Når kassen er tom…
De årlige forhandlinger om den kommunale økonomi er i gang, og baggrunden er dyster: Budgettet for indeværende år er allerede skredet i fire ud af seks kommuner, og regeringen vil have kommunerne til at spare endnu mere i de kommende år. Det socialpædagogiske arbejdsfelt vil være i fokus – og derfor er der i den grad behov for en finansieringsreform, siger Socialpædagogernes formand
Vi bringer først en advarsel: Denne artikel handler om den kommunale økonomi. Og det er som bekendt ikke et emne, man i disse år bliver i decideret godt humør af.
Dernæst kan vi gå videre til en smagsprøve: Smag på ordet: smalhals. Og hvis du ikke allerede har gjort det, så må du hellere vænne dig til smagen. Det og andre ord for trange økonomiske tider vil blive sagt en hel del gange i løbet af de næste uger, når regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forhandler om de kommende års kommunale økonomi. Og ordene vil måske også præge de kommende år: Regeringens oplæg er nulvækst i den kommunale økonomi næste år og besparelser i de to efterfølgende.
Men spørger man ude i kommunerne, ja, så er det allerede smalhals og besparelser, der præger foretagendet.
Forud for de aktuelle forhandlinger har der nemlig tegnet sig et ganske dystert billede:
I 2009 overskred kommunerne de aftalte budgetter med i alt 4,9 milliarder. Der var budget-overskridelser i 93 ud af 98 kommuner.
I øjeblikket er tre kommuner sat under administration, fordi deres likviditet er for dårlig. Men en lang række kommuner er på vippen, og i 2009 brugte kommunerne 5,2 milliarder af kontantbeholdningen for at få tingene til at hænge sammen. Det betød et fald på 17,3 procent i den kommunale likviditet.
Og medio maj havde en lang række kommuner enten genåbnet hele budgettet eller annonceret besparelser på specialområdet, fordi det allerede var klart for disse kommuner, at den pose penge, der var sat af til 2010, ikke slår til.
Tilbage står et centralt spørgsmål: ‘Hvor blev kommunernes milliarder af’, som det blev formuleret i en overskrift i et landsdækkende dagblad for nylig.
Og forud de aktuelle forhandlinger er det selvfølgelig også interessant at spørge: Hvordan reagerer ‘hestene’, når kassen er tom?
Gøgeungen udklækket
Når man spørger til forklaringerne på, hvor pen-gene er blevet af, så dukker dele af det socialpædagogiske arbejdsfelt meget hyppigt op som en af de væsentligste årsager til, at kommunerne er så økonomisk pressede.
Og det på trods af, at en ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne på det specialiserede sociale område i 2009 steg mindre end gennemsnittet for serviceområderne samlet set. Her er det først og fremmest ældre- og sundhedsområdet, der trækker kommunerne ned i de røde tal. Se artikelen andetsteds i bladet.
Allerede i juni 2009 gav den daværende formand for KL, Erik Fabrin (V), udgifterne til det specialiserede sociale område skylden: Området er ‘en gøgeunge, der skal ud af systemet’, før den skubber brede velfærdsydelser som børnepasning, folkeskole og ældrepleje ud af den kommunale rede.
Uomtvisteligt er det, at udgifterne på det specialiserede sociale område er steget. Ifølge KL’s egne tal stiger de i gennemsnit med 1 milliard om året, og de er nu på mere end 40 milliarder om året. Det svarer til 20 procent af kommunernes samlede serviceudgifter.
Tager man gøgeunge-brillerne på, betyder den udvikling – fremskrevet fem år – at kommunerne for eksempel vil bruge flere penge på udsatte børn og unge samt specialundervisning end på hele folkeskoleområdet.
Da kommunerne og regeringen forhandlede de økonomiske rammer sidste år, var parterne derfor enige om, at det måtte der gøres noget ved:
‘Regeringen og KL er enige om, at dette ikke kan fortsætte, og der skal ske en opbremsning i udgiftsudviklingen på området’, hed det i aftaleteksten fra 2009 – der altså blev underskrevet blot et par uger før, Erik Fabrin første gang omtalte området som en gøgeunge.
Derfor lovede regeringen at fremsætte et lovforslag, der skulle sætte den enkelte kommune i stand til bedre at styre sine udgifter til ‘dyre’ enkeltborgere. Det blev til forslaget om handle/ betalingskommuner, der er omtalt på de foregående sider i dette blad.
Taksterne stiger!
Men falder snakken på, hvorfor udgifterne stiger så drastisk, bliver billedet straks mere komplekst.
Der findes nogle indlysende delfaktorer, der over en længere årrække kan bidrage til de øgede udgifter. Der sker simpelthen ændringer i han dicapgrupperne: Flere børn overlever for tidlige fødsler, men får en eller anden form for handicap; flere overlever ulykker, men får for eksempel hjerneskader; handicappede som udviklingshæmmede lever generelt længere; flere unge handicappede flytter tidligere hjemmefra; og så er der flere og flere, der får stillet diagnoser som ADHD og autisme. Med andre ord: Flere og flere borgere får behov for støtte.
Men når man ser på de seneste par års udvikling – årene efter kommunalreformen – er det ud over det øgede antal borgere med støttebehov især takststigninger, der bærer skylden for kommunernes stigende udgifter på det specialiserede sociale område.
Det viste en undersøgelse, KL selv har lavet: Tre ud af fire kommuner angav stigninger i taksterne i andre kommuner som hovedårsag. Samtidig mente kun 16 procent, at takststigninger i deres egen kommune spillede nogen rolle.
Lige i øjeblikket sidder et udvalg i Socialministeriet og kigger nærmere på baggrunden for takststigningerne, men man kunne jo også spørge dem, der står i spidsen for de enkelte tilbud: Hvad siger de socialpædagogiske ledere om årsagen?
I en ny undersøgelse blandt 522 ledere på det socialpædagogiske område bekræftes det, at taksterne generelt stiger, selvom flere og flere tilbud dog angiver, at de har sat taksterne ned.
Siden 2007 har godt en tredjedel af tilbuddene år for år angivet, at taksterne er blevet sat op. I samme periode er andelen af tilbud, der har sat prisen ned, steget fra 6 til 23 procent.
Der er ikke den store forskel i takstændringerne på børne- og unge-, voksenhandicap- og udsatteområdet – taksterne stiger lige meget på de tre områder.
Men hvorfor?
Når stigningerne skal forklares, så er det især vanskeligere brugere og større administrative byrder, der bliver angivet som forklaringer.
36,7 procent peger på vanskeligere borgere som årsagen, mens 32,8 procent peger på flere administrationsudgifter som årsagen. Kun 16,4 procent svarer, at det er bedre service, der er skyld i stigningen,
Men samtidig peger en lang række ledere også på, at kommunerne, når de skal gøre regningen op for en plads i for eksempel et botilbud, indregner udgifter til den centrale administration. Det kan være udgifter til et centralt IT-system, indkøbsordninger eller fælles jobannoncer.
Kommunerne er med andre ord, siden de overtog de sociale tilbud fra amterne, blevet bedre til at indregne flere og flere af deres totale omkostninger, når taksterne skal fastlægges – også centrale omkostninger, som man ikke umiddel-bart har noget med det enkelte tilbud at gøre.
Kommunerne har ellers indbyrdes aftalt, hvilke af sådanne udgifter de må lægge ind i taksterne, men i undersøgelsen angiver en lang række ledere, at de er pålagt udgifter, der ikke er en del af denne aftalte del.
Der er i undersøgelsen intet, der tyder på, at tilbuddenes egen administration kan forklare takststigningerne.
Til gengæld viser undersøgelsen, at tilbud, der har borgere fra andre kommuner, er mere tilbøjelige til at sætte taksterne op, end tilbud, hvor der kun bor kommunens egen borgere: De tilbud, der har haft stigninger i taksten alle årene i perioden 2007-2010, har i gennemsnit 58 procent borgere fra andre kommuner, men andelen på de tilbud, der ikke har haft stigninger nogen af årene, er på 36 procent.
Når det kommer til den konkrete fastsættelse af taksten, rummer undersøgelsen et overraskende tal: Selvom alle takster ifølge reglerne skal bereg nes præcist ud fra de omkostninger, der er i det enkelte tilbud, så er det stærkt begrænset, hvad lederne har at skulle have sagt: Hele 71 procent af lederne angiver, at de ingen eller kun ringe indflydelse har haft på størrelsen af taksten.
Kom så med den budgetgaranti
Meget tyder altså på, at kommunerne skal kigge indad, hvis der for alvor skal tages fat om den del af det økonomiske pres, der hænger sammen med takststigningerne. Spørgsmålet er så, om det er realistisk.
Hos Socialpædagogerne peger Kirsten Nissen på et stort behov for en reform af finansieringen på specialiserede sociale område:
– Ja, jeg ved godt, at jeg har sagt det før – men jeg bliver nødt til at gentage det: Det er bydende nødvendigt, at finansieringen af det her område bliver ændret, så vi får løftet det ud af den pressede kommunale økonomi, siger hun.
– Sandheden er jo, at kommunerne er trængt i et barsk spil om økonomi. Vi ser dagligt eksempler på, hvilke konsekvenser det har for borgere, der ikke opfatter sig som gøgeunger, men som af den ene eller anden grund er en del af det særlige sociale udgiftsområde. Det er derfor, vi længe har peget på behovet for indførelse af en budgetgaranti, så kommunerne får kompensation for den udgiftsstigning, der er på området – og at kommunerne også fremover får kompensation i særligt dyre enkeltsager, siger Kirsten Nissen.
– Tag nu sådan noget som antallet af domsanbragte unge i kommunale tilbud – dem er der kommet flere af, og det er da også langt bedre end at placere dem i fængsler. Det er klart, det er dyrere, men det duer ikke, hvis kommunernes økonomi og dermed andre borgere skal straffes for at vælge den løsning.
– Det er helt uholdbart, hvis netop de mest udsatte borgere skal være kastebolde i den her strid. Der er muligvis ikke mange stemmer i at tale deres sag – men det handler altså om kernen i velfærdssamfundet, nemlig vores evne til at tage hånd om dem, der har størst behov, siger Kirsten Nissen. —
Regeringen og KL skal senest 12. juni være nået frem til en aftale, der så skal godkendes af Folketinget inden sommerferien.