Skruen strammes for de udsatte børn
I løbet af den seneste måned har SFI udgivet to vigtige rapporter om børn i Danmark – to rapporter med både gode og dårlige nyheder.
I den første rapport, ‘Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010’, kan man læse, at vi i Danmark – helt overordnet – skaber gode opvækstvilkår for vores børn. Det er den gode nyhed: Børn i Danmark har det godt, sammenlignet med andre europæiske lande, samlet set og for en gennemsnitsbetragtning. Den dårlige nyhed er, at det ikke går så godt i bunden af samfundet. I den anden rapport, ‘Udsatte børnefamilier i Danmark’, kan man læse, at det nemlig for gruppen af udsatte børn – set hen over de seneste 15 til 20 år – står værre og værre til. Stadigt flere børn modtager en forebyggende foranstaltning, og antallet af børn, der bliver anbragt, er uforandret.
Uforandret – er det ikke godt nok, tænker du måske. Til det må jeg sige nej, det er ikke godt nok. Slet ikke set i lyset af, at der faktisk skal mere til i dag end for ti eller femten år siden, før man bliver anbragt. Oven i det viser undersøgelsen også, at jo længere ude på landet, børnene bor, jo mere udsat er de udsatte.
I Børnerådet har vi en lang række af undersøgelser, der viser noget tilsvarende: 80 procent af de danske børn har det generelt godt, mens op mod 20 procent har problemer af den ene eller den anden art. Som formand for Børnerådet er det min opgave at tale alle børns sag. Men det er ingen hemmelighed, at mit hjerte i meget høj grad brænder for de mest udsatte.
I den forbindelse spiller min egen baggrund en temmelig stor rolle. Min historie er en solstrålehistorie om at klare sig på trods, men i skyggen af den står mine tre ældre brødres historie. Det er historien om misbrug, HIV og, for min bror René, en alt for tidlig død. Den er en del af drivkraften i mit arbejde med de udsatte børn.
Nye tal fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne i 2009 anbragte 20 procent færre børn end året før. Bedre anvendelse af de økonomiske midler, er et af argumenterne for, at det er positivt. Men jeg kunne også godt frygte, at det er et udtryk for besparelser. Og når jeg så samtidig ser på kampen om de kommunale budgetter, tallene fra SFI og Børnerådets egne undersøgelser, så er jeg hverken tryg eller fortrøstningsfuld. For mig at se er der al mulig grund til at kæmpe videre og råbe op, så vores samfunds allermest udsatte får den hjælp, de har brug for og krav på.
Den økonomiske kamp i kommunerne viser, at Danmark langt fra er ovre den finansielle krise. Hvis der ikke er nogen, der kæmper for de udsatte børn og unge, kommer det til at gå ud over dem.
Min bror René mødte ingen voksne, der ville ham. Der var ingen, der havde ambitioner på hans vegne. Og der var ingen, der spurgte ham, hvad han ønskede.
Jeg begravede ham for seks år siden, hvor han takkede af efter et livslangt alkoholmisbrug og en krop, der var nedbrudt af HIV og andre sygdomme. Han er min drivkraft – min evige grund til at råbe op. Og han er mit skræmmebillede for det samfund, der af uvidenhed vender ryggen til vores mest udsatte børn.
Deltag i debatten
|