Psykiatrien har som medicinsk fagområde ofte lidt under angreb fra socialpædagoger og psykologer, der mener, at man med medicinering behandler symptomer, i stedet for den reelle diagnose. Behandlingen af børn med ADHD er desværre ingen undtagelse. Det diskuteres desværre ofte, hvorvidt medicinen har effekt, eller skadelig effekt på det enkelte barn, eller sågar den voksne. Ligesom andre kroniske diagnoser giver ADHD psykologiske følgevirkninger. Det er derfor vitalt at sondre mellem psykologiske følgevirkninger og den psykiatriske behandling. ADHD er definitivt genetisk disponeret, hvilket underbygger nødvendigheden af den medicinske indsats.
Som al anden medicin er effekten individuel, og derfor skal den medicinske behandling af ADHD tage udgangspunkt i det enkelte barn. Hermed kan man i samarbejde med forældrene finde det præparat, der bedst behandler symptomerne. En general tilgang om udelukkende at behandle via kognitiv terapi er absurd, og vil kunne sammenlignes med at bede en diabetiker producere insulin gennem samtaleterapi. ADHD resulterer naturligvis i psykologiske følgevirkninger, men for at afhjælpe disse er det helt essentielt at behandle diagnosen medicinsk. Der findes en lang række forskellige præparater, hvorfor der er mulighed for at finde en unik løsning til det enkelte barn. Det skal tilføjes, at der findes enkelte børn – og voksne, som ingen eller negativ effekt har af medicinen. Dette må bare aldrig afskære den resterende, og langt større, gruppe fra at få medicinsk hjælp.
Forudsætningen for at børn med ADHD kan påbegynde et behandlingsforløb er en afhjælpning af diagnosen, hvilket ikke er mulig via kognitiv terapi. Medicinsk behandling må naturligvis aldrig stå alene, men den socialpædagogiske og psykologiske indsats skal ses i progression til den psykiatriske behandling. Sondring mellem den psykiatriske indsats og socialpædagogiske er ligeså essentiel som ved enhver anden kronisk diagnose. At sætte spørgsmålstegn ved brugen af medicin til børn med ADHD er at bryde denne sondring. Naturligvis skal brugen af medicin til børn administreres ansvarsfuldt, men dem, som anfægter legitimiteten af denne praksis, skaber en enorm usikkerhed for de børn – og deres forældre – som har særdeles stor nytte af den. I et psykologisk og socialpædagogisk perspektiv er skabelsen af usikkerhed en af de mest fatale fejl overfor børn med ADHD.
Camilla Fabricius er 38 år uddannet lærer, og arbejder som pædagogiskafdelingsleder på Langagerskolen i Århus. Camilla har arbejdet med mennesker med ADHD i snart 15 år. Langagerskolen er Århus kommunes mest specialiserede skoletilbud til børn og unge med ADHD.
Rasmus Terp Thomsen er 32 år, og lider i ekstrem grad af ADHD med hyperaktivitet og opmærksomhedsforstyrrelser. Hans diagnose er så vidtgående, at den ligger udenfor anvendte definitioner i forbindelse med tildeling af plads på f.eks. specialskole. Han er som følge deraf klinisk set 100 % invalid, men via medicinering som grundlæggende behandling, kombineret med omfattende egen indsats, arbejder han i en konventionel stilling som konsulent i det private erhvervsliv. Han anvendes desuden som oplægsholder om emnet.