icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fremtidens døgninstitution

Vi kan tilbyde 25 individuelle løsninger til hvert barn

Fremtidens døgninstitution er specialiseret i det specielle. Ligesom hjerteafdelingen på et hospital, mener forstanderen på Godhavn

  • Af Bille Sterll
  • 18-2010 /

Når Godhavns forstander møder om morgenen, er det første han gør at logge på computeren. Så bruger han en lille time på at læse, hvordan dagen i går gik for alle de børn og unge, som er tilknyttet institutionen. Hvordan gik det i biologi? Ryddede de op på værelset? Hvem snakkede de med? Havde de en god aften? Kom de godt i seng?

– Viden og indsigt er altafgørende for, at vi kan møde barnet ordentligt, både fagligt og menneskeligt, siger Søren Skjødt, som udover at være forstander på Godhavn, også er næstformand i Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge, FADD.

Hvert eneste barn på Godhavn har behov for en helt speciel indsats, understreger han. Og måske er én ikke engang ordet:

– Der er måske 25 løsninger til ét barn – ikke en. De udvikler sig, mens de er her, og nogle af dem eksplosivt, så vi må nivellere indsatsen i forhold til hvert enkelt barn. Vi er ikke specialister i én tilgang eller pædagogik; vi masseproducerer individuelle løsninger.

De børn og unge, som kommer til Godhavn, lider af alvorlige tilknytningsforstyrrelser. Nogle har ADHD. Og mange er alvorligt bagud med skolen.

Søren Skjødt sammenligner det, Godhavn skal kunne, med Rigshospitalet:

– Fremtidens døgninstitution er specialister i det specielle, ligesom en hjerteafdeling. De børn, som kan få deres behov opfyldt i en familiepleje;  de skal have det. Men der er en lille gruppe, som har brug for noget særligt. Ligesom de patienter, der skal på Rigshospitalet.

Han modsætter sig ideen om en særlig tilgang eller en særlig form for behandling. Det specielle ligger i at være fleksibel, mener han.

– De børn, som er her, har typisk brug for en helt speciel form for hjælp. Mange kommer fra andre institutioner eller plejefamilier, og de er i så store vanskeligheder, at de har brug for en totalindsats.

Fremtidens døgninstitution samarbejder

Godhavn har sin egen skole. Institutionen, som breder sig ud over grønne plæner i Tisvilde, har også eget smedeværksted, snedkerværksted, fodboldbaner og et svulmende fitnesscenter. Blandt de 100 medarbejdere er både pædagoger, lærere,  psykologer, socialrådgivere og håndværkere. 

Men det er vigtigt, at døgninstitutionen ikke lukker sig om sig selv og skaber sin egen lille verden. Forstanderen er klar over risikoen for at skabe en lille, idyllisk men selvtilfreds Torneroseverden i Tisvilde.

– Vi har det hele lige ved hånden, så vi kan skabe sammenhæng mellem behandling og skole. Men fremtidens døgninstitution åbner sig omkring sit nærmiljø. Vi samarbejder med Teknisk Skole i Hillerød, med den lokale folkeskole og de lokale sports- og fritidsklubber i Helsinge og Tisvilde. Målet for vores børn og unge er jo, at de skal integreres i en normal skole, siger Søren Skjødt.

Netop Godhavns størrelse åbner for den fleksibilitet og effektivitet, som ifølge Søren Skjødt også kendetegner fremtidens døgninstitution. På Godhavn er de så mange, at det bedre kan betale sig at arrangere kurser for alle på stedet, end at sende nogle få på kursus ude af huset. På den måde kan flere medarbejdere få udbytte af landets førende eksperter inden for anbragte børn og unge.

Og i de store bygninger med 100 medarbejdere er kun to ansat i administrationen.

– Vi er en selvejende institution, og vi kører alting selv. Vi har muligheden for at lede og styre, fordi vi har rattet i hænderne, siger Søren Skjødt.

Han har arbejdet på Godhavn i 20 år og været forstander siden 2002. Og han ser nogle klare fordele i nutiden sammenlignet med de gamle dage i amterne.

– Den gang var det nogle gange som veteranbilerne i Tivoli, som kører på en skinne, uanset hvordan man drejer på rattet. I dag har vi styringen, og vi kan handle hurtigt og fleksibelt. Vi kan lynhurtigt indrette et særligt forløb til et barn, og det er en stor tilfredsstillelse. Det er rart at kunne gøre noget.

Vi forholder os til nutiden

Selv om opgaven er at beskrive fremtidens døgninstitution vil Godhavns forstander egentlig hellere tale om nutiden:

– Fremtidens døgninstitution forholder sig til nutiden, og lige nu er døgninstitutionerne under et voldsomt pres både økonomisk og ideologisk. Kommunerne taler om gøgeungen, der smider de andre ud af reden. Det er den virkelighed, vi arbejder i, mener Søren Skjødt.

Han stiller ikke op i koret, der vil have flere ressourcer.

– Fremtidens døgninstitution har en klar interesse i, at hver en krone bliver brugt så effektivt som muligt, både i institutionen og i forvaltningen. Vi har ingen interesse i at modtage børn, som ikke har behov for det, vi kan.

Vi vil være nutidens døgninstitution. Vi vil afspejle det behov, kommunerne har. Vi skal arbejde i retningen af at blive endnu skarpere til de intensive forløb og bedre til at samarbejde med alle de andre omkring barnet, siger Søren Skjødt.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge