icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Styrk fagligheden – drop de sociale købmænd

Vi har brug for at udvikle og skærpe fagligheden og kvaliteten i forhold til indsatsen over for de udsatte grupper

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 25-2011 /

TV2’s dokumentar ‘Operation X – De sociale købmænd’, der blev sendt mandag den 21. og 28. november, viste nogle grelle eksempler på såkaldte enkeltmandsprojekter. Eksempler på kommuner, der uden at skele til, hvad de får for pengene, pøser penge ud til sociale tilbud, som hverken er drevet af faglighed, etik eller moral. Men drevet af skruppelløse plattenslagere – sociale købmænd af den værste skuffe.

Vi så kommuner, der betaler overpriser for at mandsopdække psykisk syge borgere. Uden at der egentlig var tale om mandsopdækning. Kommunerne får med andre ord slet ikke den ydelse, de betaler for. Og det gør borgerne jo sandt for dyden heller ikke.

Det kan undre, at kommunerne udviser så stor vilkårlighed i deres økonomiske prioritering, og bare smider penge ud af vinduet – samtidig med at offentligheden skal lægge øre til snak om, at det specialiserede sociale område er for dyrt og belaster de kommunale kasser for meget. Det er dårlig husholdningsøkonomi. Og det er dælme også mangel på indsigt og ansvar!

Vi har brug for, at det her område bliver set efter med en tættekam. Derfor er jeg også glad for, at den nye regering i deres regeringsgrundlag lægger op til at gennemføre et grundigt eftersyn af hele det specialiserede sociale område. Og til at indføre en socialreform med fokus på organisering, finansiering, opgaver og en styrket faglighed. Det har vi brug for, og det skal sættes i gang hurtigst muligt!  

Vi har brug for, at der tages et politisk ansvar på nationalt niveau, så vi sikrer, at der ikke skaltes og valtes med udsatte grupper. Og at pengene bliver brugt på det, der virkelig duer. Ikke på den her måde hældt ud af vinduet til projekter, som hverken fagligt eller økonomisk bidrager til andet end at fylde lommerne på en flok plattenslagere, som ingen forbindelse har med de massevis af dygtigt drevne og succesfulde enkeltmandsprojekter, der heldigvis også findes.

Vi er ikke i tvivl om, hvordan vejen frem på det her område ser ud. Vi har brug for at udvikle og skærpe fagligheden og kvaliteten i forhold til indsatsen over for de udsatte grupper. Vi skal opruste vores viden om, hvad der virker og hvorfor. Vi skal styrke effektmålingen på det her felt, så vi kan blive klogere på, hvad vi får for pengene. Og vi skal have fælles og gennemsigtige kvalitetskriterier.

Det er naturligvis ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver et tæt og fremadrettet samarbejde med kommunerne. Jeg synes for eksempel, det vil give mening at se på de kommuner, som har succes med at drive og udvikle de sociale tilbud på en kvalificeret måde. Til gavn for både den borger, det handler om, og den kommunale bundlinje.