Hvor der handles, der spares?
Fremover har betalingskommunen det sidste ord, når det gælder ydelser og tilbud til mellem 12.000 og 13.000 voksne handicappede – hvad enten de bor i nabokommunen eller hundreder af kilometer væk. Men hvem gavner det? Handicaporganisationerne og de pårørende er stærkt kritiske, og de socialpædagogiske ledere er heller ikke overbeviste om det indlysende ved de nye regler
I Herlev ved København ligger et af de måske mere ekstreme eksempler: Skovgården er et botilbud for 24 udviklingshæmmede. Kun en af beboerne kommer oprindeligt fra Herlev – de resterende kommer fra andre kommuner.
I mange år – siden Serviceloven trådte i kraft i 1998 – har det ikke betydet noget. Det har været Herlev Kommunes sagsbehandlere, der havde kontakten til både beboere og pårørende og som tildelte bevillinger til en beboer.
Men hvad nu hvis en beboer – lad os kalde ham Jens – oprindeligt kom fra Tårnby Kommune? Ja, så er det Tårnby, der betaler for de ydelser, Herlevs sagsbehandler tildeler. Og tænker sagsbehandleren måske på Tårnbys budgetter, når Jens får tildelt den ene eller anden ydelse? Kunne det tænkes, at der kunne opnås større rimelighed i tildelingen, hvis det var den kommune, der betaler, der også bestemte? Kunne det tænkes, at nogle handlekommuner var lidt for large over for beboerne på et sted som Skovgården, når de nu ikke selv skulle betale? Ingen penge er jo lettere at bruge end dem, der ikke er ens egne…
Det synes at være tanken bag lovforslag nr. 169, der i sidste uge blev vedtaget i Folketinget. Det går helt enkelt sagt ud på, at det er betalingskommunen, der nu får handleretten – og altså skal bestemme om Jens fra det tænkte eksempel skal have denne eller hin ydelse. Det handler helt konkret om personlig hjælp, omsorg, pleje, økonomiske tilskud, misbrugsbehandling, aktivitets- og samværstilbud, feriemuligheder, bolig og hjælpemidler.
Som et lille mærkværdigt tvist omfatter de nye regler kun bestemmelserne i Serviceloven – de gælder ikke, når det handler om job og uddannelse: Alt det, der handler om arbejds- og uddannelsesinitiativer samt førtidspension, hører fortsat under bo-kommunen.
Den handicappede borgere har altså reelt to indgange, når det handler om den ene liv, hun eller han lever.
Forslaget har sit udspring i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og kommunerne i maj-juni 2009. Her var parterne enige om, at der skal gøres noget for at dæmme op for de stigende udgifter på det specialiserede sociale område. Regeringen endte med at love, at man i indeværende folketingsår ville fremsætte et forslag, der skulle give den betalende kommune kontrollen over udgifterne til ‘sine’ borgere tilbage.
To bliver til 20
Tilbage til Skovgården. Her sendte forældre og pårørende for en måned siden et brev til Folketingets Socialudvalg. De gør opmærksom på det faktum, at 23 af 24 beboere nu skal skifte sagsbe-handler, og at det vil betyde, at ‘vores botilbud vil få et meget uens serviceniveau blandt beboerne alt efter hvad de enkelte 24 betalingskommuner mener, de har penge til’.
‘Det er et meget stort tilbageskridt i forhold til tingenes tilstand i dag’, konkluderer de pårørende.
Helt konkret betyder det, at botilbuddet går fra at have to lokale sagsbehandlere, der i dag kender både beboere, personale og stedet, og som delta-ger i handleplan-møder sammen med beboerne, til at have 20 sagsbehandlere.
‘Selvom vi her taler om kommuner inden for Region Hovedstaden, kan vi frygte, at der vil blive tale om computerstyret sagsbehandling’, skriver de pårørende til Socialudvalget.
Et af de værste i 20 år
Samme frygt nærer Sytter Kristensen, formand for Landsforeningen LEV:
– Det bliver via computer og telefon, for jeg forestiller mig ikke, at sagsbehandlerne giver sig til at rejse på kryds og tværs af landet for at lære de handicappede og deres behov at kende, siger hun til Jyllands-Posten – og tilføjer, at selvom der ikke står ‘besparelse’ som overskrift på lovforslaget, så ligger det lige for:
– Der skal strammes, og det er jo også lettere, hvis man sidder langt væk og ikke kender hverken den konkrete institution eller den handicappede, siger hun.
Endnu skarpere var formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, da Ugebrevet Mandag Morgen i april bad ham om at vurdere det, der på det tidspunkt kun var et lovforslag:
– Det er et af de værste, jeg har set i de over 20 år, jeg har beskæftiget mig med socialpolitik. Man kaster 13.000 mennesker med handicap ud i en tilværelse uden sikkerhedsnet. Jeg vil kæmpe til sidste blodsdråbe for at få regeringen til at trække lovforslaget tilbage, sagde Stig Langvad til ugebrevet.
Skeptiske og delte ledere
Men vedtaget blev forslaget, og nu står de social-pædagogiske ledere med en ny en af den slags, der på nydansk kaldes en ‘udfordring’.
I en ny undersøgelse blandt de socialpædagogiske ledere tegner der sig et blandet billede af forventningerne til de nye regler. Men overbeviste om deres herligheder er lederne generelt ikke.
Lederne, der i denne del af undersøgelsen ‘repræsenterer’ 4.565 beboere fra andre kommuner end hjemkommunen, tror ikke meget på, at de nye regler vil forbedre serviceniveauet: Det mener kun 3 procent, de vil gøre. 44 procent mener, det vil forblive uændret, 18 er usikre på udfaldet, mens hele 35 procent mener, det vil føre til et lavere serviceniveau.
Måske hænger forestillingen om det fremtidige serviceniveau sammen med forventningen til de administrative opgaver: Kun 6 procent forventer mindre administration, 34 procent uændrede opgavebyrde, mens hele 47 procent regner med større administrativt arbejde, når der skal holdes styr på et langt større antal kommuner og sagsbehandlere.
Når man spørger til et af de centrale anklagepunkter fra for eksempel pårørendeorganisationerne – det opsplittede serviceniveau på den enkelte institution – så er de socialpædagogiske ledere skeptiske: 11 procent regner med et mere homogent serviceniveau. 41 procent regner med uændrede forhold. 30 procent frygter en spredning af serviceniveauet, mens hele 18 procent – næsten hver femte – ikke kan gennemskue, hvad de nye regler kommer til at betyde.
Undersøgelsen blandt de socialpædagogiske ledere omfatter i alt 522 ledere.
Den del af undersøgelsen, der handler om handle-/betalingskommune-reglerne omfatter dog kun 375 ledere.
Dybt bekymrende
Hos Socialpædagogerne er formand Kirsten Nissen forstemt over de nye regler:
– Det er dybt bekymrende. Lovforslaget afspejler en mistillid, som kun alt for tydeligt viser, hvor trængte kommunerne er. Hvor mange eksempler på overdrevne ydelser til handicappede kan man måske fremvise? Hvilke kommuner kan stå frem og sige, at handlekommunen har skaltet og valtet med deres penge uden at tænke på det rimelige, spørger hun.
De nye regler svækker den enkelte handicappedes retssikkerhed, er på kant med handicap-konventionens definitioner af selvbestemmelse – og de er helt i strid med nærhedsprincippet og ideen om, at borgerne kun skal have én indgang til velfærdssystemet.
– Jeg synes, det er trist, at man kaster så mange mennesker ud i uvished på grund af nogle kommunale mistanker. Lad os dog få undersøgt området til bunds først – lad os få afdækket, om der egentlig er et problem, siger Kirsten Nissen, der peger på, at den nye lov udgør et demokratisk problem:
– Den betyder jo ganske enkelt, at den handicappede borger ved kommunalvalgene ikke engang kan stemme på de politikere, som skal bestemme, hvilke ydelser borgeren må få. Det er da så udemokratisk som noget.
Citaterne herunder er uddrag af de kommentarer, lederne havde mulighed for at komme med ved siden af spørgeskemaet i undersøgelsen. - Det virker ikke som en god ide – det er nok for bureaukratisk og betalingskommunen har ikke kendskabet til den enkelte handicappede. Den nuværende ordning sikrer dog heller ikke et tilstrækkeligt uafhængigt tilsyn og varetagelse af den enkelte handicappedes liv og livsudfoldelse. Dette er et svært spørgsmål – hvorledes sikres stærkt kommunikationssvage deres rettigheder – når de kun er overladt til de enkelte pædagogers faglige og etiske kompetencer? - Dybt uheldigt, idet mange kommuner ikke længere har noget kendskab til de borgere, de har haft placeret i anden kommune i mange år. Derudover en stor administrativ byrde idet der skal samarbejdes med mange sagsbehandlere. - Et rigtig dårligt forslag, der vil skabe meget forvirring og mange dårlige følelser blandt medarbejderne. Administrativt ser jeg det som en udfordring at omsætte til praksis. - Det ville gøre mange ting meget nemmere hvis de enkelte kommuner beholder deres borgere, da de så også ville vide, hvad deres penge går til. Det vil give meget mindre administration og frustration for os, da handlekommunerne ind i mellem ikke gider modtage ‘vanskelige’ beboere fra andre kommuner, og vi så må tage nogle svære slagsmål engang imellem, og der er ‘kun’ én taber i det, og det er beboerne. - Jeg synes, det er en god idé, at handle- og betalingskommune er den samme. Det gør det lettere at finde ud af, hvem man skal samarbejde med. - Der er problemer i den nuværende ordning, men det nye forslag er uetisk og administrativt umuligt eller i bedst fald meget problematisk |