icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Anerkendelsens tyranni - når en overdosis sundt bliver usundt

  • Af Kim Buch-Madsen, konsulent
  • 11-2010 /

Inspireret af meldinger fra marken og personlig irritation over halleluja-duften i det anerkendende bageri, skrev jeg for en tid siden artiklen ‘Rend mig i rummeligheden og anerkendelsen’ til et nyhedsbrev for specialpædagoger. I bevidsthed om, at jeg råbte højt i kirken og virkelig udfordrede nogens hjertebarn, havde jeg forventet buksevand, brevbomber og tæv i skolegården. Jeg fik i stedet fore-dragsinvitationer og indbydelser til konsulentopgaver.

Det anerkendende har nogle utilsigtede skyggesider, som kan stække engagement, ægthed, åbenhed og mangfoldighed. Denne artikel er bevidst skarp med fokus på skyggesiderne. Der er så rigeligt forherligende, ukritiske røster og næppe brug for endnu en stemme i det kor.   

‘Too much of a good thing is a bad thing’
Britisk ordsprog

Så enkelt kan min kritik udtrykkes. Hermed også sagt, at jeg ser meget godt i det anerkendende. Blot bliver det i sin rene form en utopi, der krakelerer i mødet med virkelighedens menne sker og vilkår. Sundt bliver til usundt, når det overdrives og bruges ukritisk.

Alle citater i artiklen er autentiske, men navnene er opdigtede. Vi kan starte med Maria:

‘Og så sad vi dér og talte og talte og talte om anerkendelse, rummelighed, kærlighedsteams, magtfrie relationer, ligeværdig dialog og jeg-ved-ikke-hvad. Det var simpelt hen så sødt, blødt, frelst og fantastisk, at det ikke var til at holde ud. Jeg fik den frygteligste trang til at kaste op i lårtykke stråler, råbe ‘røv’ eller noget andet grimt for at forstyrre al den søde, frelste pænhed’
Maria, København

Andre end Maria har siddet tilbage med en omklamrende fornemmelse af plusordsparader og pænhedsbetændelse i mødet med det anerkendende.

‘Anerkendelsesfilosofien har fået en gennemslagskraft, som  gør at der er gået wellness i den på store dele af arbejdsmarkedet. Vi har fået et lykkepersonale i form af pædagoger, der skal kredse om den enkeltes selvværd. Og nu har vi også fået en lykkeledelse, der skal bestyre den hyggelige stemning og har ansva ret for, at den enkelte ikke bliver ramt på sin personlighed’
Claus Holm, prodekan, Dan-marks Pædagogiske Universitetsskole (Information 16.01.2009)

Anerkendende teori og metode bygger på tre søjler:

  • Udforske frem for at konkludere.
  • Anerkende frem for at kritisere.
  • Mange ligeværdige opfattelser, ingen mere rigtige end andre.

Læg hertil en forførende brug af uimodsigelige retoriske herligheder, og vi er ved at ha’ indkredset, hvad det anerkendende handler om.   

Grænser for rummelighed

Jeg tror det anerkendende gør godt mange steder. Hvis det altså bruges som en teori og metode på linje med alle de andre i værktøjskassen. Godt i nogle situationer, skidt i andre. Men som rettesnor for alt samarbejde duer det ikke. Hvis der også skal være rimelighed til, må der være grænser for rummeligheden.  Man kan ikke rumme alt uden at sprænges.

Og til forskel fra de guds stedfortrædere på jord, vi møder i den anerkendende teori, så gør  virkelighedens mennesker af og til ting, der ikke skal anerkendes, men underkendes.

Den pædagogiske verden har været plaget af en række grimme og mediebelyste ‘sager’ de seneste år. Var der mon nogen, der skulle ha’ under-kendt langt tidligere? Det, man ser, men ikke reagerer på, det accepterer man.

Så slemt går det heldigvis sjældent, men også en velfungerende dagligdag byder på situationer, der er svære eller umulige at håndtere positivt.

Engang imellem er et problem eller en kritik netop det. Så må man kalde tingene ved rette navn, med mindre man vil sælge ud af autenticiteten.

Krampagtige forsøg på at få pillen til at glide lettere ned med retorisk glidecreme vil blot virke utroværdige.

Godhedstyranni

Skyggesiderne synes glemt mange steder, hvor det nærmest ligner religion uden plads til anderledes troende. Måske det anerkendende har svært ved at anerkende andet end sig selv? 

Har man i de bedste hensigter fået skabt et godhedstyranni, pakket i forførende gevandter af uimodsigelige plusord, der gør opposition vanskelig og  får anderledes tænkende til at fremstå næsten onde og i hvert fald dumme?

Noget er galt, hvis opponerende røster holdes nede af indirekte, men stærke sociale sanktioner:

‘Det er lige nøjagtigt sådan jeg har det, men jeg synes det er svært at sige højt’
Karin, østjysk pædagog

‘Hvor er det dejligt nogen omsider siger det højt, det troede jeg slet ikke man kunne’
Dorte, københavnsk pædagog

‘Der er så stærk social kontrol omkring det anerkendende, at du ikke drømmer om det. Der er i den grad brug for at ruske op i det’
Mette, pædagog, der forlod faget

Anerkendende teori er larmende tavs, når det gælder diskussionen af egne mangler og skyggesider. Det skal vi måske heller ikke forvente af teoretikere, der markedsfører egne paradigmer eller konsulenter, der sælger egne varer.

Optikeren fortæller dig jo heller ikke, at briller dugger i regnvejr, bliver væk hele tiden og er dødirriterende, når man kysser.

Men samarbejde, ledelse og kommunikation er ikke kun fag og videnskab. Det er lige så meget mode og marked, hvor gammel vin jævnligt hældes på nye flasker, og kendt viden får nye forførende navne, når butikken skal holdes i gang.

Stress eller frigørelse

Man kan udfordre mange af det anerkendendes grundlæggende antagelser. F.eks. at mennesker vokser gennem ros og hæmmes af kritik.

Hermed kaster man let og elegant vrag på årtiers psykologisk viden og årtusinders evolutionsmæssig erfaring. Som samstemmende viser, at vi også vokser af bøvl, problemer og udfordringer.

Mennesker er heldigvis både fantastiske og frustrerende. Netop det gør os til mennesker. Måske det anerkendendes idylliserende menneskesyn stresser os i stedet for at frigøre os?

Med min ret til være menneskelig og begå fejl følger også mine kollegers ret til at korrigere mig i ny og næ. Det har både jeg og min faglighed sådan set brug for, og det samme gælder dig. For engagement og udvikling har det med at opstå, hvor medspil og modspil går hånd i hånd

Det anerkendende udspringer af den positive psykologi, som egentlig er ganske enkel.  Godt samarbejde er kendetegnet af ca. 80 procent positiv og 20 procent kritisk kommunikation. Denne balance er ret veldokumenteret. Som når du passer en have må du stimulere det sunde og beskytte det sunde mod det usunde. Ignorerer du det usunde, får du en syg have eller et ditto samarbejdsklima.

Men i anerkendende praksis skævvrides den positive psykologi ofte til en ensidig karikatur, der mere ligner en spændetrøje end den frigørelse, som egentlig var meningen med det hele.

Det går galt, hvis man forveksler som regel positiv og anerkendende med altid positiv og anerkendende. Det første er sundt og sandt. Det sidste er forkert, forført og farligt. 

Frygtsomme mimoser

Den perfekte teori, metode eller idé er endnu aldrig skabt og heldigvis for det. Ned med faglig fundamentalisme og hurra for mangfoldigheden.

Hvis noget fremstiller sig som absolut sandhed frem for én mulighed blandt andre, så er der gået religion i den, og religion hører som bekendt ikke hjemme på arbejdspladsen.

Debatterer I de kritiske sider ved det anerkendende? Drøfter I, hvad det ikke kan bruges til? Hvis ja, så god arbejdslyst. Hvis nej, så skulle I måske starte nu?

Det anerkendende lærer os at dyrke harmonien og sky uenigheden. For uenighed kan hurtigt opfattes som kritik, der anses som farlig, fordi den hurtigt kan blive til konflikt. 

Det tror man i hvert fald, og via en selvforstærkende ond cirkel får man ret. For selvfølgelig bliver man kejtet til at gi’ kritik og tyndhudet i at ta’ imod den, når man aldrig øver sig.

Til sidst får man et arbejdsklima befolket af sarte mimoser, hvor selv det spædeste miav opfattes som et livstruende løvebrøl , og ingen tør udfordre gruppens synspunkter af velbegrundet frygt for sociale sanktioner.

Hvilket ofte er tavshed. Den slags får man ondt i maven af, for man ved kun alt for godt, at der ikke er tavshed bag kulisserne.

Faglighedens sjæl

Uenighed hæmmes yderligere af den anerkendende ide om, at alle opfattelser er lige, ingen mere rigtige end andre. For så føler man sig svag i troen og bedrevidende ved at forfægte sit eget synspunkt frem for et andet.

Men når uenighed bliver dårlig tone, sælges der ud af den livsvigtige mangfoldighed, og konformiteten kommer snigende. Hvor den går ind, går hjerteblodet ud og lige så med den faglige udvikling.

Men uenighed er nødvendig, den er sådan set faglighedens sjæl, lige så vel som den er videnskabens. Hvordan skal vi sammen blive det bedste af dig og mig, hvis du gør og mener det samme som jeg?

Jeg har udformet en række kætterske spørgsmål til udfordring og inspiration. De er helt bevidst skarpe, måske endda provokerende. Der er ikke brug for mere pænhed, men for ærlig snak og slag i bolledejen.

  • Hvor går kritik hen, når ros ophøjes til norm, og pænhed bliver uskreven lov?  Måske i korridoren, til kaffemaskinen, til de ‘fortrolige’ tomandssamtaler? Der, hvor bagtaleriet foregår?
  • Hvad gør det anerkendende for jer? Bringer det jer fremad? Eller er I kujoneret af godhedstyranni?, Forført af vaniljeretorik? Hæmmet af føleri der truer fagligheden?
  • Hvad opdrager man hinanden til? Forkælede anerkendelsesjunkier? Der suger ros til sig som en tørstig svamp  og omdannes til et stikkende pindsvin ved den blotte antydning af kritik?
  • Hvad nu hvis vi underminerer det faglige niveau og skaber rygklapperkulturer med sprog og praksis, der udelukker alt andet end ros? Hvad dominerer din arbejdsplads? Højeste eller laveste fællesnævner?
  • Det kræver mange ord at svøbe hverdagen i anerkendelsens verbale puddersukker. Hvad nu hvis det gør os trætte i knolden og udbrændte i hjertet, fordi vi sælger ud af autenticiteten, når anerkendelse bliver norm og ikke lyst?
  • Hvad nu hvis det indirekte og ordrige sprog fungerer som en utilsigtet ekskludering af de, som ikke evner eller orker de særlige koder? Eksempelvis andre nationalkulturer, en del mænd, eller folk med introvert arbejdsstil.
  • Føler du dig udmattet og afmonteret fra det pædagogiske arbejde af mange og lange møder? Måske det har at gøre med de anerkendende idéer om, at alt er lige sandt, lige relevant og lige værdifuldt?  Hvis alt er lige gyldigt bliver det meste ligegyldigt og mødestyring en umulighed.
  • Hvad nu hvis man gør hinanden stressede af for mange begyndelser og for få afslutninger, når alting konstant er til debat, fordi man skal ‘udforske frem for at konkludere’? Hvad nu hvis det bliver som at køre bil med håndbremsen trukket, fordi der snakkes for meget og handles for lidt?

Det anerkendende markedsføres som arbejdslivets schweizerkniv. Som metoden til enhver situation, teorien over alle teorier. Sådan er det, når en idé er moderne. Senere kommer erfaringerne, og man mærker skyggesiderne, de grimme bivirkninger, måske at kejseren slet ikke har tøj på. Konstruktivt modspil modner ideen til en mere afdæmpet, realistisk form, eller den forsvinder helt. Det anerkendende har opbrugt sin kvote af medspil og mode. Det er blevet tid for modspil og modning.  Jeg håber at fløjte en tiltrængt debat i gang.

Kim Buch-Madsen er cand.merc., foredragsholder, forfatter og konsulent, mail kbm.ioa@cbs.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt