I november skrev jeg her på denne bagside, at der er grænser for, hvad fagligheden kan tåle. Det var på baggrund af de besparelser, vi ser på de tidligere amtslige specialiserede områder, og hvor jeg selvfølgelig havde særlig fokus på mennesker med udviklingshæmning. Det faktum, at kommunerne ikke har penge til at løfte opgaven, skal jeg ikke anfægte, men jeg vil gerne med STORE BOGSTAVER understrege, at den moralske hetz, vi ser fra flere kommunale politikere, er skræmmende.
Eksempel 1: En borgmester er ude med budskabet om, at serviceloven skal laves om, så det bliver muligt at tvangsmedicinere borgere, som ellers skal mandsopdækkes. Hans begrundelse er, at man for samme midler, som bruges på en enkelt borger, kan betale hjemmehjælp til mere end en håndfuld ældre. Eller der kan etableres en ekstra børnehave og så videre.
Eksempel 2: En anden borgmester foreslår en ekstra ‘gul pille’ i pilleæsken for at bringe ressourceforbruget ned.
Det ville være fantastisk, hvis der fandtes en ‘violet pille’, som kunne få disse personers sorte menneskesyn til at forsvinde. Men den findes ikke. Vi kan kun med vedvarende stædighed påpege, at et menneskesyn, som disse eksempler giver udtryk for, på ingen måde bør blive fremherskende i en velfærdsstat anno 2010.
Om serviceloven skal laves om, så disse borgere får et mere værdigt liv, er en helt anden diskussion, som vi kan tage en anden gang.
En anden for mig uetisk tankegang er den ‘kreative’ form for brugerbetaling, som vi ser masser af eksempler på for tiden.
Eksempel 3: Personer, som ikke er i stand til at overskue situationen, kan få dette spørgsmål: ‘Vil du ud og rejse?’ Ja, hvem vil ikke det, men forstår personen, at der skal betales en løndel til personalet ud over rejseudgifterne i øvrigt?
Jeg kan komme med mange flere eksempler på, at mange bosteder ‘kreativt’ har snablen langt nede i tegnebøgerne hos mennesker med udviklingshæmning.
Desværre er der heller ikke en kulørt pille, som kan kurere denne form for umoralsk adfærd. Men de mange eksempler på systematisk overtrædelse af lovgivningen, som begrundes med, at personen selv har sagt god for det, har gjort, at jeg sammen med Socialpædagogerne og Socialt Leder Forum har drøftet, hvordan vi får belyst, hvor stort problemet er.
Deltag i debatten Føler i jer som personale i et botilbud i klemme mellem myndighed og det ansvar, i har overfor de beboere, som i skal være advokater for? Er den almindelige traditionelle tankegang om kollek tiv solidaritet, når man bor i et fællesskab, en hindring for, at i gør op med fællesudgifter til hvad som helst? |