Hvad har en kop kaffe en lørdag formiddag med det sociale serviceniveau at gøre?
Dette er ikke en historie om en rigtig eller en forkert pædagogik, men en fortælling om to fagkulturer, der ikke kunne nå hinanden. Det handler om to kommuners vidt forskellige tilgange til arbejdet med psykisk syge borgere. For Jette Vex endte det med, at hun blev fyret
Engang var der en reklame, som fortalte, at der skal to til en god kop kaffe. Men det gælder bare ikke, hvis den ene er socialpædagogen Jette Vex. Når hun lørdag formiddag brugte sin fritid på at drikke kaffe sammen med beboerne, så overskred hun ifølge forvaltningen mangefold det serviceniveau, Skanderborg Kommune har besluttet skal gælde i de socialpsykiatriske bofællesskaber. Og så blev Jette Vex fyret.
Men det var ikke kun kaffen, den var gal med. Historien om hendes fyring handler om to grund læggende forskellige kulturer i socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune. Den gamle og den nye.
Jette repræsenterer den gamle, sådan som den var i Ry Kommune før kommunesammenlægningen. Her var det almindelig praksis, at medarbejderne for eksempel havde deres arbejdsmobiler tændt i fritiden, så beboerne kunne kontakte dem, hvis der var behov for det. Og at man tog af sted midt om natten, hvis beboeren havde brug for det.
Sådan har Jette og de andre medarbejdere arbejdet i de ni år, Bofællesskabet Lynghovedvej i Ry har eksisteret. Og Jette har været med fra starten. Ja, hun var med til at udvælge de seks beboere, som dengang flyttede ind. Nogle af dem bor der stadig, og to af dem har i alle årene haft Jette som deres bostøtte.
Og så er der den nye kultur, som er skabt ovenpå kommunesammenlægningen, hvor socialpsykiatrien i Ry, og dermed også bofællesskabet, blev lagt sammen med socialpsykiatrien i de øvrige kommuner og blev samlet til en fælles socialpsykiatri i Skanderborg Kommune. Der er en central leder, som udstikker fælles rammer for arbejdet, og målsætningen er blandt andet, at der skal være ens serviceniveau. Derfor nyttede det ikke, at Jette Vex brugte sin fritid på at hjælpe beboerne i et bofællesskab, når andre beboere andre steder i kommunen ikke kunne få samme service.
Ingen kommentarer Skanderborg Kommune har ikke ønsket at medvirke i artiklerne. Leder af socialpsykiatrien Bente Østrup Madsen siger til Socialpædagogen: ‘Jeg har ingen kommentarer, da det er en personalesag’. |
Da ros blev vendt til ris
Bofællesskabet blev i sin tid oprettet for midler fra Socialministeriet, og var det første (og eneste) i socialpsykiatrien i det daværende Ry Kommune. Målet var at hjælpe de psykisk syge ud af ensomhed og isolation ved at tilbyde dem et socialt samvær, som også gerne skulle være med til at forebygge indlæggelser.
Jette Vex blev udpeget som tovholder og ansvarlig i bofællesskabet. Det betød blandt andet, at hun var ansvarlig for et mindre budget, fordeling af vagter, ansættelse af vikarer og kontakt til blandt andet håndværkere. Ud over beboernes egne lejligheder var der også et fælleshus, hvor der skulle være personale. I fælleshuset blev der blandt andet arrangeret fællesspisning for de beboere, der ønskede at deltage. Ved siden af fællesspisning og fællesarrangementer, fik beboerne individuel bostøtte af en medarbejder, og Jette var fast bostøtte for to beboere.
Men ved kommunesammenlægningen i 2007 begyndte problemerne. Allerede på det første møde mellem den samlede personalegruppe fra socialpsykiatrien i Ry og den centrale leder kom der grus i maskineriet. Personalegruppen var blandt andet utilfreds med, at den skulle løbe til en masse fællesmøder i kommunens socialpsykiatri, og følte, at tiden kunne bruges bedre på at være sammen med brugerne. Desuden brød personalet sig heller ikke om den omgangstone, som den centrale leder førte på møder med medarbejderne.
– Lederens tone blev oplevet som formanende og styrende, og der var ingen forståelse for det arbejde, vi hidtil havde udført, og som vi i øvrigt kun havde fået ros for i den gamle Ry Kommune. Vi fik at vide, at fortiden skulle begraves. Nu var det en ny kommune, siger Jette Vex.
Den daglige leder af socialpsykiatrien i Ry skrev derfor, at man ikke ønskede, at den centrale leder fremover deltog i møderne i Ry. Udover bofællesskabet er der også det såkaldte ‘Værestedet’. I alt er der 12 ansatte i socialpsykiatrien i Ry, heraf er de fire tilknyttet bofællesskabet.
Så blev den daglige leder af socialpsykiatrien i Ry fyret.
Og det hjalp ikke, at både medarbejdere og beboere protesterede over fyringen til både borgmesteren og andre i Skanderborg Kommune.
Men forvaltningen mente ikke, at det pædagogiske arbejde var godt nok. I et notat skrev lederen af socialpsykiatrien blandt andet:
‘Det der kendetegnede indsatsen var en fokusering på det medmenneskelige og kærlige frem for den personlige professionelle indsats.’
Og videre står der: ‘Det kommunalt vedtagne serviceniveau har været overskredet mangefold’.
Desuden gav forvaltningen også denne karakteristik af personalet: ‘Hos leder såvel som medarbejdere manglede forståelse for og accepten af de rammer, organisationen (socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune red.) stillede op’.
Ikke mere kaffeslabberas
Socialpsykiatrien i Ry fik en ny daglig leder.
Men uroen fortsatte. Der blev snakket en del i krogene, og utilfredsheden med socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune var stor. Der var Ry-holdninger og så var der de andres. Medarbejderne var blandt andet utilfredse med, at de ikke længere kunne bytte vagter indbyrdes. Nu skulle det højere op i systemet og sagsbehandles.
I det daglige pædagogiske arbejde med brugerne af socialpsykiatrien var der dog ingen ændringer. Der var ikke fra centralt hold kommet nye instrukser om ændret praksis eller regler for arbejdet. Jette blev heller aldrig, i de snart tre år, der efterhånden var gået siden kommunesammenlægningen, indkaldt til møde om at ændre hidtidig arbejdsmåde – hverken pædagogisk eller praktisk. Og hun oplevede da også kun tilfredshed med sin indsats. I begyndelsen af 2009 havde Jette medarbejderudviklingssamtale med den nye daglige leder:
– Jeg fik ros for mit arbejde og fik at vide, at jeg gjorde en forskel i forhold til beboerne. Der var også tilfredshed med mig som medarbejder.
Der blev ikke udarbejdet skriftligt referat af samtalen.
I sin lange erhvervskarriere har 57-årige Jette Vex aldrig fået anmærkninger i sin personalesag, ej heller er hun nogensinde blevet indkaldt til tjenstlige samtaler.
Stor var hendes overraskelse da også, da et tidligere aftalt møde om beboernes handleplaner i stedet kom til at handle om hendes arbejdsindsats. Den ændrede dagsorden fik hun først besked om under selve mødet. Mødet fandt sted den 4. november 2009, og til stede var kun den daglige leder af socialpsykiatrien i Ry og den centrale leder.
Jette fik at vide, at ledelsen opfattede hendes arbejde over for beboerne som ‘problematisk, da det gav et skævt serviceniveau i kommunen’.
Og hun fik besked om, at hun kun måtte opholde sig i bofællesskabet, ‘når hun er på arbejde for socialpsykiatrien’.
Da mødet var slut, gik Jette temmelig chokeret hjem.
– Jeg følte mig kørt mere og mere ud på et sidespor, siger hun.
Et par måneder efter mødet søgte hun om at få individuel supervision, men fik afslag med besked om, at det kun kan bevilges, hvis hun eksempelvis har været udsat for trusler eller vold.
Ånden fra Ry skal begraves
Selv om socialpsykiatrien i Ry havde fået ny daglig leder, gik samarbejdet mellem medarbejdere og ledelsen dårligt. Derfor valgte forvaltningen at sætte et konsulentfirma på opgaven, og på et to dages seminar i februar 2010 – med medarbejdere, den daglige leder og den centrale leder af socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune – var målet at få skabt et velfungerende team i socialpsykiatrien i Ry og få et godt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse.
I den første øvelse blev de alle sat i en rundkreds, og efter tur skulle medarbejderne fortælle, hvad de havde mistet ved kommunesammenlægningen. De får hver 10 minutters taletid. Med i rundkredsen var også de to ledere, der lyttede.
Så var det Jettes tur. Hun fortalte, at hun havde mistet alt, og hun fortalte om sit møde med ledelsen, hvor hun fik at vide, at hun ikke længere måtte komme i bofællesskabet i sin fritid. Hun talte og talte, indtil kursuslederen afbrød hende og sagde, at der ikke var mere tid.
Det blev både det første og det sidste, Jette fik sagt på det seminar.
Nu kan det være nok
Efter rundkredsen var der pause, og Jette havde det dårligt. Var hele tiden lige ved at græde, selv om det ellers ikke normalt er hendes måde at reagere på.
Hun henvendte sig til konsulenten og sagde, at hun ikke havde det særlig godt og gerne ville have lov til at tage hjem.
Det fik hun lov til. Konsulenten spurgte, om hun havde fået psykologhjælp?
Det havde hun ikke, og hun følte sig heller ikke syg, men havde det bare skidt med kurset.
Næste dag blev hun ringet op af den daglige leder, der fortalte, at der var arrangeret psykologhjælp til hende.
Hun sagde ja til psykolog, og forberedte sig ellers på at gå på arbejde. I de ni år, hun arbejdede i bofællesskabet, havde hun ikke en eneste sygedag. Og heller ikke nu følte hun sig syg.
Men så modtog hun fra sin daglige leder en SMS, hvori der stod, at inden hun raskmeldte sig, ville ledelsen gerne have en samtale med hende.
Jette nåede ikke at raskmelde sig.
Da hun havde været sygemeldt omkring en uge, fik hun meddelelse om, at kommunen havde besluttet sig for at afskedige hende.
Hun fik ikke beskeden af sin arbejdsgiver, men derimod af sin fagforening, Socialpædagogerne, som Skanderborg Kommune havde kontaktet, fordi man ønskede at indgå en fratrædelsesaftale for Jette.
Skanderborg Kommune skrev i sin begrundelse for at afskedige Jette Vex, at ‘Socialpsykiatrien ikke har tillid til, at det fremtidige samarbejde vil kunne komme til at fungere’.
Retten til at afskedige er i princippet fri. Arbejdsgiver skal dog overholde visse spilleregler. Blandt andet skal afskedigelsen være saglig, og det var Socialpædagogernes opfattelse, at det var den ikke i tilfældet Jette Vex. Hun havde for eksempel ikke fået en advarsel forud for, at hun blev afskediget. Socialpædagogerne anlagde derfor sag ved Afskedigelsesnævnet, men sagen blev forligt, inden nævnet fik bedømt sagen, idet Skanderborg Kommune indvilgede i at betale en godtgørelse til Jette Vex.
– Jeg er selvfølgelig glad for pengene. Men for mig handler det om min ære, min stolthed og min faglighed. Det betyder alt for mig, og jeg synes det er groft, at man bare kan komme af med mig på den måde, siger Jette Vex.
Artiklen bygger på interview med Jette Vex og på sagens akter fra Skanderborg Kommune og fra den advokat, Socialpædagogerne har bedt føre sagen for Jette Vex.
Diskuter dilemmaet på facebook: Hvornår må arbejdsgiveren blande sig i fritiden? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |