I Socialpædagogen fra den 10. december er der flere artikler, der handler om Jette Vex og hendes forhold til sin tidligere arbejdsplads, Socialpsykiatrien i Skanderborg. Jeg er ansat samme sted og TR for socialpædagogerne, som udgør cirka en tredjedel af personalegruppen. Jeg udtaler mig ikke som TR, men som privatperson.
Jeg forstår ikke hvad Socialpædagogernes intentioner er med artiklen. Jeg forventer at Socialpædagogerne har en klar holdning i forhold til arbejdstidsregler, at vi skal have løn for vores arbejde og at vi yder professionel omsorg i fastlagte rammer.
At drikke kaffe regelmæssigt i sin fritid med brugere, som man har en professionel relation til, at stå til rådighed døgnet rundt og at rykke ud om natten, uden at det er en del af den beskrevne opgave og uden løn, er efter min overbevisning meget problematisk.
Problematisk i kollegial sammenhæng, hvor det kan føre til splittelse mellem ‘de gode’ kollegaer, der har hjertet det rette sted, og ‘de dårlige’, der holder sig til de aftalte rammer. Problematisk også i et fagligt perspektiv, hvor målet med at gøre sig overflødig og yde hjælp til selvhjælp tabes af syne, og man næsten gør brugerne afhængig af sig selv.
Holdningen i forhold til, at man prioriterer samværet med brugerne frem for ‘at rende til møder’, afskærer en fra mulighed for at få indflydelse. Er det så det man vil?
Vi kæmper til stadighed for anerkendelse af vores faglighed og vores indsats, og det er at skyde sig selv i foden at undergrave de rammer, der er opnået.
Artiklen er baseret på interview med Jette og jeg mener ikke, at hun har mandat til at udtale sig på medarbejdernes veje.
Kære Frank Melms
Af Jens Nielsen, redaktør
Lad mig først og fremmest slå fast, at det ikke er forbundet Socialpædagogerne, der har besluttet at skrive og bringe artiklen om Jette Vex. Det er en beslutning, der alene er truffet på fagbladets redaktion, og artiklen er på den måde ikke et udtryk for forbundets holdning.
Når vi på redaktionen synes, det er relevant at fortælle historien, er det netop for at rejse en debat om de grænsedragninger, du også selv peger på: Hvor går grænsen mellem at være en fagperson og et medmenneske? Hvad kan man forsvare ud fra et pædagogfagligt og et fagpolitisk synspunkt, når det handler om at engagere sig som menneske?
Endvidere handler den i høj grad også om, hvad der sker, når forskellige arbejdskulturer støder sammen, og om hvordan man skal håndtere det i for eksempel MED-sammenhæng.
Endelig synes jeg ikke, at det i artiklen postuleres, at Jette Vex udtaler sig på andre end sine egne vegne, men at det tydeligt fremgår, at det er hendes personlige historie og hendes oplevelse af begivenhederne, der gengives.
Som du måske har set på fagbladets facebook-side, er der livlig debat om sagen. Der argumenteres både for og imod. Godt, at du også vil deltage!
Bedste hilsener.