Rebekka og Jason i samme verden
I Greve Kommune spiller døgninstitutionen Forældrehusene en væsentlig rolle i det forebyggende arbejde. 25-årige Rebekka er blevet støttet i moderrollen – først med et halvt års ophold og så med pædagogiske hjemmebesøg
Jeg passede overhovedet ikke Jason. Han passede sig selv. Sådan beskriver 25-årige Rebekka tiden før, hun og hendes nu fireårige søn flyttede ind på Forældrehusene i Greve:
– Han var to år, og han kunne selv tage mælk i køleskabet, selv tage flyverdragt på og selv sætte en tegnefilm på DVD’en. Vi levede i to parallelle verdener. Han sad dér, og jeg sad dér, men vi lavede ikke noget sammen. Jeg havde overhovedet ikke øjenkontakt med ham, fortæller Rebekka, der lider af depressioner som holdes nede med medicin.
Nu står Jason på en skammel i et af Forældrehusenes køkkener. Rebekka er bag ham og hjælper med agurken.
– Ved du hvad, så skærer du bare der og der og der og alle vegne. Sådan. Dutte-lutte-lutte-luttelut, siger hun.
Socialpædagog Birgitte Rostoch har stoppet sin egen hakken.
Opmærksomt følger hun med i Jason og Rebekkas samspil.
– Det er rigtig fint, Rebekka, den måde du guider ham til, hvad han skal, siger Birgitte.
Jason sætter mere fart på kniven.
Hak, hak, hak, hak, hak.
– Nej, skat, korrigerer Rebekka.
– Du kan komme til at skære dig i fingeren. Se på mig, det kan gøre ondt.
Jason prøver igen. Lidt mere forsigtigt. Hak, og hak, og hak.
– Rigtig fint, Rebekka, kommenterer Birgitte.
Støtte i moderrollen
I mere end halvandet år har Rebekka fået støtte i rollen som mor. Både gennem undervisning, hvor hun og andre forældre eksempelvis har lært forskellen på selvværd og selvtillid, og gennem samspillet med pædagogerne, der som i dag løbende giver input og feedback, ligesom de hjælper med at sætte konkrete mål og evaluere dem.
– Inden vi kom her var min sagsbehandler meget bekymret for Jason. Han var som i en osteklokke, og de var bange for, at han ville trække sig helt væk, hvis ikke de gjorde noget. Men nu har han ændret sig radikalt, fortæller Rebekka.
Det første halve års tid boede hun og Jason i Forældrehusene, derefter flyttede de i egen lejlighed, hvor hun to dage om ugen får besøg af Birgitte eller en anden pædagog. Hun og Jason deltager også stadig i nogle af Forældrehusenes aktiviteter som denne fællesspisning.
I dag har Rebekka sat et mål sammen med Birgitte: Det skal blive et positivt gensyn mellem mor og søn, for Jason har været væk på tre ugers ferie hos sin far.
Hvad for noget helst
Duften af karry breder sig i køkkenet, hvor Jason og Rebekka er færdige med agurken.
– Nu kan du lige snakke med ham om, hvad han skal, siger Birgitte.
– Hvad vil du helst, spørger Rebekka.
– Hvad for noget helst, vil Jason vide.
– Ja, gentager Birgitte, hvad for noget helst?
– Vil du helst hjælpe med at lave mad, eller helst hjælpe med at dække bord, uddyber Rebekka.
– Jeg vil helst lave mad, svarer Jason.
– Hvad vil du have ham til nu, spørger Birgitte.
– Han vil gerne lave mad, så det kan han godt. Han kan hælde vand fra de der dåser, svarer Rebekka.
Bagefter fortæller Birgitte Rostoch, at det er helt bevidst, når hun ind imellem gentager, hvad enten Jason eller Rebekka har sagt.
– Det er, når jeg kan se, at en af dem ikke helt har forstået, hvad den anden siger. Så forstærker jeg kommunikationen ved at give dem det to gange. Andre gange går jeg ind og oversætter ved at putte nogle flere ord på, forklarer hun.
Ind og ud af samværet
I køkkenet veksler Birgitte mellem at trække sig, så Jasons og Rebekkas samspil får plads, og mellem selv at gå ind og være en del af situationen.
Da hun står med risposen i hånden, henvender hun sig direkte til Jason:
– Vil du klippe, spørger hun.
– Ja.
– Så hjælper du lige mig. Klip, klip, klip. Sådan, flot, og så skal du hælde alle de ris op i gryden uden at spilde.
Og da meljævneren skal i brug, er det først Birgitte og Jason, der holder i hver sin side og ryster løs, mens begge griner over hele hovedet.
– Kan du gøre det samme med mor, spørger Birgitte.
Lidt efter griner Jason igen, men denne gang er det fordi, Rebekka ryster meljævneren som et instrument foran hans ører.
– Når jeg har kontakt med Jason, og Rebekka står ved siden af, hjælper det hende til at gøre det samme. Men det er ikke meningen, at Rebekka skal efterligne mig, for hun skal gøre tingene på sin måde, fortæller Birgitte Rostoch bagefter.
Hun er meget opmærksom på, at Rebekka er og skal være den vigtigste person i Jasons liv.
– Men vi bliver også vigtige, og det vil vi også gerne være. Derfor har jeg både fokus på min relation til Rebekka og min relation til Jason.
Konflikt på vej
Så er kyllingegryden færdig og Rebekka, Jason og Birgitte bænker sig sammen med to andre familier. Om mandagen er der altid to pædagoger om aftenen, ugens andre dage er der kun én.
Jason har fået sin egen skål med kylling uden sauce, og lidt inde i måltidet bliver han utilfreds. Rebekka har opmærksomheden rettet mod Birgitte og fortæller om et lægebesøg, hun skal have arrangeret.
Kling, kling, kling.
Jason begynder at slå med skeen på glasset.
– Nej, Jason, det synes jeg ikke, du skal gøre, siger Rebekka.
– Hvorfor, spørger Jason.
– Ja, hvorfor, gentager Birgitte.
– Fordi jeg får ondt i ørerne, siger Rebekka.
– Jeg tror, du vil sige til mor, at hun skal tale med dig, foreslår Birgitte med blikket vendt mod Jason, der nu tager fat i skålen, og begynder at banke i bordet.
Dunk, dunk, dunk.
– Jason, vil du være sød at lade være, spørger Rebekka. Tonefaldet er venligt og roligt, men sådan har det bestemt ikke altid været, fortæller hun bagefter.
– Før jeg kom i Forældrehusene kunne jeg i min depression få sådan nogle anfald, hvor jeg tog fat i ham og råbte ham ind i hovedet: ‘Vra, vra, vra, vra!’ Nu har jeg lært, at jeg mere skal prøve at snakke mig igennem det. Sætte ord på og forklare ham, hvad jeg vil have, siger hun.
Bordet stamper
Dunk. Dunk. Dunk.
Jasons banken er ikke sådan lige at stoppe.
– Vil du være sød at lade være, gentager Rebekka.
Nu læner Birgitte sig frem:
– Hvad er det, der gør, at du spørger ham, Rebekka? Hvad kan du gøre anderledes lige nu?
Rebekka tager skålen fra Jason.
– Når du spørger ham, giver du ham mulighed for at sige nej. Du kan sige, at du ikke vil lade ham gøre det, konkluderer Birgitte.
– Kig på mig, Jason. Kig på mig, siger Rebekka. Jason siger ikke noget. Stirrer bare frem for sig. Rebekka prøver igen. Med lidt højere stemme:
– KIG PÅ MIG.
– Han hører udmærket, hvad du siger, kommenterer Birgitte.
– Vil du have skålen tilbage? Så skal du lade være med at banke med den, forklarer Rebekka.
– Det er bordet, der stamper. Det gør det stadigvæk.
– Nå, så må bordet holde op med at stampe, svarer Rebekka.
Jason får tårer i øjnene.
Konflikten afværget
Birgitte læner sig længere frem:
– Nu er du lidt ked af det, Jason. Det kan jeg se på dig. Det er fordi, du gerne vil have kyllingen, og mor siger, at du gerne må få kyllingen, du skal bare lade den stå på bordet.
– Det er bordet, der stamper, gentager Jason.
– Hvad så, skal du så bare have kyllingen op på tallerkenen, spørger Rebekka. Og så er konflikten afværget.
– Nå, ja, det var også en mulighed, siger Birgitte glad.
Efter maden sætter hun og Rebekka sig i sofaen for at evaluere dagen.
– Da vi sad ved bordet og Jason sagde: ‘Bank-bank-bank-bank-hallo mor’, da fik du klaret det fint, roser Birgitte.
Rebekka er også glad. For hele dagen
– Det gik rigtig godt, konkluderer hun.
– Hvad har du gjort, spørger Birgitte.
– Jeg har været der.
– Du har været der… Kan du sætte flere ord på?
– Jeg har svaret ham, hvis han har spurgt hvorfor. Jeg har vist, at jeg har savnet ham. Ved at sige ‘møs, møs’.
– Du har været ekstremt omsorgsfuld, konkluderer Birgitte.
– Ja, jeg tænkte slet ikke: ‘Gå væk unge’.
Hvad kan du lære
Rebekka er sikker på, at det ikke ville være gået lige så godt, hvis hun havde været alene med Jason.
– Jeg havde ikke gidet på samme måde. Jeg ville ikke have haft overskud til at lave mad med ham. Jeg ville nok have siddet ved computeren og ladet ham se tegnefilm, siger hun.
– Hvordan kan du overføre det, du har gjort i dag, til det, du kan gøre derhjemme, spørger Birgitte.
– Jeg kan måske sige, at den første time til halvanden efter, at jeg har hentet ham, så skal vi lege. Når jeg tegner eller leger med ham, mærker jeg ikke, at jeg er så træt. Så tænker jeg ikke, at nu kunne jeg ligge på sofaen. Jeg vil også godt have ham lidt mere med ind i madlavningen, svarer Rebekka.
– Det behøver jo ikke at være til det hele. Det kan bare være til noget af det. Børn har brug for at mærke, at man er der 110 procent nogle gange. Så kan man trække sig andre gange, fastslår Birgitte.
Ja, nikker Rebekka, de trækker sig også selv, og så kan man have sine pauser der.
Rebekka og Jasons tid i Forældrehusene er snart forbi. Om nogle uger bliver de udskrevet, som Rebekka kalder det. Så får de i stedet tilknyttet en familiekonsulent, ligesom Jason fortsat har en støttepædagog i børnehaven.
– Og så kan du selvfølgelig altid ringe og snakke med mig, hvis du får brug for det, fastslår Birgitte.
I sofaen begynder Rebekka at gabe.
– Du er ved at være træt, kan jeg se. Det har været en god dag. Er der mere, du har brug for, spørger Birgitte.
– Jeg er bare glad for at få at vide, at jeg gør det godt.
– Vi laver alle fejl, Rebekka, men når jeg ser tilbage og tænker på den dreng, der først kom her og råbte og skreg, så er det slet ikke den dreng, der sidder her i dag. Og det skal du tage til dig!
Forældrehusene Forældrehusene er en del af Udviklingscenter Familiehusene i Greve Kommune. Der er plads til seks familier, som bor i Forældrehusene i en periode. Forældrehusene arbejder med familiens samlede problematikker og sætter som udgangspunkt ikke børn i behandling. Efter et ophold i Forældrehusene er det ikke ualmindeligt, at familien har brug for yderligere støtte, for eksempel i form af samtaler med en familiekonsulent. Nogle forældre ender med at klare sig helt uden støtte, mens nogle få børn ikke kommer med hjem. |