icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tidligere anbragte

Op på hesten

Barndommens omsorgssvigt og anbringelser har trukket store veksler i Johannes Elbæks voksenliv. I dag er han socialpædagog med styr på den professionelle side af livet – privat har han stadig et stykke vej at gå

  • Af Maria Rørbæk
  • 11-2010 /

Johannes Elbæk formulerer drømmen med tryk på hvert et ord: Jeg vil sindssygt gerne være far. Han er 33 år gammel, og på mange måder er han nået langt i livet. Meget længere end folkeskolelæreren fra første klasse ville have troet. Meget længere end man kan forvente, hvis man kun kigger i statistikken over tidligere anbragtes voksenliv.

– Professionelt har jeg taget et kæmpe skridt, privat mangler jeg stadig at tage det næste skridt. Jeg har stadig mange vanskeligheder og ting at kæmpe med, siger han.

Johannes er opvokset i Jylland. Ikke et, men mange forskellige steder. Med flere forskellige stedfædre og flere forskellige stedsøskende.

Da han var tretten år gammel blev hans mor for første gang indlagt på en psykiatrisk afdeling, og Johannes kom på døgninstitution. De næste fire år røg han ind og ud mellem institutionen og hjemmet i takt med, at hans mor henholdsvis fik det bedre og værre. Han boede også et halvt års tid i en plejefamilie.

– Det var ikke fordi hverken børnehjemmet eller plejefamilien fejlede noget. Slet ikke. Det var mere det med at blive fjernet. Fjernet som man fjerner sine sko fra bordet. Sådan tænkte jeg, og jeg følte mig kasseret, husker han.

Tænk du står endnu

Også før indlæggelserne havde moderen svært ved at tage vare på ham. Tit lå hun i sengen, når  han kom hjem fra skole. Deprimeret og ude af stand til at stå op. Andre gange gik hun på værtshus og Johannes husker det som om, hun i lange perioder konstant var fuld. Vold og ydmygelser var også en del af barndommen.

– Når jeg fortæller andre om mit liv, bliver de tit overraskede: Tænk at du står endnu. Tænk at du ikke er blevet narkoman, genfortæller han.

Men Johannes sank ikke til bunds. Han svømmede opad.

Efter at have klaret sig rigtig dårligt gennem hele folkeskoleforløbet, gav han sidste sommer baghjul til alle de negative forventninger:

Han afleverede sin bacheloropgave på pædagogstudiet, afsluttede med top-karakteren tolv, og kan i dag kalde sig socialpædagog med fast arbejde på et behandlingshjem for tidligt skadede børn.

– Og det efter at min lærer i første klasse havde sagt til min mor, at jeg nok var evnesvag, siger Johannes, der som barn græd, når han skulle lave en bogfremlæggelse og lagde sig ned på gulvet og skreg, når han skulle regne matematikopgaver.

– Set i bakspejlet klarede jeg mig jo ikke dårligt, fordi jeg var dum, men fordi der var skuddermudder i mit hoved, konkluderer han.

Fagligt stolt og stærk

I dag synes Johannes, at han har fået styr på den professionelle del af livet. Der er stolthed i stem-men, når han fortæller om arbejdet på behandlingshjemmet Landerupgård uden for Kolding.

– Jeg får tit at vide, at jeg har et højt fagligt niveau, og min leder har sagt, at hun tager hatten af for den måde, jeg arbejder med børnene, siger han.

Privat spænder barndommens svigt stadig ben.

– Jeg tror aldrig, jeg slipper helt af med følelsen af mindreværd. Når jeg er på arbejde, kan jeg være rolig og selvsikker og for eksempel komme med et fagligt modspil til personalemøderne. Når jeg er privat, kan jeg stadig svede i hænderne og blive usikker. Skal jeg på arbejde, har jeg aldrig problemer med at stå op om morgenen, og jeg kører derudaf med 120 kilometer i timen. Når jeg har fri, kan jeg derimod stadig have dage, hvor jeg bare  ligger med dynen over hovedet og ikke står op. Jeg tror, det er fordi, at jeg er Pædagogen Johannes på arbejdet. Privat er jeg bare Johannes.

Svært med kærlighed

Barndommens spøgelser melder sig især i de tætte relationer. Når ømhed og kærlighed er på spil.

– Jeg har mistet flere venskaber og kærester, fordi jeg har løjet for at dække over min skrøbelighed. Og for at tage mig bedre ud i andres øjne, fortæller Johannes.

Som barn har han nemlig lært at små fejl kan være fatale. Som dengang han ikke havde skyllet sæben ud efter opvasken.

– Den forsvinder jo af sig selv, argumenterede lille Johannes.

Slam!  Moderen stak ham en knaldende lussing. Følelsen af at være nul og niks, sidder stadig i ham, så han nogle gange har løjet som et værn mod at blive set sådan. Som dengang der var konstateret fnat på det plejehjem, hvor hans daværende kæreste arbejdede som sygeplejerske, og alt personale og personalets pårørende derfor skulle tage en kur samtidig. Johannes havde været på apoteket, han havde købt kuren, men han havde ikke taget den.

– Jeg havde haft for travlt, så jeg havde simpelt hen glemt det. Det var det, jeg skulle have sagt, da min ekskæreste spurgte mig, om jeg havde taget den… Men det, jeg sagde, var: ‘Ja!’ Det er bare et lille eksempel, men der har været mange andre  eksempler som det, der samlet gør, at min ekskæreste oplevede tillidsbrud. At hun ikke følte, hun kunne stole på mig, fortæller han – og understreger, at den slags aldrig kunne ske på hans arbejde. Der lyver han aldrig.

– Og det er fordi, jeg ikke skal stå følelsesmæssigt til regnskab på samme måde. Jeg kan ikke såre – og såres – af en kollega på samme måde, som jeg kan såre – og såres – af et menneske, der elsker mig.

Specielt talent

Da Johannes var helt ung, så det ud som om, hans liv kunne sande til. Han drak meget og magtede ikke at tage en uddannelse på Teknisk Skole.

Når han ser tilbage, kan han se mange grunde til, at han alligevel har nået langt med sig selv.

For det første var udgangspunktet ikke så slemt, som det kan være.

– Jeg er jo ikke omsorgssvigtet fra fødslen, og jeg har haft nogle mennesker, der var der for mig i barndommen. For eksempel min morfar, siger han.

For det andet fik hans selvtillid tilfældigvis et ordenligt boost, da han var 19 år.

Som værnepligtig i Prinsens Livregiment i Viborg viste det sig nemlig, at han havde et helt specielt talent: Han havde stort set tegnet sig gennem hele folkeskolen, og den veludviklede billedforståelse kom ham til gode, da han skulle lære at skelne silhuetterne af omkring 100 forskellige militærkøretøjer fra hinanden. Johannes begyndte  at undervise de sergent-elever, der senere skulle lære ham op.

– Og det var faktisk første gang i mit liv, at jeg oplevede at få anerkendelse, siger han.

For det tredje har han flere gange oplevet, at andre mennesker rakte ud efter ham på det helt rigtige tidspunkt. Som lederen i den børnehave, hvor han først blev ansat som vikar og siden som medhjælper. Hun blev uden held ved med at opfordre ham til at tage den pædagogiske grunduddannelse, og kom en dag kom med en ansøgning:

– Se her, jeg har udfyldt den. Du skal bare skrive under. Og du får uddannelsesorlov herfra, så du skal ikke på SU.

Arbejder med sig selv

Og for det fjerde har Johannes brugt meget tid og energi på at arbejde med sig selv. Både igennem i alt tre psykologforløb, og i kraft af redskaber og indsigter, han har fået gennem pædagoguddannelsen.

Et af de begreber, der har gjort det største indtryk på ham, er resiliens. Modstandsdygtighed. Altså hvorfor nogle mennesker er i stand til at rejse sig efter store vanskeligheder som eksempelvis omsorgssvigt i barndommen.

– Det er en tankegang, jeg kan bruge til noget. At man lader sig ikke knække. Ligesom i det gamle ordsprog: Op på hesten igen. Jeg ved med mig  selv, at der er nogle tanker og følelser, jeg aldrig slipper for. For eksempel følelsen af mindreværd, den vil altid dukke op i ny og næ. Men jeg kan lære at leve med den. At slå tilbage og sige til mig selv: Det er bare tanker. Det er ikke virkelighed. Du er værdifuld, fortæller han.

En indre kamp

Helt konkret oplevede Johannes en indre kamp i sidste uge. Han havde fri og lå i sengen. Så på uret klokken syv, otte, ni, ti og elleve uden at tage sig sammen til at stå op. Klokken tolv havde han det rigtig skidt. Tankerne løb i ring:

– Hvad sker der for dig? Du ligger bare her. Nu er halvdelen af dagen gået. Er du ved at få en depression?

Og så med ét formåede han at slå tankerne tilbage:

– Hold nu kæft! Hvem siger, at jeg ikke må ligge her, når jeg har fri. Det er det da kun mig, der bestemmer. Jeg er ikke ved at få en depression. Jeg trænger bare til at slappe af. Til bare at være.

Og så vendte sindsstemningen. Han stod op. Købte ind. Så en film og lavede en middag til sig selv med bøffer, ovnkartofler, rodfrugter og rødvinssauce.

– Jeg vil ikke identificere mig selv med de negative tanker. Jeg vil ikke identificere mig selv med, at jeg har været anbragt og omsorgssvigtet.

Hvem siger, at jeg så ikke kan blive lykkelig? Hvem siger, at jeg så ikke kan blive ægtemand og far? Det er der ingen, der gør.

Vær noget for andre

De sidste år har Johannes læst mange bøger om pædagogik, religion, filosofi og psykologi. Og kogt det hele sammen til sin egen livsfilosofi, der netop handler om, at han kan rejse sig.

– Jeg har ansvaret for mit eget liv. Det hjælper ikke at være vred og forbitret og for eksempel rase over, at der i skolen ikke var nogen, der sørgede for at lave en test på mig, så de kunne se, at jeg rent faktisk var intelligent. Det nytter heller ikke at være vred på min mor. Min mor er et menneske, og hun gjorde det så godt, hun kunne. Det, der nytter, er at være i nuet. At tro på at livet kan lykkes. At fokusere på at være noget for andre i stedet for at rette alt fokus mod min egen smerte – og at turde bede andre om hjælp.

I sit arbejde på behandlingshjemmet mener Johannes helt klart, at han kan vende sin baggrund til noget positivt.

Han har nemt ved at forstå de omsorgssvigtede børn – og ved at forstå, hvad der skal til for at støtte dem. Og gennem supervision har han samtidig fået hjælp til at skille børnene og deres smerte fra sig selv og sin egen smerte.

– Det kan godt være, at det her lyder latterligt pædagogisk, men fra min egen erfaring ved jeg, hvor altafgørende vigtigt det er at få en oplevelse af, at du er god nok, som den du er du. At du er værdifuld. Det er der ingen, der skal tage fra dig. Så når jeg putter det enkelte barn om aftenen, slutter jeg derfor altid af med at sige: ‘Det har været dejligt at være sammen med dig i dag’. Og nu får jeg næsten tårer i øjnene, når jeg siger det: For jeg ved, at de mærker det inderst inde.

Specielle godnatritualer

Johannes har et helt specielt godnatritual med hvert barn: Kim får og giver et indviklet hip-hopagtigt håndtryk. Peter gemmer sig altid under dynen – og griner, når Johannes aften efter aften gennemsøger værelset for at finde ham.

En dag spurgte Jeppe om Johannes ikke også kunne klovne sådan med ham.

– Nej, Jeppe, for det er noget jeg har sammen med Peter. Sammen med dig har jeg jo de magiske fingre, så jeg kan kilde dig uden at røre dig.

– Gør du da ikke det sammen med Peter?

– Nej, Jeppe, det gør jeg kun sammen med dig.

På sigt håber Johannes, at arbejdet kan være med til at hele ham selv. Så skellet mellem Pædagogen Johannes, der har klaret så meget, og Manden Johannes, der stadig har så meget at kæmpe med, bliver visket ud.

– I arbejdet praktiserer jeg hver dag det, jeg ønsker at være: En voksen, man kan have tillid til og stole på. En voksen, som det er dejligt at være sammen med. Med tiden håber jeg også, at jeg kan overføre det til mit privatliv: At jeg kan formå at blive den far og den ægtemand, jeg gerne vil være.

Reeksioner på Facebook


‘Når anbringelsen gør ondt i voksenlivet’. Sådan lød overskriften på forsiden af Fagbladet Socialpædagogen i april. Efterfølgende satte artiklerne gang I debatten på Facebook: Hvordan kan man hjælpe 35-årige Kasper, der i barndommen oplevede store omsorgssvigt og var anbragt fra han var 14 til han blev 18 år? Kasper er begyndt at læse til lærer, men den sidste tid har han haft det rigtig dårligt. Han har ikke lyst til noget og sidder meget hjemme uden at kunne tage sig sammen til noget. ‘Nogle gange føler jeg, at jeg er nødt til at gøre noget… På den ene eller anden måde gøre noget, så min barndom ikke bliver ved med at spænde ben for mig… Men hvad?’ spørger Kasper i det opstillede dilemma.

En af dem, der deltog i debatten var Johannes Elbæk, der blandt andet bidrog med følgende kommentar:

Mit personlige råd til Kasper er, at han skal søge læge og få en henvisning til en psykolog – eller få en terapeut via ‘Bag-landet’ (et tilbud til tidligere anbragte, red.) Det er godt med nogle professionelle øjne og ører, som kan være med til at omsætte alle de negative tanker til noget konstruktivt og brugbart. Kasper er ikke forkert, bare fordi han ikke kan komme op og i skole og bare vil blive hjemme. Det sker for os alle ind imellem. Spørgsmålet er, om vi vælger at se negativt på det, eller om det måske er et signal indefra, som varsler, at nu skal der ske noget.–

Læs alle tankerne om tidligere anbragte i Socialpædagogens Facebook-gruppe, du finder via www.sl.dk/facebook

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge