icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Skanderborg kommune

Vi vil have Jette tilbage

Beboerne vil have deres fyrede bostøtte tilbage, og to af dem har i protest helt afvist at få hjælp fra socialpsykiatrien i Skanderborg Kommune

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 25-2010 /

Det er ikke kun medarbejderne i Bofællesskabet Lynghovedvej i Ry, der efter kommunesammenlægningen har skullet indstille sig på de nye forhold i Skanderborg Kommune. Også for de seks beboere har det været en turbulent periode.

Flere af dem har haft Jette Vex som bostøtte i de knap ni år, bofællesskabet har eksisteret. Det har de ønsket at blive ved med, og derfor har de skrevet til borgmesteren i Skanderborg Kommune: ‘Vi vil have Jette tilbage’. ‘I har fjernet fundamentet i vores liv’.

Borgmesteren svarede tilbage, at han har tillid til ledelsen af kommunens socialpsykiatri.

En af beboerne bad byrådet om at få lov til at ansætte sin egen bostøtte og henviste til, at nogle handicappede selv kan vælge deres hjælper. 

Men kommunen afviste, at byrådet kunne behandle henvendelsen: ‘afgørelser om tildeling – eller afslag på tildeling – af ydelser kan ikke forelægges for byrådet’, lød kommunens svar.

Der er heller ikke hjælp at hente hos socialminister Benedikte Kiær (K). Hun skrev:

‘Det er kommunen, der bestemmer, hvem bofællesskabet skal ansætte eller afsætte.’

I skal samarbejde

Efterfølgende skrev beboerne til ledelsen af socialpsykiatrien, at de ikke længere ønsker, at ledelsen viser sig i bofællesskabet, men at al kontakt skal gå gennem medarbejderne.

Men det kan beboerne ikke selv få lov til at bestemme.

Bofællesskabet er oprettet efter lejelovens bestemmelser, og beboerne betaler en husleje, som både dækker deres egen bolig og fælleshuset. Det betyder, som ledelsen skrev i sit svar til beboerne, at ‘bofællesskabet er jeres eget hjem’.

Men bofællesskabet er samtidig også et tilbud, som kommunen har etableret efter servicelovens bestemmelser, og som bliver givet til folk, der har brug for en særlig form for støtte. Det betyder blandt andet, at kommunen ansætter medarbejdere, som skal støtte beboerne, og den har pligt til  at føre tilsyn med, at opgaverne løses forsvarligt. Og det kan kommunen kun gøre ved, at den har kontakt med beboerne. ‘Derfor vil vi skulle mødes med jer’, skrev ledelsen i sit svar til beboerne.

To af beboerne har efterfølgende valgt at sige nej tak til nogen form for støtte fra socialpsykiatrien. 


Artiklen bygger på det skriftlige materiale, som Socialpædagogen via en beboer i bofællesskabet har haft adgang til.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis