Håbet er at bevare kontakten
Den perfekte socialpædagog er som en far eller en mor – eller i hvert fald som en gudmor. Sådan lyder meldingen fra to af de unge, der har medvirket i Børnerådets fremtidsværksted for anbragte børn og unge
16-årige ‘Pelle’ ved lige, hvad han ville sige, hvis en nyuddannet socialpædagog spurgte netop ham, hvad der skal til for at blive en rigtig god socialpædagog på et opholdssted:
– Vær som en forælder.
Men hvis den nyuddannede spurgte mere og også ville vide, hvordan han skulle være som en forælder, ville Pelle blive lidt tavs.
– Det kan jeg ikke rigtig svare på, ville han sige. Pelle er en af de omkring 30 unge anbragte, der har deltaget i Børnerådets fremtidsværksted om den gode anbringelse (se også artiklen Svært at slippe drømmene fri). Efterfølgende har Socialpædagogen talt med ham og en anden deltager, 15-årige ‘Isabella’, for at høre, hvordan en rigtig god socialpædagog ser ud i deres øjne.
Pelle har i godt tre år boet på et opholdssted med i alt fire unge. Før det boede han først nogle måneder i en akut-plejefamilie og så et år på et andet opholdssted.
Grundlæggende er han rigtig godt tilfreds med at være kommet væk hjemmefra.
– Jeg er gladere nu. Bekymrer mig ikke så meget. Derhjemme skulle jeg så meget, fordi min mor dagligt drak og ikke helt vidste, hvad hun gjorde. Jeg skulle handle ind, sørge for at stå op om morgenen, passe min lillesøster og alt sådan noget, fortæller han.
Pelle har egentlig ikke noget dårligt at sige om medarbejderne på det opholdssted, hvor han bor.
– Men der er heller ikke noget at råbe hurra for. De passer deres arbejde, og så er den prut slået, siger han.
Hvad skulle der til, hvis der skulle være noget at råbe hurra for?
– Så skulle de være som en far og en mor. Hvordan skulle de være som en far og en mor?
– Det ved jeg ikke helt.
På jagt med Peter
Pelle kan nævne én medarbejder, der i hans øjne gør det særligt godt. ‘Peter’, der er vikar, og kommer cirka en gang om måneden.
– Han har flere gange taget mig med på jagt. En gang gik vi ude i skoven. Stille for ikke at skræmme dyrene, og så var der lige pludselig et rådyr, der sprang frem foran os. To-tre meter væk. Det var altså rimeligt spændende, og bagefter satte vi os ned for at se, om der ville komme flere. Det gjorde der ikke, men Peter fortalte mig om rådyrene. Om den måde, man kan kende forskel på dem.
Pelle lægger vægt på, at Peter også nyder jagterne.
– Det er ikke noget, han siger, det er noget, jeg kan mærke. Han vil også gerne ud i naturen og se dyrene og vente på dem… Og dele oplevelserne med en anden, der også godt kan lide det.
Minder det at tage på jagt sammen om det, en far gør?
– Ja, det gør det nok. Det gør det da. At man hygger sig sammen. At han tager én med.
Hanne er noget specielt
15-årige Isabella har ikke svært ved at beskrive den rigtigt gode socialpædagog. Hun har et ansigt. Og en stemme. Og et navn: ‘Hanne’.
– Hanne er min tidligere kontaktpædagog, og hun er rigtig sød og sjov. Selvfølgelig er der mange gode pædagoger, men Hanne er noget specielt, fortæller Isabella, der i godt tre år har boet på et opholdssted for syv børn og unge. Før det var hun et år i plejefamilie.
– Jeg var også rigtig glad for min plejefamilie, men det smarteste for mig er at bo på et opholdssted, fordi jeg får lidt mere hjælp, fortæller Isabella, der er anbragt på grund af moderens psykiske sygdom.
Når hun skal fortælle om gode oplevelser med Hanne, lægger hun vægt på alt fra stunder i sofaen, hvor bare de to har siddet og set tv-serier sammen, til dengang hendes far pludselig dukkede op til hendes mors fødselsdag.
– Og jeg vil helst ikke være sammen med min far, fordi han er alkoholiker. Han var fuld, og det mindede mig om så meget, der er sket, da jeg var lille. Så jeg ringede til Hanne, og hun var der for mig. Hun sagde, at det nok skulle gå, og at jeg bare kunne sige, at jeg gik en tur, hvis det blev for meget. Så kunne de også komme og hente mig fra opholdsstedet, genfortæller Isabella, der lægger meget vægt på, at en socialpædagog skal være til at stole på.
– De skal altid være der for de unge. I hvert fald når de er på arbejde, siger hun.
Kon fi rmationen
Hanne var der også for Isabella, da hun skulle konfirmeres.
– Vi arrangerede faktisk det hele sammen. Vi dækkede bord og lavede alt maden. Tunmousse og is og frikadeller. Og Hanne var med mig og min mor ude at købe kjolen til mig.
Det var også til konfirmationen, at Isabella fik et af beviserne for, at Hanne virkelig kender hende.
– Hun rejste sig op og fortalte alle mulige pinligheder om mig. Som dengang vi var inde på en grillbar, og Hanne bestilte pølsemix og jeg så også bestilte pølsemix – for så bagefter at pille alle pølserne fra. Jeg havde så svært ved at beslutte mig, at jeg bare bestilte det samme som Hanne, selv om jeg slet ikke kan lide pølser… Hanne kunne godt fortælle det og lave sjov med mig uden at det var irriterende. Og i talen sagde hun også, at hun holdt rigtig meget af mig, og at hun var rigtig glad for at være min kontaktpædagog.
Det sidste er Hanne ikke længere. For cirka tre måneder siden stoppede hun på opholdsstedet for i stedet at blive familieplejer på fuld tid.
– Men heldigvis er hun min gudmor, for det blev hun, da jeg to uger inden konfirmationen blev døbt, og det betyder, at jeg stadig kan se hende. Da jeg fik at vide, at Hanne skulle holde op, blev jeg først meget ked af det, men nu kan jeg også se fordelene ved, at hun ikke er min kontaktpædagog. For eksempel at jeg nu kan komme og sove hos hende, for man må nemlig ikke have nogen sovende, når man arbejder på opholdsstedet. Men nu kunne jeg komme på besøg i efterårsferien.
Da Socialpædagogen beder Isabella drømme helt frit og sige, hvad hun kunne tænke sig for hende og Hanne, hvis alt var muligt, falder svaret hurtigt:
– Så drømmer jeg om, at vi bevarer kontakten. Og det tror jeg også, vi gør.