Livremmen blev løsningen
Hvordan bør det tackles, når udviklingshæmmede Martin stikker hånden i buksebagen på en café? Dét dilemma har kongresdelegerede og Facebook-deltagere diskuteret – her følger den virkelige historie
Det er et svært dilemma. Jeg er faktisk i tvivl! Sådan lød meldingen, da en af de delegerede på Socialpædagogernes kongres blev præsenteret for dilemmaet om udviklingshæmmede Martin, der stikker hånden i buksebagen på en brugerdrevet café. Dilemmaet indgår i etik-spillet Inklusia, der netop har fået Socialpædagogernes pris, og blev præsenteret på bagsiden af den sidste udgave af Fagbladet Socialpædagogen.
Efterfølgende har såvel delegerede på Socialpædagogernes kongres som deltagere i Fagbladet Socialpædagogens Facebook-gruppe diskuteret eksemplet. Hvad kan man gøre for at inkludere Martin?
Og hvornår kommer man til at ekskludere ham? Hvor meget kan man forlange af de andre cafégæsters rummelighed? Hvad med sundhed og hygiejne? For ikke at glemme Martins ret til selvbestemmelse?
Dilemmaet er hentet fra virkelighedens verden, nærmere bestemt botilbuddet Trekløveret i Ølsted, og vi har bedt den daværende leder, Lars Bjarne Pedersen, fortælle, hvordan situationen rent faktisk blev håndteret. (Eksemplet er anonymiseret og Martin hedder noget andet.)
Skub i ryggen
Det viser sig, at hånden i buksebagen kun var ét blandt mange uhensigtsmæssige adfærdsmønstre.
– For eksempel kunne han også finde på at komme farende gennem stuen og skubbe folk i ryggen. Han kunne finde på hvad som helst, men der var et fællestræk: Han prøvede at påkalde sig opmærksomhed ved at gøre ting, som andre var imod. Det var en måde at få negativ kontakt, fortæller Lars Bjarne Pedersen.
Det pædagogiske arbejde med Martin bestod ikke af ét, men af mange forskellige tiltag. Først blev der lavet en neuropædagogisk udredning, der viste, at selv om Martin var en voksen mand, var han på mange punkter som en fire-årig.
– I udredningen var det blandt andet vigtigt at finde ud af, hvilke ord og begreber Martin forstod – så vi kunne blive bedre til at kommunikere med ham, fortæller Lars Bjarne Pedersen.
Dernæst blev der sat ressourcer af, så Martin i en periode kunne blive mandsopdækket fra 7 morgen til 22 aften. I første omgang blev der ansat en støttepædagog, der tog til bold og i svømmehallen med Martin. Personalet havde en ide om, at det ville hjælpe, hvis han fik brændt noget krudt af og i det hele taget lavede nogle lystbetonede aktiviteter.
– Men det gjorde det ikke. Adfærden var den samme, når de kom hjem, og Martin var sammen med de øvrige på centret, fortæller Lars Bjarne Pedersen.
Faste rammer
Så blev der ansat en anden støttepædagog, der i stedet gik op i faste rammer, som dem man sætter op for mennesker med ADHD og autisme. Hun brugte blandt andet pictogrammer med billeder af forskellige aktiviteter, så Martin nemmere kunne overskue, hvad han skulle i løbet af en dag.
– Vi vurderede, at en del af den uhensigtsmæssige adfærd bundede i utryghed, og derfor lagde vi stor vægt på netop at skabe tryghed, siger Lars Bjarne Pedersen.
I forhold til cafeen blev der gjort flere forskellige tiltag.
– Det vigtigste var nok, at vi fik ressourcer til at mandsopdække Martin, for når man lærer ham at kende, kan man godt se, når han skal til at lave noget uhensigtsmæssigt. Og så gælder det om at aflede: ‘Hvad skal du nu?’ ‘Vil du have cola / et glas vand?’ ‘Vil du høre musik?’ ‘Har du set, hvem der kommer der?’, fortæller Lars Bjarne Pedersen.
Belønninger
Martin kunne både have gode og dårlige dage, og på de dårlige, hvor han var i balladehumør, fik han ikke mulighed for at komme i cafeen, men blev tilbudt andre aktiviteter.
– Og på den måde blev det også en slags belønning, når han var med i cafeen. Vi straffede ham ikke, men vi belønnede hans positive adfærd og ignorerede den negative, siger Lars Bjarne Pedersen.
Og så fandt hans støttepædagog på en enkel løsning, der forhindrede ham i at stikke hånden i buksebagen: Martin fik en livrem i bukserne.
– Og da hun foreslog det, så alle vi andre på hinanden: ‘Hvorfor har vi ikke fundet på det noget før?’ På den måde kan det tit være de meget enkle løsninger, der virker, siger Lars Bjarne Pedersen.
Når han tænker tilbage, synes han, at forløbet med Martin gik rigtig godt. Efter cirka halvandet års intensiv indsats var Martin blevet meget bedre til at indgå i sociale sammenhænge.
– Men undervejs havde vi mange pædagogiske diskussioner: Kan vi tillade os at styre så meget?
Læs mere I sidste nummer af Socialpædagogen gav en række delegerede på Socialpædagogernes kongres deres bud på, hvordan Martins situation burde håndteres. Læs dem i nummer 24 I Socialpædagogens Facebook-gruppe har der også været debat om emnet. Nogle indlæg er i forkortet form gengivet på forrige side. Resten kan læses på Facebook, hvor du også selv kan deltage i debatten. Se hvordan på www.sl.dk/facebook På www.inklusia.dk kan du læse om Inklusia-spillet, der går ud på at diskutere etiske dilemmaer fra den pædagogiske verden. Alle dilemmaerne tager udgangspunkt i episoder fra virkelighedens verden, og er blevet til i et tæt samarbejde med praktikere, der arbejder med udviklingshæmmede. |