Det er en lettelse
Når det ikke kunne være anderledes er efterlønnen at foretrække frem for arbejdsløshed, siger Grete Svendsen
Det var først og fremmest en lettelse at gå på efterløn. Sådan følte Grete Svendsen det, da hun i september fyldte 60 år og valgte at gå på efterløn. Selv om hun både har lysten og helbredet til at fortsætte flere år endnu, så var efterløn at foretrække frem for arbejdsløshed og den kontrol, der dermed fulgte.
Grete Svendsen blev sammen med tre andre fyret i april i år. Begrundelsen var, at døgninstitutionen skulle spare, fordi kommunerne ikke længere anbringer så mange børn.
– Det var selvfølgelig os, der ikke er uddannede, som mistede jobbet, siger Grete Svendsen.
Hun var meget glad for sit arbejde, fordi hun kunne bruge sine erfaringer og kompetencer
fra blandt andet 10 års arbejde på fuld tid som familieplejer. Det sidste barn fik hun i pleje som 42-årig. Der blev dengang bevilget dispensation til anbringelsen, da Grete var for gammel. Men kurators argument var, at netop hendes kompetencer ville være til gavn for det barn, kommunen ønskede at anbringe.
Besat til anden side
Da Grete ophørte som familieplejer, fik hun fuldtidsarbejde først i en daginstitution og efterfølgende på den døgninstitution, hun nu er fyret fra. Da hun absolut ikke havde planer om at forlade arbejdsmarkedet, søgte hun en masse stillinger. Hun har søgt alt både inden for daginstitutioner, og inden for specialområdet, som især har hendes interesse. Hun fandt stillingerne på jobnet, i fagbladet, i lokalaviser, hørte om job gennem venner, og hun sendte også uopfordret ansøgninger til forskellige arbejdspladser. Hun søgte i hele Storkøbenhavn. På bare fem måneder nåede hun at søge mindst 75 stillinger.
– Jeg har prøvet hele paletten, siger hun.
Men hun hørte intet, udover brev om, at ansøgningen er modtaget og senere ‘stillingen er besat til anden side.’ Hun er heller aldrig blevet indkaldt til samtale.
Sådan var det ikke tidligere. Her kunne hun ofte vælge mellem stillingerne.
– Jeg er overbevist om, at det er alderen. De vil gerne have vores erfaringer, men ikke vores alder, siger Grete Svendsen.
I vridemaskinen
Det var Gretes kontakt med jobcentret og arbejdsløshedssystemet, der for alvor fik hende til at beslutte sig for at gå på efterløn. Hun var flere gange indkaldt til samtale i jobcentret, men følte ikke, at hun kunne bruge det til noget. Det virkede som om, møder kun blev holdt, fordi det skulle man ifølge reglerne, fortæller Grete.
– På møderne blev de samme ting gentaget. For eksempel at man skal søge så og så mange stillinger om ugen. Det ved man jo godt, og i øvrigt søgte jeg jo mange flere, end jeg skulle.
Grete fik også at vide, at hun skulle søge arbejde uden for de områder, hvor hun har sine erfaringer og kompetencer.
– Der løber man endnu mere panden imod en mur. Hvis jeg for eksempel søger i en forretning, hvor jeg slet ikke har erfaring, er det at gøre grin med både arbejdsgiveren og mig. De vil jo have nogen med erfaring.
Grete Svendsen besluttede sig derfor for at gå på efterløn.
– Det var en lettelse at træffe den beslutning. Man bliver så mistænkeliggjort i jobcentret.
Hun forsøgte i god tid, inden beslutningen blev truffet, mentalt at forberede sig på det ved at sige til sig selv: ‘Jeg går på efterløn, når jeg bliver 60 år’.
– Det er svært at tage beslutningen, fordi man føler sig sorteret fra, siger Grete Svendsen.
Hun har ikke fortrudt sin beslutning.
– Jeg er så lettet og så glad. Lettet over at jeg ikke hænger i det system, hvor jeg hele tiden skal sende ansøgninger og ikke får respons. Nu kan jeg gøre det, jeg har lyst til. Jeg er færdig på arbejdsmarkedet. Og dog.
Hun kan godt lokkes tilbage igen, siger hun.
– Hvis jeg på en eller anden måde blev head-huntet, og det var et job inden for specialområdet, der tiltalte mig, så kunne jeg godt overtales. Jeg er en fleksibel arbejdskraft, og min mand kan godt passe sig selv, siger Grete Svendsen.