icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2011

Gang i OK-forhandlingerne

Socialpædagogerne lagde ud med at forhandle Overenskomst 2011 med Kommunernes Landsforening (KL) den 1. december. Forbundsformand Benny Andersen påpegede blandt andet de uretfærdige lønforskelle, som Ligelønskommissionen har dokumenteret

  • Af Kurt Ladefoged
  • 25-2010 /

Kommunernes Landsforening (KL) og Socialpædagogernes Landsforbund indledte den 1. december overenskomstforhandlingerne for hjemmevejledere, socialpædagogiske konsulenter og ansatte på døgninstitutioner, der er ansat i kommunerne.

Forhandlingsdelegationerne præsenterede de krav, som parterne tidligere har udvekslet pr. brev. De krav kan man se på www.sl.dk/OK2011 i ‘Nyt om OK 2011 nr. 5’.

Forhandlingsdelegationen fra KL understregede, at situationen er ganske særlig, da forhandlingerne som bekendt indledes med et økonomisk underskud. Hvis der skulle blive nogle  penge til rådighed i perioden, ønsker KL, at der prioriteres en fritvalgsordning, hvor de ansatte får mulighed for selv at vælge mellem løn og pension.

Forbundsformand Benny Andersen kvitterede ved at anerkende den økonomiske situation forud for forhandlingerne. Han understregede i den forbindelse over for KL, at ambitionen som altid er at skabe et godt resultat – herunder også rimelige lønforbedringer til medlemmerne på de socialpædagogiske arbejdspladser.

Samtidig udtrykte Benny Andersen håb om, at kommunernes forhandlere vil tage spørgsmålet om den uretfærdighed, som Lønkommissionen har påpeget, alvorligt, og seriøst være med til at forhandle en løsning af det.

Lønkommissionen rapport viste jo, at der er store lønforskelle mellem kvinde- og mandedominerede fag, skriver Benny Andersen i sin OK-blog:

– Rapporten viste også, at vi som socialpædagoger er den  faggruppe, sammen med pædagoger på daginstitutionsområdet, som er sakket mest bagud i forhold til vores uddannelseslængde. Den problemstilling forklarede jeg KL.

– Det er klart, at det i længden hverken er rimeligt eller holdbart at underbetale socialpædagoger i forhold til sammenlignelige grupper. Derfor har vi et ønske om at finde løsningen på det problem nu, nemlig ved at der skal være særlige lønstigninger til socialpædagogerne og pædagogerne, skriver Benny Andersen.

Parterne var enige om at nedsætte to arbejdsgrupper, som skal se nærmere på henholdsvis arbejdstid og redaktionelle ændringer i overenskomsten. Parterne aftalte at genoptage forhandlingerne den 20. januar.

Blog med formanden


Det vil her op til OK 2011 være muligt at blogge med forbundsformand Benny Andersen, der løbende vil skrive om forløbet af forhandlingerne og svare på spørgsmål fra medlemmerne. Bloggen kan findes på: www.sl.dk/blogok11

 

Flere forhandlinger i vente

I fredags indledte Socialpædagogernes sine egne overenskomstforhandlinger med Danske Regioner (RLTN) og i  mandags begyndte forhandlingerne for omsorgs- og pædagogmedhjælpere. Forhandlingerne for omsorgs- og pædagogmedhjælpere gennemføres sammen med 3F og FOA.

Den 14. december mødes repræsentanter fra FOA, Dansk Metal, Lederne og Socialpædagogerne også med KL til første forhandling for at præsentere kravene for værkstedspersonalet.

For lærerne på døgninstitutioner med interne skoler blev kravene præsenteret den 26. november. Overenskomstfornyelsen for lærerene på de socialpædagogiske arbejdspladser sker i samarbejde med Lærerenes Centralorganisation (LC), hvor Socialpædagogernes Landsforbund er medlem. LC præsenterede KL for målsætningen om, at den nye overenskomst skal sikre reallønnen, allerhelst via procentvise generelle lønstigninger. 


Du kan følge OK-forhandlingerne via www.sl.dk/OK2011

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Overenskomst, Forbund og a-kasse