icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fremtidens døgninstitution

Frirum i faste rammer

Frank har tabt sig, Mathias kan læse, og Benjamin og Matthias har lært at køle ned i stedet for at gå amok. Godhavn har både faste rammer og døre, der kan åbnes og lukkes efter behov

De tykke, blå stolesæder vipper blødt, når man læner sig tilbage i dem. På rad og række står de, fuldstændig som i en rigtig biograf. De unge har da også selv skaffet stolene fra en gammel biograf og bygget rummet op.

Her vises film, Super Bowl og boksekampe på den store fladskærm. Når den danske supermellemvægter Mikkel Kessler bokser, er her fuldt hus. Og så bliver den officielle kostpolitik sat ud af kraft.

Til hverdag spiser børnene hverken smør, sukker eller slik. Men når Kessler rammer skærmen, står den på chokolade, vingummi og chips i lange baner. 

– Vi skal skabe nogle situationer, de kan tænke tilbage på. Men mange af vores børn er præget af at spise rigtig meget sukker. Derfor regulerer vi deres sukkerindtag, forklarer forstander Søren Skjødt.

Forstanderen viser rundt i Godhavns mange hjørner. Og efter frokosten møder vi Frank og  Matthias, som begge er 15 år, Benjamin på 14 og Mathias på 16.

Den faste sukkerpolitik var i begyndelsen hård kost for Frank:

– Det var svært at vænne sig til. Jeg har altid spist meget slik. På min gamle institution havde jeg en hemmelig skuffe med slik, og så kunne jeg godt lige spise to Snickers før morgenmaden. Vi fik også slik i skolen og kage om eftermiddagen, siger Frank.

I dag følger Frank en kostplan, som han lægger sammen med pædagogerne, og han styrketræner tre gange om ugen.

Fitness er et frirum

Godhavns egen fitnessklub svulmer af blanke maskiner og vægte i alle størrelser, så det ligner et velvoksent professionelt fitnesscenter. Klubben er for både børn og voksne, afdelingerne betaler for børnene, de voksne betaler selv.

– Det er rigtig fedt. Det kan godt være lidt svært at komme i gang, men det er superfed energi, man får, siger Frank.

De børn, som er er fyldt 16 år, kan selv går herop og træne, når det passer dem. De mindre skal have en pædagog med. Men fitnessklubben handler ikke om motion alene, fortæller Søren Skjødt, som selv ser ud til at bruge maskinerne flittigt.

– Her skaber vi et frirum. Her taler vi ikke om lektier eller lommepenge. Det handler om at skabe så mange situationer som muligt, hvor vi kan påvirke de unge. De er modtagelige, når de er fysisk  aktive, og det er et godt tidspunkt at tale med dem om bad og personlig hygiejne. Det er nemmere at forstå, at man lige skal tage rene underbukser på, når man har været i bad efter træning.

Faste rammer og eksibilitet

På Godhavn ligger hverdagen i faste rammer. Børnene har brug for struktur og regler, som kan skabe orden i et liv præget af kaos.

De fire boafdelinger Bakken, Åsen, Toften og Sletten er hjem for 32 børn og unge i alderen 9-20 år. Mange døjer med tilknytningsforstyrrelser og har diagnoser som ADHD, og for mange er Godhavn ikke den første døgninstitution, de møder i deres liv.

På Godhavn går de i skole og har et væld af muligheder i fritiden. Men lige så faste rammerne er, lige så væsentlig er fleksibiliteten, understreger Godhavns forstander. For børnene har vidt forskellige historier og forskellige behov. Nogle spiller badminton, andre Call of Duty. Alle har deres egen harddisk, men nogle har computer på værelset, og styrer spilletiden selv. Andre har aftaler for, hvor meget de må spille og nogle må kun logge på sammen med en pædagog.

Så mens Frank styrketræner, spiller Benjamin fodbold to gange om ugen i Helsinge og tager selv Grisen frem og tilbage. Matthias går til badminton, og Mathias har både prøvet kræfter med bueskydning, håndbold og trampolin.

Fysisk aktivitet fylder i det hele taget meget på Godhavn. I skolegården bliver boldburet flittigt  brugt, og i smedeværkstedet venter fire røde og hvide motocrosscykler på at blive renset for mudder efter gårsdagens klubmesterskab i Kejserdalen i Humlebæk. De unge skiftes til at køre to og to og hjælpes ad med at gøre maskinerne rene. Den yngste er bare 11 år.

– På den måde lærer de at samarbejde, siger Søren Skjødt.

Fleksibiliteten er også en dør på tværs af gangen. Otte naboer kan blive for meget af det gode, så flere af afdelingerne kan åbne eller lukke en  dør på tværs. Bag døren kan de unge blive ramt af stilheden, men stadig få en sms, hvis de har svært ved at komme op om morgenen.

– Vi har to børn, som snart skal videre og har brug for at øge deres selvstændighed. De skal både lære at være sig selv og være alene. Når de lukker den her dør, så har de faktisk deres egen lejlighed med stue, køkken, bad og eget værelse. Døren ind til de andre børn kan stå åben – eller lukket – i en time. Eller i fem dage. Så lærer de at skrive en indkøbsseddel og lave en madplan og købe ind selv, mens vi slipper dem gradvist, fortæller Søren Skjødt.

På samme måde kan dørene skærme følsomme børn, som har brug for langsomt at vænne sig til livet sammen med de andre.

Fra Drengehjem til døgntilbud


Godhavn er en selvejende behandlingsinstitution for 9-20-årige drenge og piger med tilpasningsvanskeligheder. Her er plads til 32 børn og unge på fire boafdelinger. Desuden tilbyder Godhavn observation, udredning og efterværn. Institutionen har cirka 100 medarbejdere.

Godhavn ligger i Tisvilde i Nordsjælland og har egen skole og mange værksteder og fritidsaktiviteter. Godhavn samarbejder med en lang række lokale uddannelser og fritidsklubber.

For 100 år siden var Godhavn et drengehjem med en til tider sort historie. Den gang blev børn sendt langt ud på landet, og da Godhavn blev bygget, var her plads nok. Derfor breder skolen, boligerne og de mange værksteder sig mellem grønne plæner og gamle frugttræer.

 

Vi skal jo lære selv at stå op

Børnene bliver vækket en halv time før, de skal sidde klar ved morgenbordet sammen med de andre på afdelingen. Nogle bliver vækket af de voksne, andre stiller selv vækkeuret. Og det går ikke at komme for sent op.

– Klokken 8 skal du sidde ved bordet. Hvis du ikke er der til tiden, så ryger du en halv time tidligere i seng om aftenen, fortæller Benjamin. Men det synes de fire drenge er fint nok:

– Vi skal jo selv lære at stille vækkeuret og stå op, mener Mathias.

Midt på dagen mødes alle til frokost. I frokoststuen er der faste pladser, og ingen går i gang, før der bliver sagt værsgo’, og de rejser sig først, når der bliver sagt velbekomme.

Så selv om Godhavn ligner en ferielejr stoppet med fritidsaktiviteter, er hverdagen fuld af pligter.

– Om torsdagen skal vi rydde op på vores værelser og støvsuge og vaske gulv. Når vi har gjort det, får vi vores lommepenge, siger Benjamin.

Desuden har de unge faste pligter en gang om ugen i det store hus, hvor rengøringstjanser og maddage går på omgang.

– Vi skal jo lære det, så vi kan klare os selv, siger Benjamin.

– Så bliver vi også mere hygiejniske, indskyder Frank.

– Det er fint nok, for så kan vi også finde ud af det selv. Det var bare ikke sødt af Heidi at give mig toiletterne igen. Men så var det heller ikke værre, og sidste gang, fik jeg meget ros, fortæller Mathias.

De faste kontaktpersoner hjælper med at købe tøj eller ting til værelset. Men drengene vasker selv deres tøj.

– Hvis ikke vi gør det, bliver det ikke vasket. Men hvis vi har brug for hjælp, kan vi bare spørge de voksne, siger Matthias.

Gik i skole i værkstedet

Smedeværkstedet på Godhavn er fuldt af professionelt grej, og i snedkerværkstedet venter gode fund fra genbrugspladsen på at blive sat i stand. I gamle dage kunne man blive udlært med svendebrev fra Godhavn, i dag sørger værkstederne for at vedligeholde ting og sager og bruges især som et pusterum fra skolen. Værkstedet skal være et rart sted at hænge ud.

– Vi havde en dreng, som havde det rigtig svært med skolen. Så var han her i værkstedet hver dag, og læreren kom her over til ham. Først en time om dagen, så to og til sidst kom drengen i skole. Her lærer de også noget om spillereglerne på arbejdsmarkedet: at man møder hver morgen i rent tøj, og den nyeste mand henter ting til de andre, siger Søren Skjødt.

I det kreative værksted flyder det med skjolde, masker og drabelige sværd i latex og gaffertape til de rollespil, der udkæmpes i skoven.

– Så får vi aktive børn, uden de opdager det. Og ham, der har det svært, ham gør vi til konge, siger forstanderen.

Jeg har lært at køle ned

Alle børn og unge på Godhavn følger en behandlingsplan. Både Frank, Matthias, Benjamin og Mathias oplever, at de er kommet langt under deres ophold på Godhavn.

Frank skal tabe sig og blive bedre til at styre nærkontakten med pædagogerne og de andre unge. Han skal have bedre styr på sit værelse og komme mere i skolen.

– Jeg er blevet meget bedre til at røre mig, og jeg har tabt mig rigtig meget. Jeg kan også styre mig, så jeg ikke går amok i slik i weekenden, siger han.

Matthias skal lære at holde sig fra de forkerte. Det går bedre nu, men sådan har det ikke altid været.

– Da jeg flyttede herind, havde jeg også et højt temperament. Nu har jeg aftalt med pædago gerne, at hvis jeg bliver så sur, skal de lade mig være. Så skal jeg bare gå – og hvis jeg er alt for sur til at gå, skal jeg gå op på værelset for mig selv. Sidste år havde vi en regel i klassen om, at hvis jeg blev for stresset, skulle jeg sige det til lærerne, så jeg lige kunne få fem minutter til at køle ned. Så stod jeg lidt udenfor ved brandtrappen eller gik ind ved siden af, til jeg var faldet til ro.

Benjamin kan ikke huske alle punkterne i planen, men han mener, de væsentlige er, at han skal blive bedre til at passe sine ting, møde op til fodbold og de andre fritidsinteresser og skolen.

Denne sommer har Benjamin skiftet den lyslilla hanekam og punktøjet ud med en lidt mere afdæmpet stil. Nu nøjes han med at farve håret sort, lægge sorte streger om øjnene og gå med pighalsbånd.

– Mit temperament er faldet mere til ro. Det er jeg glad for. Før havde jeg problemer, fordi jeg ikke kunne tage så meget og let blev sur, når nogen lavede en joke. Det kom jeg rimeligt hurtigt af med. De var også gode til at tage imod mig, da jeg kom her. Der gik 30 sekunder, så var alle ovre og sige hej. Pædagogerne hjælper meget med at snakke og forklare ting.

Jeg er blevet bedre til at være sammen med andre og bedre til skolen. Det er jeg meget glad for. Og så er jeg stoppet med at ryge.

Nu læser jeg hver dag

Mathias har heller ikke helt styr på sin behandlingsplan. Men han ved, at han skal nå at lære at læse.

– I dag læser jeg jo hver dag. Jeg er gået flere klassetrin frem på tre år, fortæller han.

De andre drenge har oplevet noget lignende. På få år er de gået flere klassetrin frem.

Nogle børn kommer til Godhavn med dårlige erfaringer fra folkeskolen. Andre kender kun skolen fra en døgninstitution. For nogle er målet at lære at læse. Andre vil i gymnasiet.

– Mange af dem oplever sig selv som isolerede fra omverden og har mistet troen på, at ting kan lykkes for dem. De er bagud i skolen, nogle har måske ikke været i skole i flere år, fortæller Søren Skjødt.

På Godhavn skal alle læse 20 minutter om dagen. Om det så er Bilbladet eller M, spiller ikke den store rolle. Det vigtige er, at de læser.

I sommer var Mathias af sted på sprogrejse til England med folk fra hele verden.

– Jeg gik i klasse med fire japanere. Nu skal jeg i gang med at skrive dagbog til Rejsefonden, og så skrive en ny ansøgning så jeg kan komme af sted igen. Samme sted. Værtsfamilien ville rigtig gerne have mig igen, siger han.

For tre år siden kunne han stort set ikke læse.

Godhavns Rejsefond


Godhavn har sit eget vandtårn. Det bruges nu ikke længere til vand, men tjener alligevel penge hjem. Toppen af tårnet er dækket af mobilmaster, og indtægterne fra at leje tårnpladsen ud til mobilselskaberne, går til Godhavns Rejsefond. Fonden betaler til sprogrejser, computere og andre ting, som andre børn får af deres forældre.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Døgntilbud