icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Helbred og udviklingshæmning

Mod smertehelvedet hjælper ingen pædagogik

Som socialpædagogisk leder sætter Lars Bjarne Pedersen fokus på krop og helbred. At det kan være nødvendigt, har han selv lært på den hårde måde

  • Af Maria Rørbæk
  • 01-2011 /

Den socialpædagogiske leder, Lars Bjarne Pedersen, har et motto, der tager sig lidt grimt ud på tryk: ‘Ingen kan blive lykkelig  med en hæmoride i røven’.

Men han mener det dødsens alvorligt. Det pædagogiske personale, der arbejder med udviklingshæmmede, er nødt til at have fokus på det somatiske, altså kroppen og fysikken.

– Hvis du går rundt og har ondt, kan det sætte sig som uhensigtsmæssig adfærd. Og så hjælper det ikke med pædagogik eller psykologi, siger han.

Den tilgang lærte han på den hårde måde, da han som nyuddannet pædagog blev ansat som støtte til en udviklingshæmmet mand med Downs syndrom, der hamrede sig selv i hovedet.

– Hvis jeg slap hans hånd, bankede han løs. Gik jeg på toilettet, kunne jeg komme tilbage og se blod over det hele. Det var meget belastende, og jeg kunne ikke få ham til at holde op, husker Lars Bjarne Pedersen.

Først efter mange måneder afslørede en røntgenundersøgelse et to centimeter langt hofteskred. Manden blev opereret, og holdt op med den selvskadende adfærd.

– Han havde levet i et smertehelvede, og hvis man behandler sådan noget psykologisk, så vil det ikke hjælpe, opsummerer Lars Bjarne Pedersen.

Led i handleplanen

I sit tidligere job som leder af botilbuddet Trekløveret i Ølsted lagde Lars Bjarne Pedersen derfor vægt på, at somatikken skulle tænkes ind i handleplanerne. Og med mindre der allerede var en tæt lægekontakt, skulle hver enkelt beboer have et lægetjek mindst den ene gang om året, hvor handleplanen (som Trekløveret kaldte pædagogisk plan) blev fornyet.

‘Diagnose’, ‘Medicin, hjælpemidler og behandling’ samt ‘Funktionshæmning og fysisk tilstand’ hedder de punkter, der skal udfyldes i handlepla nen, før man tager hul på de egentlige pædagogiske punkter som for eksempel relationer, sociale kompetencer og emotionalitet.

– Min læresætning er, at man er nødt til at se på hele mennesket. Både på krop og sjæl. I mine øjne har der i pædagoguddannelsen i mange år været for meget fokus på psykologiske faktorer og hjernens udvikling og for lidt på kroppen, siger Lars Bjarne Pedersen, der netop har tiltrådt en ny lederstilling under Center for ældrepædagogik og sundhed i Københavns Kommune, hvor han skal være med at udvikle et nyt tilbud for udviklingshæmmede med demens.

På Trekløveret syntes nogle af medarbejderne i begyndelsen, at det var lidt af en mundfuld, når de i forbindelse med udarbejdelsen af de pædagogiske planer for eksempel blev bedt om at skrive, hvilke bivirkninger der var ved medicinen.

– Men det medførte jo, at de blev nødt til at kontakte lægen og få en dialog om det. De fik fokus på det, siger Lars Bjarne Pedersen.

Fokus og årlige lægebesøg, gør det dog ikke alene. Der vil stadig være risiko for at overse helbredsproblemer, vurderer Lars Bjarne Pedersen. Både fordi det langt fra er alt, der kan afsløres med et tjek hos den praktiserende læge, og fordi det kan være svært, at få udviklingshæmmede til at indgå positivt i en lægeundersøgelse.

– Det gælder især de ældre, der måske har meget dårlige erfaringer fra tidligere tider, hvor de bare blev holdt fast eller lagt i narkose. Og så siger de for eksempel: ‘Der er ikke nogen, der skal stikke nåle i mig!’ Og så skal der jo meget til for at tage en blodprøve som et tjek.

Hvis udviklingshæmmedes helbred for alvor skal bedres, mener Lars Bjarne Pedersen, at der skal meget mere til end en indsats fra de pædagogiske medarbejdere.

– Min vision er, at der skal forskes meget mere i udviklingshæmning og somatiske sygdomme. For øjeblikket har det ikke særlig høj status blandt læger, men der er behov for meget mere viden: Hvordan kan man sikre, at sygdomme opdages? Og er der nogle særlige sygdomme, fysiske eller psykiske, der er særligt udbredt blandt mennesker med udviklingshæmning? Første skridt burde være at oprette en afdeling på et universitetshospital, hvor der blev forsket i emnet. Ellers er de mere end 30.000 mennesker med udviklingshæmning i Danmark på glatis. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Voksenhandicap­området, Udviklingshæmmedes helbred, Artikelsamlinger