Projekt Familieliv uden Vold møder ofte de voldsramte børn, når mor er flyttet fra sin voldelige ægtefælle (oftest børnenes far) og skal i gang med at etablere en ny tilværelse for sig selv og børnene – en tilværelse uden vold.
Målet med projektet er at støtte denne proces bedst muligt, og samtidig at bidrage med den hjælp, som familierne har brug for, for at mindske følgevirkningerne af volden.
Det er et vigtigt og nødvendigt arbejde, hvis børnene i de voldsramte familier skal have en chance for at få et godt liv. Det sætter sig dybe spor at leve med vold i familien. Det er som at bo i en krigszone, men krigen foregår inden for hjemmets fire vægge, ofte hemmeligholdt for omverdenen.
Og det er et trist faktum, at krigen ofte ikke stopper, selvom forældrene flytter fra hinanden. Her starter nemlig processen omkring forældremyndighed og samvær med børnene – en proces, som ofte betyder, at især den psykiske vold i familien fortsætter.
Ud af i alt 16 sager, som vi lige nu har tilknyttet Projekt Familieliv uden Vold, besøger børnene deres far på samvær i ni sager. I alle ni sager er forældremyndigheden afgjort ved domstolene, mens rammerne for samværet er fastsat enten via statsforvaltningen eller retten. I cirka halvdelen af sagerne er der fælles forældremyndighed. I otte ud af ni sager fortsætter den psykiske vold i større eller mindre grad via samværet. Der sker typisk det, at den fastsatte ramme for besøgene ikke respekteres (otte ud af ni sager).
Det kan være en far, der siger, at han lige beholder børnene en ekstra dag, og mor ikke accepterer det. Så bliver hun mødt med udtalelser som: ‘Du kan jo ikke finde ud af at passe de unger alligevel, so!’, ‘Vent bare og se, hvad der sker, hvis ikke…’ eller ‘Jeg gør, hvad der passer mig, og hvis jeg vil aflevere dem i morgen, så gør jeg det’.
Magtdemonstrationer
Ofte hører børnene disse nedgørelser af mors person og trusler om forskellige sanktioner, hvis hun ikke retter ind. Det sker typisk i forbindelse med, at far og mor mødes, når børnene skal afleveres eller hentes til samvær (otte ud af ni sager). Og ofte sker det også under samværet, hvor børnene må høre på fars raseri over for mor og negative syn på hende (fem af ni sager).
Det er svært at forestille sig, hvordan fælles forældremyn dighed skal kunne fungere i familierne. Erfaringen er da også, at det, der skulle være fælles beslutninger på baggrund af, hvad der er bedst for barnet, bliver til magtdemonstrationer, hvor børnene udnyttes som midler til at ramme og straffe den anden forælder. I nogle tilfælde kan det betyde, at barnet hindres i at modtage en meget nødvendig behandling, fordi det kræver samtykke fra begge forældre. I andre, at mors angst for nye overgreb fylder så meget, at hun ikke formår at søge om ene-forældremyndighed på ny. I mange sager oplever vi, at far ikke selv ønsker at tage imod tilbud om behandling. Ofte er volden uerkendt, og oplevelsen er, at det er andre, særligt mor, som skaber problemerne i familien.
Fakta om projektet
|
Uden sikker base
Fra barnets perspektiv betyder det, at samværet kan komme til at fastholde dem i en situation, hvor de må undvære den ‘sikre base’, som er så nødvendig for deres udviklingsmuligheder. Trods skilsmissen oplever børnene fortsat, at netop de mennesker, som skulle passe mest på dem, ikke formår det. Dels må de stille op til de verbale overgreb på og straffeaktioner mod mor – straffe, som de ofte involveres i. Dels står børnene tilbage med oplevelsen af, at deres mor ikke formår at beskytte dem, og at de derfor heller ikke kan stole på hende som omsorgsperson. De fortsatte konflikter betyder ikke mindst, at både mors og fars energi går til hinanden, så overskuddet til børnene kan være meget begrænset.
Mange gange dukker spørgsmålet op, om det overhovedet er godt for barnet at fastholde samværet. Hvor høj skal prisen være? Men man kan også spørge til betingelserne for samværet. Kan vi skabe en ramme for og en støtte omkring børnene, som gør, at de kan have reel glæde af kontakten til begge forældre?
Store faglige krav
Uanset synsvinkel, stiller det at skabe gode vilkår for de voldsramte børn, store krav til de professionelles tværfaglige samarbejde. Ikke mindst fordi der er to forskellige forvaltninger med hver deres lovgivningsmæssige grundlag, forvaltningsmæssige rammer og arbejdsgange involveret i børnenes liv. Dels Statsforvaltningen med forældreansvarsloven som grundlag. Dels B&U-socialrådgivningen og Familiehusene, som baserer sig på Serviceloven.
På Projekt Familieliv uden Volds initiativ har Familiehusene og B&U-socialrådgivningen i distrikt Øst og Tarup og Statsforvaltningen Syddanmark igennem det seneste år derfor forsøgt at styrke det tværfaglige samarbejde ved fælles temadage og en kontaktordning, skal blandt andet være med til at sikre, at Statsforvaltningen får de oplysninger, som den har brug for, når den skal træffe afgørelser om samvær. For familiebehandlerne har det betydet, at følgeskab og støtte ved møder i Statsforvaltningen, samt det at bidrage til sagens oplysning, set fra barnets synsvinkel, prioriteres højt. Statsforvaltningens medarbejdere fortæller, at de nu hurtigere opfanger de negative dynamikker i familierne, og for eksempel vælger at høre forældrene adskilt, så begge får mulighed for at tale under trygge forhold.
I de projektsager, hvor Statsforvaltningen har fastsat samværet, er vores erfaring også, at der gøres en stor indsats for at fastsætte rammer, som reducerer mulighederne for konflikt/vold. I behandlingen følges dette op med samtaler, som kan bidrage til mestring og accept for både børn og voksne – noget som familierne oplever som en nødvendig støtte.
Styrket samarbejde, tak
Når det alligevel er sådan, at samværet volder problemer i otte ud af ni sager, skyldes det altså ikke, at det tværfaglige samarbejde er nyttesløst, eller at indsatserne i henholdsvis Statsforvaltning og B&U-forvalt ning er helt forfejlede. Vi mener tværtimod, at disse tiltag peger i den rigtige retning og samarbejdsmulighederne bør styrkes yderligere. En ønskeliste kunne indeholde følgende:
- Muligheder for samværsordning, hvor samværet begrænses til et omfang, som barnet kan magte, og som ikke kræver nogen form for kontakt forældrene imellem.
- Mulighed for at tilkoble støtte/kontaktpersoner, som kan bistå ved afhentning/ aflevering, samt samarbejde omkring uforudsete situationer som sygdom og lignende.
- Mulighed for permanente overvågede/støttede samværsordninger.
- Mulighed for udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser til brug for en vurdering af samvær og forældremyndighed. Her er de børnesagkyndige undersøgelser ikke tilstrækkelige.
- Muligheder for at tilbyde støttende samtaleforløb sammen med en afgørelse om samvær.
- En styrkelse af de socialfaglige undersøgelsers fokus på barnets trivsel i forbindelse med samvær
- Et forum for det tværfaglige samarbejde, hvor repræsentanter for B&U-forvaltningen og Statsforvaltningen kan mødes jævnligt
- En kontaktpersonordning forvaltningerne imellem, som kan sikre en lettere adgang til hinanden.
Herved ville både Statsforvaltning og B&U-forvaltning blive styrket i at yde den støtte, som børnene i de voldsramte familier har så hårdt brug for, for at kunne leve et normalt børneliv uden vold.