Næste år står på nulvækst og besparelser i landets kommuner, men allerede nu strammer økonomien alvorligt. Ofte bliver det specialiserede socialområde og især anbringelser af sårbare børn og unge fremhævet som et af problemerne, der gør det svært at få den kommunale økonomi til at hænge sammen. Det har desværre givet alt for mange anledning til sætte spørgsmålstegn ved, om der nu også er behov for al den hjælp, som gives i dag.
Der er sågar lavet beregninger på, hvor mange daginstitutioner eller skoler man kunne drive for de samme penge, som eksempelvis anbringelser koster. Det er en helt urimelig og usolidarisk sammenligning. Det er absurd at stille den slags ulige prioriteringer op mod hinanden. Vi kan alle blive ramt af et handicap eller blive født ind i en familie, der ikke kan tage vare på en. Havner man i en så uheldig situation, må samfundet selvfølgelig træde til med støtte.
I takt med mediernes og enkelte politikeres øgede fokus på udgifterne til det specialiserede socialområde er der desværre samtidig sket et skred i måden, hvorpå vi som samfund omtaler udsatte grupper. Sprogbrugen har desværre ændret væsentlig karakter, og den er flere gange gået langt, langt over gevind. Vi har i debatten skulle høre, at de stigende udgifter til området har en skadelig gøgeungeeffekt, og mennesker på dyre specialinstitutioner skal passiveres ved brug af medicin eller fysisk fiksering for at spare penge.
Vi opfordrer stærkt til, at alle lægger denne tvivlsomme sprogbrug på hylden, da det kun er med til at underminere denne gruppes livsvilkår. Lad os i stedet få en mere nuanceret og konstruktiv debat om vores fælles udfordring.
Besparelserne, der rammer landets kommuner, kommer også til at ramme de udsatte grupper. Som nævnt kan anbringelser af børn og unge være en bekostelig affære, men oftest helt nødvendig, hvis barnet eller den unge skal have en chance her i livet. Der blev i 2009 tvangsanbragt færre børn uden for hjemmet end i 2008. Med udsigt til endnu strammere kommunale budgetter de kommende år risikerer vi, at det tal falder yderligere i 2010 og fremefter.
Besparelser på området her og nu kan meget vel vise sig at have langt større økonomiske og ikke mindst menneskelige omkostninger på sigt. Når vi ikke giver det bedste, men det billigste eller slet intet tilbud til børn i de unge år, risikerer vi jo netop at se flere af de dyre enkeltmandssager senere hen.
Vi kommer ikke uden om, at der altid vil være behov for særligt tilrettelagte anbringelser, som ofte er dyre. Her må staten på banen og sikre et højere tilskud til kommunerne, så det ikke bliver økonomien, der afgør, om man får det rette tilbud.
Senest har repræsentanter fra brugerne, uddannelsesinstitutionerne og forskningsverdenen på det sociale område spillet ud med et ambitiøst, konstruktivt og kærkommen udspil om et fælles partnerskab. Tanken er, at et tættere tværgående samarbejde skal være med til at indsamle dokumenteret viden om, hvordan vi som samfund bedst muligt kan støtte de mennesker, der har behov for en særlig hjælp og samtidig udnytter vores samfundsmæssige ressourcer optimalt.
Vi bør alle huske på, at et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler vores svageste – det princip gælder også, når økonomiske kriser kradser. Det er til fælles bedste.