Golfen tæmmer temperamentet
Gadearbejder Thomas Clausen hiver bandemedlemmer fra det hårdt belastede Askerød på golfbanen. For golfen tæmmer temperamentet, tvinger drengene til ro og koncentration og skaber tid til at snakke. Fem ture på greenen har styrket tilliden og respekten mellem Thomas og Bloodzmedlem, 20-årige Ami
Nyfriseret, nyklippet grønt græs så langt øjet rækker. Grønne, røde, blå vimpler – spredt ud over et bakket område med sandbanker, små søer og græstoppe – slår en anelse med halen, svirper ind på stængerne med små smæld.
Sommeren er lige så stille ved at gå på hæld. Luften bider på underarme og i næsen, og solen hænger en anelse. Så Ami, der normalt har polo-skjorte på her, er trukket i den lidt tykkere hættetrøje i dag. De baggy cowboybukser, der hænger en anelse bagi, er trukket på, og på fødderne sidder der et par lidt for store, sorte gummisko. Løst-snørret, naturligvis.
Køllen er i hænderne, og hænderne er strakt ud foran en sænket krop. Knæ og ben, ikke alt for stive, nej, bevægelige. Øjnene stirrer på en lille, hvid bold på størrelse med en mellemstor tomat, der ligger stille foran ham på græsset.
Og køllen svinger. Knald, den rammer bolden. Et lille stykke græs bliver flænset med op, da bolden flyver i en ujævn bue foran ham, plumper uskønt ned ganske få meter længere henne.
– Du rammer den for højt. Du skal ind under bolden, din padde, lyder det fra Thomas Clausen, der giver Ami et dask på siden af hovedet. Ami kigger op på Thomas, smiler, og siger:
– Arj, hvad sker der for de huller i dag, mand. Thomas lægger en flad hånd i nakken af Ami, tager fat og ryster ham lidt, de griner, og Thomas skubber ham videre, mens han hiver den trillende taske med køllerne foran sig, kører den ind foran Ami, der tager imod den og i et stille og roligt tempo bevæger sig fremad.
Der er ingen andre mennesker på fairwayen. Kun Thomas og Ami, en lille hvid bold, en række køller, vind, vejr og et par timer foran sig, hvor man kun skal tænke på det næste hul. Det næste slag.
Her er Ami ikke kun et højtrangerende bandemedlem fra Bloodz i Askerød. En dreng, der er vokset op på et utal af opholdssteder, der kom i ungdomsfængsel for første gang som 15-årig og har været inde et par gange siden. En dreng, der så længe han kan huske har været i Bloodz. Men som alligevel er begyndt at synes, at der må være noget andet, livet kan byde ham. Måske en uddannelse, et arbejde, et liv uden for banden. Måske et liv, hvor han kan hjælpe andre unge, der er godt på vej ind i det miljø, han kender alt for godt.
Tid til tillid
For gadearbejder Thomas Clausen kan golfen noget, mange andre idrætsgrene ikke kan. Golfen kræver ro. Den kræver koncentration. Den kræver stilhed, respekt for natur og græs. Den kræver etik. Den tæmmer de iltre temperamenter.
Til forskel fra mange velmenende projekter, der tror, de her drenge har bedst af at komme af med en indestængt vrede i en boksering et par gange om ugen, så tæmmer golfen den indre vrede og kynisme.
For på golfbanen er alle lige. I poloskjorte kan man være direktør, hjemmegående, bandemedlem. Man ser en golfspiller. De ser en golfspiller. Men frem for alt er der tid på en golfbane. Tid til at snakke. Tid til at opbygge en relation bygget på tillid og respekt til Askerød-drengene.
For det er tilliden, respekten og fortroligheden, der får dem ud af kriminaliteten og ud af banderne.
I hvert fald hvis du spørger Thomas Clausen. Ikke at de er kammerater. Nej, de taler godt sammen, og Thomas har vundet Amis fortrolighed. Men Thomas har hemmelig adresse. For nok går der en forvokset knægt rundt på banen den her mandag formiddag i august og udstråler stor sårbarhed. Som kigger på Thomas, ikke som en far, men måske som faderfigur. Som smiler af Thomas’ kommentarer om hans rådne spil.
Men det er den samme dreng, der er bekendt med skydevåben, har siddet inde for røveri og som for mindre end et halvt år siden lavede et stunt i Askerød, han ikke ønsker at have på skrift.
Thomas er et ‘helle’
50 meter fra Askerød i Greve ligger en tankstation. Når der er virkelig gang i den, skal selv politiet have minimum en deling, før de trænger ind i området. Men ganske ofte står Thomas på tankstationen. Som et ‘helle’. Aftalen med politiet er, at står man på tankstationen, hos Thomas, bliver man ikke anholdt. Så kan man løbe derhen, væk fra voldsomheden i Askerød, og alligevel følge med i, hvad der sker. Og man kan tage sig en lille snak med Thomas.
Mange mennesker – familie, venner og kolleger – synes, at Thomas burde gå med skudsikker vest, når han bevæger sig rundt i området, især om aftenen. Men det vil Thomas ikke. Han har heller ikke en T-shirt på, der signalerer, at han er gadearbejder, som man gør mange andre steder. Han er kommet i området i mange år og har opbygget en relation til bandemedlemmerne på en anden måde: Ved at være der, som han siger. Uden fordomme og uden opskrift på, hvad der er rigtigt og forkert.
– Man skal ikke undervurdere dem, siger Thomas. For ham at se er de her drenge, de bandemedlemmer vi ser i dag, nogle af de mest kyniske og hårde kriminelle, han har set. Og han har begået fejl. Fejl, der har bragt ham i voldsomme situationer. Som sidste år, da han glemte at hilse på et ungt bandemedlem. Hvilket resulterede i en pistol for panden.
Det lærte ham, at han skal være mere forsigtig. Men Thomas får han kun skabt en tillidsfuld relation til de her bandemedlemmer ved at være der for dem. Vise, at det nytter, at de kommer til ham. Den fordomsfri tilstedeværelse indbefatter også, at han har valgt at være ligeglad med deres kriminalitet. At de begår den. Han spørger ind til det, men han dømmer ikke. Han er også ligeglad med, om de stadig er medlem af Bloodz.
Pædagoger sover i timen
På vej mod et nyt hul. Ami har smidt bolden i det lange græs. Væk er den. Ami kaster en ordentlig spytklat af sted. Ny bold. Knald, af sted med den. Flot bue. Thomas smiler. Han er tydeligvis tilfreds.
– Flot slag, Ami.
Thomas er en tæt fyr. Kortklippet. Kortstammet. Vidste man ikke bedre, kunne man godt forveksle ham med en rod. Der er noget i hans ud stråling, der signalerer, at han måske ikke ligefrem er født med en sølvske i munden.
Det er han så heller ikke. Han har også været ‘en anelse omkring’, som han formulerer det. Småkriminalitet som ung og den slags. Igen understreger han, at han ikke er ‘bong-kammerater’ med de her bandedrenge. Men han genkender deres ‘pusten-sig-op-macho’-attitude, han ved hvor de kommer fra, og han kan tale deres sprog.
– Pædagogerne sover i timen med de her bandemedlemmer, siger han.
– Prøv bare at se de her unge, der kommer ud fra opholdsstederne. De ryger lige tilbage igen. For pædagoger fornyer sig overhovedet ikke.
Ifølge Thomas er der en helt ny bølge af bandemedlemmer nu her. En gruppe, der er mere grove og mere kyniske. Drenge helt ned til 10-års alderen, der som det mest naturlige i verden render rundt med våben.
– Det skal man som pædagog altså være gearet til. Og det er vi ikke. Vi tror, det er noget, der er her lige nu. At det går over. Det gør det bare ikke, siger Thomas.
– Ami er en af dem, der kan komme ud af det her lort. Han har det her drive. Jo mere tid, vi bruger på dem, jo mere får de følelsen af at være gode nok. Men lige nu er jeg den eneste, Ami kan tale med. Og lige nu er der fortsat ingen opfølgning på noget som helst fra f.eks. kommunens side. Det er sgu’ frustrerende, siger Thomas.
Out of Bounds Golfprojekt målrettet de 15-22-årige fra Askerød i Greve. Enten bandemedlemmer eller dem, der ligger i gråzonen til bandemiljøet. Om baggrunden for projektet siger Thomas Clausen: – Mange bandemedlemmer ser verden med andre øjne. De har deres eget æreskodeks og mener, at andre folk ser på dem med bestemte øjne. De har svært ved at indgå i normale miljøer. På golfbanen har jeg dem på tomandshånd eller i små grupper á to og to i to timer. Her har vi mulighed for at snakke i rolige og pæne omgivelser eller bare nyde naturen. De vil komme væk fra deres miljø – og ud på ukendt grund. – Vi vil træne redskaber til at styre deres temperament. Øge deres selvindsigt. Opleve naturen. Lære regler og etik. Styrke selvtilliden og se, hvad der sker, når man pludselig står et sted med en helt bestemt dresscode. Golfprojektet strakte sig fra juni – ultimo september 2010. Gadearbejder Thomas Clausen håber på at udvide projektet og inddrage en lang række lokale virksomheder, der forhåbentlig kan give de unge bandemedlemmer en chance på arbejdsmarkedet. |
Virksomhederne skal på banen
Idéen til golfprojektet fik Thomas for et halvt år siden, da han hørte om det lignende projekt – ‘Backspin & Selvværd’ – et golfprojekt til socialt udsatte børn og unge. Han tænkte; det gør jeg sgu’ også med Askerød-drengene. Og sådan blev pilotprojektet ‘Out of Bounds’, som Thomas kalder det, til.
Hen over sommeren har mellem 15 og 20 Askerød bandedrenge gået lange ture på golfbanen. De har skiftet hættetrøjen ud med polo-outfittet. De er blevet rusket i. Talt med. Lyttet til. Og de er blevet mødt med anerkendelse og respekt af andre, fordi golfen har været en fælles begivenhed for alle.
Nu håber Thomas, at han kan udvide sit pilotprojekt. Den berømte opfølgning på projektet skal være, at få virksomhederne i kommunen på banen. Få dem involveret og forhåbentlig give drengen en mulighed for en lærlingeplads eller et arbejde.
Thomas, han er anderledes
Vi tager i døren ind til caféen. Den er låst. Skiltet siger, at de først åbner kl. 15 om mandagen. Vi sætter os ned på et par caféstole.
– Sidste gang jeg var her, var der én der kom hen og grinede sammen med mig. En af de andre golfspillere. Han snakkede til mig. Det er jeg altså ikke vant til. Altså, at der er nogen..helt normale.. arj, altså forstår du, normale der snakker til mig. Jeg er vant til at tale med folk, der ligner mig.
– Jeg har været rigtig meget i ungdomsfængsel. Nogle pædagoger er gode. Andre er ligeglade. De gode er dem, der også lytter til dig. Som ikke bare siger til dig, at ‘sådan gør vi bare her’, slut uden diskussion. Thomas, han er anderledes. Han har hjulpet mig rigtig meget. Også her på golfbanen. Her kan vi slappe af. Her er meget roligt. Der er tid til at tage sig en smøg.
– Fortæl om ham der drengen, du hjalp i weekenden. Ham hvis mor tog en overdosis og døde, bryder Thomas ind. Ami nikker.
– Der er ham her den unge fyr. Han er 17 år. Hans mor var junkie. Hun havde OD’et i weekenden, så vi tog over i lejligheden. Her sad han med en kniv i den ene hånd og en saks i den anden. Så tog jeg ham med ud og køre en tur. Jeg ved fra mig selv, at det hjælper bare at komme ud og få lidt luft. Og få snakket lidt. Jeg håber faktisk på, at jeg en dag også kan hjælpe nogle af de her unge, der er på vej ind i det her miljø, hvor jeg selv er. Det tror jeg faktisk, jeg vil være god til.
Og så får Ami lige endnu et klap på skulderen.