icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Årsrapport

Ord på udsatte

Årsrapport på udsatteområdet giver indblik i holdninger og værdier blandt brugerne af landets væresteder

  • Af Jens Nielsen
  • 24-2011 /

Hvad mener de udsatte brugere af landets væresteder egentlig om politiet og politikerne? Og hvad tænker de om samfundet som sådan og om deres egne livsvilkår? Det er noget af det, man kan blive meget klogere på ved at læse Årsrapporten 2011 for udsatteområdet, der er udgivet i fællesskab af LVS, Landsforeningen af Væresteder, og SVID, Sammenslutningen af Værestedsbrugere i Danmark.

Rapportens centrale del er nemlig en holdningsundersøgelse foretaget blandt de socialt udsatte, stofafhængige, alkoholmisbrugere og psykisk syge brugere af landets væresteder. 720 brugere fra 52 kommuner har medvirket i undersøgelsen. På den måde bliver det muligt at få et billede af skellet mellem de udsatte borgere og den øvrige befolkning, når det fx handler om værdier og tillid.

Årsrapporten sætter også fokus på det dårlige statistiske materiale, der er til rådighed i fx bekæmpelse af narkodødsfald, og den viser, hvordan tilfældighederne råder i tilbuddene om gældssanering til de udsatte danskere. Og rapporten analyserer også finansieringen af det sociale område og de sidste ti års socialpolitik.

De to organisationer bag rapporten anbefaler på den baggrund oprettelsen af De Udsattes Akademi, der skal fungere som kraftcenter for udvikling af fagligheden på området og samle forskere, uddannelsessteder, socialarbejdere og brugere i et højskole- og kursusmiljø for socialt udsatte.

Tillid og drømme

Mange udsattes situation kan udefra set se håbløs ud. Spørger man de udsatte, mener de dog, at de har ganske god indflydelse på det liv, de fører, viser tal i rapporten. Tre ud af fire mener, at de har ‘meget stor’ eller ‘ret stor’ indflydelse på, hvordan det går dem, mens hver tiende føler sig uden eller med meget lille indflydelse på egen situation.

På den anden side er det ikke de udsatte selv, der har valgt at leve anderledes end de fleste. Det mener kun godt 7 pct., mens næsten halvdelen af de adspurgte brugere mener, at socialt udsatte er ‘mennesker, hvis liv har taget en dårlig drejning’, og 35 pct. mener, at det er ‘mennesker, som ikke har kunnet følge med kravene fra samfundet’.

Når man sammenligner undersøgelser af befolkningen generelt, har Værestedsbrugerne over hele linjen en markant lavere tillid til samfundets institutioner og grupper end resten af befolkningen. Og tilliden er også markant lavere, når det gælder det nære netværk.

Den lille tillid afspejler formodentlig oplevelsen af som udsat at blive dårligere behandlet end andre borgere i en række sammenhænge. Kun i sundhedsvæsenet føler op mod halvdelen af de adspurgte sig behandlet på lige fod med andre.

Og drømmene? Ja, det største ønske er at blive gældfri og få et sundere liv. At kunne udfolde sig personligt, rejse og få et liv uden smerter hører også til det, mange ønsker sig, mens det at være selvforsørgende kun er en drøm for hver femte. 


Find årsrapporten på www.vaeresteder.dk