Et projekt i Kalundborg for en yngre psykisk syg mand koster så meget, at man for de samme penge kan drive en børnehave og en vuggestue (pasningsordning for mere end 100 børn). Det må da være muligt at gøre det billigere! Ja – mit ærinde er ingenlunde at forsvare skånselsløs og amoralsk overforbrug i kommunale enkeltmandsprojekter for mennesker med varigt nedsatte psykiske og fysiske funktionsevner eller sindslidende.
Mange enkeltmandsprojekter er oprettet som følge af et akut opstået behov herfor, hvorfor de ofte ikke fungerer ideelt rent logistisk. Projektet kan være etableret afsides i for-hold til ‘moder’-boform, hvilket gør det mindre fleksibelt med hensyn til at foretage rokader medarbejderne imellem samt dække faste medarbejderes fravær. Ligesom projektet i nogen udstrækning udelukkes fra de rationelle fordele ved drift af større boformer. Derudover er det en ulempe, at den økonomisk ansvarlige ledelse typisk vil have begrænset føling med forholdene i projektet.
Udgiftsposter kunne reduceres ved en højere grad af omtanke og ansvarlighed. For eksempel afstemme indkøb med faktisk forbrug, hvorved ressourcespild af kassable/ fordærvede fødevarer kunne minimeres; mindske unødigt strømforbrug – opsætte lysfølere i sjældnere benyttede rum og eksempelvis slukke for pc’er, radio/tv og andre eldrevne apparater, når disse ikke anvendes; behandle materielle ting med større omhu, herunder overveje rentabiliteten i vedligeholdelse og reparationer, inden der tyes til nyerhvervelser Men jeg er overbevist om, at de største besparelser kan findes qua en bedre vagtplanlægning.
Naturligvis skal medarbejderne ikke slække på de overenskomstmæssige rettigheder eller de vilkår, den enkelte har forhandlet sig frem til. Det vil sige grundlønnen er sikret; reglerne omkring tillæg ved aften-/nat-/weekend- og helligdagsarbejde skal overholdes; ligeså rettighederne vedrørende overarbejde, kompensation for inddragelse af mistede fridage, sygefravær og omsorgsdage med videre. Lønudgiferne kan løbe løbsk, hvadenten der nødtvun-gent eller bevidst planlægges med overarbejde – tilkaldevikarer kan være indisponible, fordi de tidligere er blevet forbigået og derfor har søgt supplerende indtægtsmuligheder – måske er der tilknyttet for få vikarer. Faste medarbejderes ekstratimer i et ofte psykisk og fysisk belastende arbejdsmiljø kan selvsagt føre til øget sygefravær og eventuelt ressourcer til krisepsykologisk behandling med efterfølgende øgede lønudgifter til følge – spiraleffekten: Mere overarbejde, øget vikarforbrug og eventuelt introduktion af nye medarbejdere.
VK-Regeringen har fore-slået, at kommunerne lærer af hinanden med hensyn til mest rationelt at yde pædagogisk interventionsarbejde til borgere i enkeltmandsprojekter – ergo lade den billigste løsning være statuerende eksempel for de øvrige. Det er imidlertid en al for unuanceret måde at anskue forskellene på. Selvklart er borgerne individuelt uhomogene, hvorfor graden af intervention vil variere. Nogle vil på kortere sigt kunne indgå i et tættere socialt fællesskab på en boform, mens enkeltmandsprojektet for andre kan være en permanent løsning. Der er store forskelle kommunerne imellem, hvad angår lønniveau, potentielle medarbejderes anciennitet, rekrutteringsgrundlaget, populationen af matchende boformer, faciliteter, de enkelte projekters behov for supervision eller personaletræning med mere.
Der kan fremtrækkes mange eksempler på, at etablering af enkeltmandsprojekter har ført til et fald i sygefravær og personaleflugt på ‘moder’- boformen. Derudover er antallet af volds- og magtanvendelsesregistreringer generelt set faldet. Såvel trivslen for beboere som personale er højnet, hvilket har været medvirkende til, at personale kan fastholdes og beboeres regressioner reduceres.
Enkeltmandsprojekter kan synes som en omkostningstung foranstaltning. Men alternativet kan meget vel vise sig at have langt større menneskelige og økonomiske omkostninger. Derfor er det vigtigt at tænke langsigtet og bruge de relativt mange midler og den gode normering i en given periode – måske permanent. Men naturligvis fordres omtanke og ansvarlighed fra alle involverede omkring enkeltmandsprojekterne.
Mikael Sørensen er bachelor i voksenpædagogik og ansat som pædagog i et enkeltmandsprojekt/satellit.