favør.
Så hvad blev der egentlig af ligelønnen og den reelle ligestilling på arbejdsmarkedet?
Socialpædagogen har sendt spørgsmålet videre til gymnasiasten fra dengang, Pia Fris Laneth. Hun er politolog og journalist og har skrevet om arbejdsmarkedsforhold igennem en årrække.
Hun er ligelønsobservatør for Kvinderådet, men nok mest kendt som forfatter til ‘Lillys Danmarkshistorie’.
I bogen fortæller hun, via beretninger om kvinderne i sin egen familie, en særdeles nærværende historie om kvindeliv i Danmark igennem fire generationer.
Og hendes svar på spørgsmålet om, hvad der blev af ligelønnen og ligestillingen, bliver til en beretning i flere spor:
Om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1800-tallet, om værdisættelsen af mænd og kvinders arbejde, der dengang var en sag for Rigsdagen, om kvindefagenes opståen og om fagbevægelsens historisk set noget tøvende attitude i ligestillingsspørgsmålet. En beretning, hvor privatliv, samfundsliv og køns-, familie-, arbejdsmarkeds- og fagpolitik er vævet godt og grundigt sammen.
Vi tror vi har ligeløn
I løbet af de fire generationer, der fortælles om i ‘Lillys Danmarkshistorie’, er der sket en utrolig udvikling i stort set alle aspekter af kvinders samfundsliv – men ligelønnen lader altså fortsat vente på sig
Og ligeløn har, konstaterer Pia Fris Laneth, aldrig været et emne, som kan samle ret megen opmærksomhed. Hverken dengang eller i dag.
– Måske fordi mange mener, at spørgsmålet er uddebatteret – for vi har jo fået ligeløn på papiret. Som da forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2003 udtalte, at ‘i Danmark har kvinder som en selvfølge ligestilling med mænd’.
Men der er et stykke vej endnu og mange kampe forude, før uligelønnen og det kønsopdelte arbejdsmarked forsvinder, mener Pia Fris Laneth.
– Den vigtigste kamp er et opgør med forestillingen om manden som forsørgeren og kvinden som husmoderen. Dette ideal for det gode liv blev grundlagt for mange, mange generationer siden, og det påvirker stadig vores handlinger og valg.
– I 1960 var der næsten en million hjemmegående husmødre. I dag er der bare 17.000, og den forandring af kvinders, mænds og børns hverdagsliv, som det har betydet, er gået så hurtigt, at følelserne ikke har nået at følge med, siger hun.
Lønkommission I 2008 nedsatte Finansministeriet sammen med LO, FTF og AC en lønkomission. Kirsten Nissen får en af LO’s seks pladser. Kommissionen skal undersøge konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked med særligt fokus på traditionelle kvindefag i den offentlige sektor. Arbejdet skal være færdigt i maj i år. |
Hellere olie end bæ på fi ngrene
Loven om ligeløn fra 1976 var et stort fremskridt. Men loven gælder kun for løn på samme arbejdsplads. Loven kan ikke lave om på, at det bliver betragtet som mere værdifuldt og at der gives højere løn til det arbejde, hvor man får olie på fingrene end det arbejde, hvor man får bæ på fingrene, konstaterer Pia Fris Laneth.
– Loven ændrer ikke på det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor mænds arbejde konsekvent og systematisk bliver lønnet højere end kvinders. Sådan er det også inden for de højere uddannelser, hvor kvinder halter en del efter mændene, selv om de har samme anciennitet og arbejdsfunktion.
– Der er ingen anden forklaring på lønforskellen end kønnet. Det har altid været sådan, at kvinder kan uddanne sig til højere løn, men de kan ikke uddanne sig til ligeløn.
Helt afgørende er det, at kvinderne selv kan begynde at opfatte deres arbejde som lige så meget værd som mændene gør med deres arbejde, fortæller Pia Fris Laneth.
– De senere års lønkampe blandt offentligt ansatte kvinder viser, at der er sket et stort skred i den retning.
– Og endelig, siger hun, skal der ændres på holdninger om, at kvinder er utilregnelige og humørsvingende en gang om måneden, når de har menstruation. For hvem vil have sådanne ustabile væsener siddende i ledende stillinger?
Respekt for sædeligheden
Man kan ikke tale om ligeløn uden at se på det kønsopdelte arbejdsmarked, som har eksisteret lige så længe som uligelønnen, fastslår Pia Fris Laneth.
– Arbejdsmarkedet blev tidligere opdelt i to køn, blandt andet fordi det af sædelighedsgrunde blev anset for upassende, at de to køn arbejdede ved siden af hinanden. Kvinder og mænd måtte heller ikke spise i samme rum, fortæller hun.
En anden grund til det kønsopdelte arbejdsmarked var, at man opfattede mænd og kvinder som så forskellige, at de derfor også skal lave noget forskelligt.
– Det kan man eksempelvis se, da kvinderne i begyndelsen af 1900-tallet bevægede sig ind på HK-området, som ellers udelukkende havde beskæftiget mænd. Omkring 1920 var 40 procent af de ansatte kvinder, men de blev aflønnet lavere end mændene.
Nogle job blev simpelthen defineret som kvindearbejde, for så skulle de ikke have så meget i løn. Der blev eksempelvis oprettet stenografi- og maskinskrivningskurser kun for kvinder. Stillingerne blev klassificeret som underordnede. Til gengæld kunne mændene tage handelskurser, som gav avancementsmuligheder.
En tredje forskel
Da industrialiseringen begynder at vinde frem i løbet af 1800-tallet, forsvandt en del af husarbejdet i hjemmene – man kunne købe brød, øl og stof i stedet for at bage, brygge og væve selv, fortæller Pia Fris Laneth.
– Det betyder blandt andet, at de ugifte kvinder i de borgerlige miljøer bliver arbejdsløse, og efterhånden bliver det alment accepteret, at de arbejder, fordi de bliver nødt til at forsørge sig selv.
Herefter var vejen også banet for, at kvinderne fik lov til at uddanne sig. I første omgang til lærerinde og sygeplejerske. Det var ingen tilfældighed, at det netop var de to uddannelser, kvinder fik adgang til. Det var de områder, som kvinder traditionelt havde taget sig af. Nu blev det så gjort til et erhverv i og med, at både hospitals- og skolevæsenet voksede frem med raketfart.
I 1859 fik lærerinderne lov til at undervise på københavnske kommuneskoler og 10 år senere i resten af landet. Men hvad skulle deres løn være?
– Det spørgsmål blev Rigsdagen nødt til at tage stilling til. Og det høje ting fastslog, at kvinderne skulle have en tredjedel mindre i løn end mændene. Begrundelsen var, at mænd er forsørgere, mens kvinder hører til i hjemmet. Kvinder er fysisk og psykisk svagere end mænd og yder derfor mindre. Kun ugifte kvinder har brug for lønarbejde, og eftersom kvinder af natur er mere nøjsomme, kan de klare sig for mindre i løn end mænd, fortæller Pia Fris Laneth.
Inden for industrifagene var det endnu værre. Der var mange områder, hvor kvinderne kun fik halvdelen af en mands løn. Forestillingerne om, hvad en mand og en kvinde er, har ændret sig en del, siden Rigsdagen fastsatte lærerinders løn, men holdningen har endnu ikke flyttet sig så meget, at det falder naturligt at få ligeløn.
Fra 1859 og til i dag (151 år) er lønforskellen på en tredjedel (33,3 procent) faldet til omkring 17 procent, som kvinder får mindre end mænd.
– Der har altid været knas i samlivet mellem ‘forsørgeren’ og ‘husmoderen’, og det er i det spændingsfelt, at lønkampen udspiller sig, konkluderer Pia Fris Laneth.
Septemberforlig med kvindeløn
I 1899 var der en fem måneder lang arbejdskamp mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De Samvirkende Fagforbund, der endte med det senere så kendte Septemberforlig. Det blev starten på den såkaldte danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsvilkår, og lovgiverne (politikerne) holder sig i princippet udenfor.
– I overenskomstaftalen stod der, at kvinders løn på det private arbejdsmarked var en tredjedel under mænds løn. Der blev overhovedet ikke diskuteret, hvorvidt uligelønnen skulle skrives ind i overenskomsten. Sådan var det bare, siger Pia Fris Laneth.
Også selv om Socialdemokratiet året før havde skrevet ligeløn ind i sit program. Her stod der, at ‘mænd og kvinders arbejde i de forskellige industrigrene betales efter samme tarif’. Alligevel var det ikke noget, ret mange talte højt om.
Patriark med egen dug og disk
Uligelønnen og udviklingen af det kønsopdelte arbejdsmarked har været tæt snoet sammen med forestillinger om kønnenes natur og livsopgaver.
– Hvis man ser hen over de fem generationer, som har levet, siden vi fik Grundloven i 1849, så er der sket så store omvæltninger i forestillingerne om, hvad der er kvindeligt og mandligt, at man næsten ikke kan forstå, at det er samme art, vi taler om, siger Pia Fri Laneth.
Grundloven byggede på den ældgamle hovedtradition, hvor det var manden, der havde ansvar ikke bare for sin kone og sine børn, men for hele husholdningen. Og kun mænd over 25 år med egen ‘dug og disk’ – det vil sige, de skulle betale skat og have deres egen husholdning – havde stemmeret.
Kvinder bliver syge af at læse
Først omkring 1900 får kvinderne personlig myndighed. Indtil da var de stillet som børn. Ægtemanden var deres værge. Og det betød for eksempel, at da arbejdsgiveren anklagede Olivia Nielsen fra Kvindeligt Arbejderforbund for injurier, så måtte hendes mand møde i retten sammen med Olivia. Hun havde organiseret en strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1890’erne og havde skrevet i avisen Socialdemokraten, at arbejdsgiveren ansatte de kvindelige fabriksarbejdere under slavelignende forhold.
– Der var dengang nogle forestillinger om, at kvinder fra naturens hånd var mindre udviklet end mændene både følelsesmæssigt og intellektuelt. Intuition er det eneste, kvinder altid har fået at vide, at de har. Det er sådan en særlig egenskab, man har tillagt kvinderne, siger Pia Fris Laneth.
Godt nok havde kvinderne moderlige egenskaber, men først i 1922 får gifte kvinder fælles forældremyndighed over deres børn. Tidligere var det kun manden, der havde forældremyndigheden.
– Argumenterne har hele tiden været, at det er mod kvinders natur at være ligestillede med mændene. Og i begyndelsen af 1900-tallet blev det stadig diskuteret, om piger havde godt af at læse. Lægevidenskaben argumenterede i ramme alvor for, at for meget intellektuelt arbejde kunne skade kvinders fysik. Og det vil her sige deres evne til at få børn. Derfor var det bedst at holde dem fra boglige sysler, siger Pia Fris Laneth.
Pigeløn Århus skrev kvindehistorie i 1971, da dele af fagbevægelsen for første gang nogensinde gik sammen med kvindeorganisationerne og krævede ligeløn. ‘Nu vil vi ikke nøjes med pigeløn. Vi vil have ligeløn.’ |
Stemmeretten
Også på det politiske område måtte kvinderne kæmpe hårdt, før de fik lov til at stemme. I 1908 fik kvinder og tyende kommunal stemmeret og først i 1915 fik de stemmeret til Folketinget. Det var 66 år efter, at gifte mænd med Grundloven i 1849 fik stemmeret.
De politiske partier var herefter meget aktive for at få fat i kvindestemmerne. Det betød blandt andet, at der i 1919 blev vedtaget et princip om, at der var ligeløn for statsembedsmænd..
– Men som så mange gange både før og også efter viste der sig en smutvej, så der alligevel ikke blev indført reel ligeløn. Der blev vedtaget et særligt forsørgertillæg til gifte mænd. Og ikke til gifte kvinder, enlige mødre eller enker, som ellers nok kunne bruge flere penge. Og heller ikke til ugifte mænd, siger Pia Fris Laneth
Ligestilling i ægteskabet
På det familiepolitiske område, går det også langsomt med at give kvinderne ligestilling.
– Og hvert eneste trin har kostet en kamp. Intet kommer af sig selv, og hver gang har argumenterne lydt, at det er imod ‘kvindernes natur’. Imod ‘naturens vilje’, siger Pia Fris Laneth.
I 1925 kommer der en ny ægteskabslov, som ligestiller mænd og kvinder økonomisk, og der er gensidig forsørgelsespligt. Før den tid var kvinden økonomisk underlagt manden. Havde hun penge, når hun blev gift, tilfaldt de automatisk manden. Arvede hun penge, var det mandens. Hun rådede dog selv over de penge, hun tjente.
Den gensidige forsørgelsespligt blev udlagt på to forskellige måder. Kvinden kunne opfyldte sin pligt ved at føre husholdningen, manden ved at arbejde.
– Det var rigtig godt tænkt og viste stor respekt for husarbejdet, siger Pia Fris Lanth.
Men hvad der stod på papiret, blev ikke realiseret, fordi husholdningsarbejdet aldrig blev betragtet som lige så værdifuldt som mandens arbejde. Derfor blev der for eksempel også udbetalt langt mindre i erstatning til de efterladte, hvis kvinden døde, end hvis det var manden.
– Forskellen skyldes, at vi lever i et markedssamfund, hvor der er blevet sat kroner og ører på mænds løn. De har i fællesskab formuleret en stolthed og stillet krav om prisen på deres arbejde. Det har kvinder ikke kunnet, siger Pia Fris Laneth.
– Derfor kan man blandt andet se, at den største kvindebevægelse, der nogensinde har eksisteret, De Danske Husmoderforeninger, aldrig blev repræsenteret i politiske kommissioner eller råd, selv om de uddannede kvinderne fagligt til at være dygtige husmødre.
Husmoderforeningerne forsøgte lige som Danske Kvinders Nationalråd hele tiden at komme med i for eksempel svangerskabs- og befolkningskommissioner. Men kommissionerne blev kun befolket med mænd fra erhvervslivet, fra fagbevægelsen og fra det politiske niveau.
– Kvinders arbejde blev simpelthen ikke regnet, og derfor fik de heller ikke indflydelse på samfundet, siger Pia Fris Laneth.
Kvinder ud, mænd ind
Opfattelsen af, at kvinder først og fremmest hører til i hjemmet blev styrket af massearbejdsløsheden i 1930’erne, hvor nogle af fagbevægelsens mænd direkte modarbejdede kvinders ret til at arbejde.
– Både politikere og fagbevægelse mente i ramme alvor, at mænd har større ret til lønarbejde end kvinder, fortæller Pia Fris Laneth.
For eksempel foreslog mandlige bryggeriarbejdere på deres kongres, at gifte, kvindelige bryggeriarbejdere skulle give deres arbejde til en arbejdsløs mand. Det blev dog ikke vedtaget, men det gav en lidt dårlig stemning mellem de mandlige og kvindelige medlemmer.
– Det var derfor også forståeligt, at Kvindeligt Arbejderforbund var tilbageholdende med at rejse et krav om ligeløn. Man var simpelthen bange for, at det ville betyde, at mændene ville få jobbene, fordi de blev anset for fysisk stærkere end kvinderne.
Af samme grund afviste forbundet i enighed med kvindeorganisationerne et forslag fra Befolkningskommissionens om, at arbejdsgiveren ikke skulle have lov til at afskedige en gravid kvinde.
– Der var tale om en konkurrencesituation, hvor kvinderne tænkte, ‘det går simpelthen ikke, at vi får særbehandling, for hvis vi får det, får vi ikke noget arbejde. Hellere lavtlønnet arbejde end ikke noget arbejde’, siger Pia Fris Laneth.
Kvinderne vil ud
Trods ihærdige anstrengelser lykkedes det ikke at holde kvinderne fast i husmoderrollen. De, der var komme ud, blev der, og maser af nye kom til. Andelen af kvinder på arbejdsmarkedet blev fordoblet i perioden 1930-40.
– Det skyldtes ikke mindst, at der nationaløkonomisk var brug for kvinder i den støt voksende hjemlige industri, blandt andet i tekstil- og beklædningsindustrien, der beskæftigede halvdelen af alle kvindelige industriarbejdere, siger Pia Fris Laneth.
Samtidig med at flere og flere kvinder fik erhvervsarbejde, begyndte kravet om ligeløn endelig at dukke frem.
LO’s internationale organisation ILO besluttede i 1951 i konvention 100, at alle medlemslande skal arbejde for ligeløn mellem mænd og kvinder. Samme år begynder Kvindeligt Arbejderforbund også at argumentere for, at mænd og kvinder skulle lønnes ens, og forbundet krævede, at de kønsspecifikke satser, som var skrevet ind i overenskomsten, blev fjernet. Danmark underskrev konventionen i 1960.
– Op gennem 1950’erne ulmer utilfredsheden flere steder. Blandt andet kræver de offentligt ansatte kvinder og ugifte mænd, som jo principielt havde ligeløn, at det forsørgertillæg, som gifte mænd fik, og som efterhånden udgjorde en større og større andel af lønnen, blev fjernet, siger Pia Fris Laneth.
Tillægget blev fjernet.
– Men ikke så snart var det væk, før man fandt på nye måder at argumentere for uligeløn på. Mændene havde for eksempel større ansvar, flere opgaver og vanskeligere arbejde. Derfor fik de et personligt tillæg oven i lønnen. Tillægget blev givet til både gifte og ugifte mænd.
Giv hende dog en hund
Da højkonjunkturen for alvor satte ind i slutningen af 1950’erne, eksploderede arbejdsmarkedet, og der var brug for arbejdskraft. Kvinderne stormede ud på arbejdsmarkedet, og de næste 30 år kommer der 800.000 flere kvinder i arbejde, mens mændenes andel i samme periode kun blev øget med 100.000.
– Det hele spurter derudaf, siger Pia Fris Laneth. Også på hjemmefronten betyder den teknologiske udvikling, at det efterhånden bliver svært for en husmor at få dagen til at gå i en lejlighed, hvor både vaskemaskine, støvsuger og andre tekniske hjælpemidler har gjort hende mere eller mindre arbejdsløs. Desuden falder børnetallet.
Men ideologien kunne ikke helt følge med. Det var fortsat sådan i 50’erne og 60’erne, at mange foretrak, at kvinden gik hjemme. Og mange valgte da også den levevej.
– Men det blev ikke uden omkostninger, fordi de jo ikke havde noget at tage sig til, så snart børnene var fløjet fra reden. Og der opstår i den periode en ny kvindesygdom, som kun ramte hjemmegående kvinder og blev kaldt husmoderneurose. I ramme alvor foreslår lægerne i de medicinske lærebøger, at kvinderne kan helbredes, hvis de får en hund, siger Pia Fris Laneth.
Efterhånden mødes industriens krav for mere arbejdskraft med kvindernes kedsomhed som husmødre, samt familiens behov for en ekstra lønindtægt. Og kvinderne forlader hjemmet i hobetal.
Hvor hurtigt udviklingen gik, kan man blandt andet se på statistikken. I 1960 arbejdede mindre end hver femte kvinde uden for hjemmet. Tretten år senere, da oliekrisen i 1973 satte en stopper for den økonomiske optur, havde næsten halvdelen af kvinderne et lønnet arbejde.
I dag er det sådan, at både mænd og kvinder har lønnet arbejde, og kun ganske få kvinder er husmødre.
Politikere Kønsfordelingen blandt de politisk valgte i Socialpædagogernes øverste ledelse er: Forretningsudvalget: To kvinder og to mænd. Hovedbestyrelsen (ekskl. forretningsudvalget): 19 mænd og 11 kvinder. Kredsformænd: Fem kvinder og fem mænd. |
En offentlig sektor med en tredjedel
– Men denne kolossale omvæltning i kvinders arbejde kunne kun lade sig gøre fordi samfundet overtog mange af de opgaver, som husmødrene og tjenestepigerne hidtil havde varetaget i familien. Især pasning og opdragelse af børn og pasning af syge og gamle, siger Pia Fris Laneth..
Fra omkring 1960 og de næste 10 år blev antallet af offentligt ansatte fordoblet, og det var ikke mindst kvinder i job som pædagoger, sygeplejersker, hjemmehjælpere, kantinemedarbejdere, socialrådgivere, lærere og rengøringsassistenter.
Der blev nedsat en kommission, som skulle ændre på tjenestemandsloven, så den passede til de nye forhold på arbejdsmarkedet. Der blev vedtaget en ny offentlig lønningslov i 1969, som endnu engang fastslog, at kvinders arbejde var rundt regnet en tredjedel mindre værd end mændenes.
– Sådan var det ikke formuleret, for det ville have været i strid med loven, men typiske mandejob blev placeret højere på lønskalaen end typiske kvindejob, for eksempel lå politibetjent over socialpædagog og sygeplejerske, siger Pia Fris Laneth.
Anker og Thomas siger nej
Kvindeligt Arbejderforbund opgav dog ikke kampen for ligeløn. Og ved overenskomsterne i 1971 satsede forbundet virkelig hårdt på at få fjernet bestemmelsen om uligeløn.
– Forbundet ville have ligeløn og sagde derfor nej til en forligstekst, hvor der stod: ‘hovedorganisationerne er enige om at søge ligelønsproblemet løst’, siger Pia Fris Laneth.
Kvindeligt Arbejderforbund ville ikke vente længere.
– Det kom kvinderne nu til alligevel.
– For LO’s formand, Thomas Nielsen, Anker Jørgensen (senere socialdemokratisk statsminister) fra Arbejdsmændene og Hans Rasmussen fra Smedene var trætte af kvindernes brok og besluttede, at de skulle blive hjemme, da de sammen med arbejdsgiverne underskrev forligsteksten.
– Først efterfølgende blev Kvindeligt Arbejderforbund orienteret om, at der var indgået et forlig, hvori uligelønnen var bevaret.
Men ved overenskomstforhandlingerne i 1973, hvor Kvindeligt Arbejderforbund gik sammen med kvindebevægelsen i en fælles kamp, blev bestemmelsen om, at kvinder skal have mindre i løn end mændene, endelig fjernet.
Stadig kønsopdelt
– Men efterfølgende har det så vist sig, at bestemmelsen om ligeløn kan være fløjtende ligegyldig, når der er et kønsopdelt arbejdsmarked, siger Pia Fris Laneth.
Så under lige så hårdt pres blev der i 1986 vedtaget en lov om, at kvinder og mænd skal have lige løn ‘for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi’.
Selv om arbejdet er forskelligt, kan det godt have samme værdi, og derfor skal det aflønnes ens.
– Begrebet ‘samme værdi’ flytter fokus fra kønnet til arbejdsopgaverne. Er det mindre værdifuldt at passe folks børn end at reparere deres huse? Den bestemmelse har betydet, at der begynder at komme skred i ligelønssager, hvor kvinder føler sig uretfærdigt behandlet.
Det var et stort fremskridt.
– Men det som ligelønsloven ikke kan ændre på er fortsat det kønsopdelte arbejdsmarked, siger Pia Fris Laneth.
– Det er fortsat sådan, at 90 procent af SOSU-assistenterne er kvinder og samme procentsats inden for håndværkerfagene er mænd. Og ligelønsloven kan ikke ændre på, at det, mænd laver, bliver højere lønnet end kvindernes arbejde.
Ligelønsloven gælder kun på samme arbejdsplads, så loven kan ikke ændre på, at lønnen generelt er lavere der, hvor kvinder er i flertal, end der, hvor mændene er flest.
Kønsroller og ligestilling
– Men det er ikke kun forholdene på arbejdsmarkedet, der står i vejen for ligestillingen. Også personlige holdninger og fordeling af husarbejdet spiller ind, siger Pia Fris Laneth.
Det er stadig sådan, at når en mand og en kvinde flytter sammen, så får kvinden en times husarbejde mere om ugen og manden en time mindre. Det fortæller statistikken.
– Samtidig eksisterer der fortsat en forestilling om, at kvinder både psykisk og fysisk er en ringere arbejdskraft end mændene. Det er en mere uhåndterlig debat, fordi den handler om de forestillinger, vi hver især har inde i vores hoveder om, hvad der er maskulint og feminint.
Pia Fris Laneth henviser til en Megafonundersøgelse fra 2000, hvor unge mellem 18 og 40 år deltog. 56 procent af kvinderne og 58 procent af mændene mener, at kvinderne er følelsesmæssigt ustabile under menstruation. Hver femte af kvinderne mener, at kvinders biologi forhindrer dem i at udføre visse typer job. Hver tredje mand mener det samme.
Seksuelt attraktive og ligeløn
Pia Fris Laneth fremhæver, at en af de største hindringer mod reel ligeløn og ligestilling mellem mænd og kvinder er den holdning, som formentlig en stor del af befolkningen deler med den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen: I Danmark har vi selvfølgelig ligestilling mellem mænd og kvinder.
– Den holdning skjuler problemet, og gør det næsten umuligt at få rejst en debat om ligestilling og ligeløn. Der ligger et stort stykke arbejde i at få en fælles erkendelse af, at vi ikke har ligestilling. Og det skal der tages hånd om, siger Pia Fris Laneth.
En anden barriere for ligestilling er, hvad vi finder seksuelt attraktivt.
– Selv om det gamle forsørgelsesspøgelse for længst er renset ud af lovgivningen, så sidder det stadig på skulderen af både mænd og kvinder. Det betyder, at arbejdsløse og lavtlønnede mænd har meget ringere chance for at blive gift end mænd, der har fast arbejde og en god uddannelse, så de kan forsørge familien.
Det samme gælder ikke for kvinder. Arbejdsløse kvinder kan sagtens blive gift.
– Derfor er det heller ikke underligt, hvis mænd ved lønforhandlingerne kæmper mere for tillæg end kvinderne. Eller at arbejdsgiverne – som jo især er mænd – er mere villige til at give mænd mere i løn end kvinderne, siger Pia Fris Laneth.
En barriere mod ligeløn er desuden barselsorloven, – Man skal holde op med at betragte øremærket barselsorlov til fædre som tvang, mens den til mødre er et gode, en rettighed. Adskillige undersøgelser har vist, at den lange barselsorlov er en hovedårsag til uligeløn.
– Endelig skal man holde op med at være så hemmelighedsfulde om lønnen – løn er tabu på mange arbejdspladser. Det betyder, at tillidsrepræsentanten ingen redskaber har til at kontrollere om loven om ligeløn bliver overholdt.
– Og det tager vel nok tage et par generationer at ændre på de holdninger, siger Pia Fris Laneth.
Mænd får godt 17 procent mere i løn end kvinder. Hvilken rolle spiller ligelønsproblematikken i din hverdag? Er det et problem, du overhovedet tænker på, og taler i om det på din arbejdsplads? Hvad skal der efter din mening til for at skabe ligeløn på det socialpædagogiske område, hvor en mandlig socialpædagog tjener gennemsnitligt næsten 1.000 kroner mere om måneden end den kvindelige kollega? Hvordan får vi i en større samfundssammenhæng lavet om på, at det giver mere i løn at få olie på fingrene end at få bæ på fingrene? |