Den dårlige samvittighed
Det med den dårlige samvittighed – er det ikke blevet et arbejdsvilkår, når man er offentligt ansat?
Jeg deltog for nylig i Socialpædagogernes 15. kongres. På sådan en kongres får man utroligt meget papir. Forslag til afstemning, rapporter, brochurer, bøger og så videre. I den forbindelse kom jeg til at tænke over, at der forventes en del af os tillidsrepræsentanter – både fra forbundets, fra ledelsens og i høj grad kollegernes side.
Tillidsrepræsentanterne er forbundets forlæn gede arm på arbejdspladsen og medarbejdernes talsmænd. Lad mig ridse op, hvad der lige falder mig ind af opgaver:
De mest oplagte opgaver er vel for de fleste, at tillidsrepræsentanten har styr på overenskomster, regler, lønforhold, pensioner, MED systemet og forhandlinger. Når der er ‘bøvl’, skal TR også være der – helst før det går helt galt, men også som bisidder, når tingene bliver svære.
Det er også TR, der sørger for promovering af lokale og centrale arrangementer på arbejdspladsen. Vi forventes også at holde styr på medlemsdatabasen og hvervningen ikke at forglemme.
Det fylder vel rigeligt tiden ud for de fleste tillidsrepræsentanter. I øvrigt skal alt dette nås inden for de timer, der (måske) er aftalt på den enkelte arbejdsplads, og til en honorering der vel sjældent står mål med indsatsen.
Tilbage til papirerne på kongressen. Når forbundet sender nye undersøgelser, publikationer og meget, meget mere ud, så er tillidsrepræsentanterne en helt naturlig modtager.
Vi forventes vel, i et vist omfang, at sørge for at kollegerne kender til for eksempel Projekt Arbejdsglæde, Socialpædagogernes etiske værdigrundlag og LO’s kampagne ‘Tag Danmark Alvorligt’.
Og inden vi fortæller kollegerne om det, har vi vel også lige sat os ind i, hvad tingene handler om?
Så var det jeg sad der midt i kongressalen og blev helt forpustet. For hold da op, hvor var det pludselig mange papirer at skulle sætte sig ind i og videreformidle på én gang. Og det hjalp jo ikke, da jeg begyndte at lave noterne om resten af tillidsrepræsentantens opgaver samtidig.
Hvor vil jeg hen med alt dette, kan man med rette spørge?
Jo, der er jo garanti for dårlig samvittighed, når man bliver valgt som TR. En dårlig samvittighed, man på mange måder deler med alle andre offentligt ansatte…
Den dårlige samvittighed som TR kommer af mange ting. Når man passer sit TR-hverv, så betyder det ofte, at kollegerne skal løbe lidt hurtigere. De opgaver, man varetager som pædagog, skal tilpasses, men man vil jo helst nå det samme som før man blev valgt. Og så var der jo det med de papirer igen…
Jeg tror, at indholdet i TR-rollen kan blive så komplekst og uoverskueligt, at bare tanken om at skulle nå alt dette kan få nogle tillidsrepræsentanter til give op, få de fleste til at takke nej til nogensinde at stille op til valg og i værste fald betyde, at nogle allerede valgte vælger at lade stå til.
Nej, jeg piber ikke over mit TR-hverv – tværtimod, jeg elsker mit job. Men jeg tror egentlig, at vi alle kan liste vores arbejde op på samme måde. Nu valgte jeg bare at tage udgangspunkt i min verden. Men tag ikke fejl af min pointe:
Det med den dårlige samvittighed – er det ikke blevet et arbejdsvilkår, når man er offentligt ansat?
Jan Vestergaard er TR på Døgncentret for Børn og Unge i Esbjerg, FTR for Socialpædagogerne i Esbjerg Kommune, medlem af bestyrelsen i Kreds Sydjylland samt medlem af hovedbestyrelsen.
Deltag i debatten
|