Nu slås han ikke længere alene
En udsendelse til Kosovo har sat sig på psyken, og Sørens boligsituation er desperat. Før mødet med veterankoordinator Heidi Anita Stentoft var hans tillid til systemet på nulpunktet, men nu oplever han at få den hjælp, han har savnet, og med hendes støtte håber han at komme videre
Han har et adrenalinberedskab, der kører i højeste gear. En regndråbe, der falder i vindueskarmen, kan få ham til at fare sammen.
Han sover stort set ikke om natten – og en 40 centimer lang forskærerkniv ligger ved hovedpuden, så han kan forsvare sig, hvis nogen bryder ind.
– Så skræmt er jeg blevet, siger Søren.
Otte år tilbage var den nu 43-årige veteran udsendt til Kosovo. Et halvt år i en heksekedel på Balkan, hvor han dagligt frygtede for, hvad der kunne ske. I dag bor han i en lejlighed i et belastet boligkvarter i Slagelse. Her hærger indvandrerbander. Der er hash- og narkosalg, hærværk, bilafbrændinger, forsøg på at sætte ild i opgange. Søren er flere gange blevet truet, og ballademagerne sætter hans psyke i permanent choktilstand.
– Den måde, de råber og skriger og hyler på, giver mig associationer til de oplevelser, jeg havde i Kosovo, fortæller han.
Lige nu sidder Søren på veterankoordinator Heidi Anita Stentofts kontor i Gørtlergade, hvor der er fred og ingen fare. Desperat efter at få et nyt sted at bo, ringede han først til sin sagsbehandler på jobcenteret. Hun kunne ikke umiddelbart hjælpe, men satte ham i kontakt med kommunens nye veterankoordinator – og det er Søren glad for.
– Hun er en rar og tillidsvækkende person, og den eneste, der de sidste par år har fået mig til at grine. Hun er også kommet op med nogle muligheder omkring finansiering af en ny bolig og har foreslået, at jeg skal snakke med en psykolog. Og går det helt galt hjemme i lejligheden har hun lovet at komme og hente mig, siger han.
Siden hans første møde med veterankoordinatoren har de to haft mange, lange snakke. Og den luksus har han ikke været forvænt med, siden det begyndte at gå ned ad bakke.
– Her er holdningen ikke: ‘Sig, hvad du har at sige – og skrid’. Heidi Anita er god til at lytte og pakke langsomt op, hvor andre flår papiret af i første hug, siger Søren.
Et enormt pres
Ved udsendelsen i 2003 havde Søren været ansat i Søværnet i mange år. I Kosovo gjorde han tjeneste i Nato-hovedkvarteret i hovedstaden Pristina, hvor en stor international styrke var udstationeret for at holde etniske konflikter mellem serbere og Kosovo-albanere i skak.
– Nato-styrkernes opgave var at fungere som en buffer, der holdt de stridende parter adskilt, og det var et meget ‘tændt’ område. Blandt andet var der en episode, hvor der blev skudt ind over lejren, og du kunne sidde og høre, hvordan kuglerne peb hen over hovedet på dig, fortæller Søren.
Med en mekanikeruddannelse i bagagen var han selv tilknyttet en supportgruppe, og som chauffør kørte han både med mennesker og materiel i området. En opgave, der kunne være livsfarlig. Søren oplevede bl.a., at der blev fundet antipersonelminer lige uden for adgangskontrollen til basen, og selv den korte køretur til FN-hovedkvarteret få kilometer væk kunne hurtigt udvikle sig til et mareridt.
– Det kunne godt se ud som om, der var klar bane og ingen problemer. Men pludselig var bilen omringet af 100 ophidsede mennesker, der forsøgte at vælte den og få fat i mig – eller måske en civil Kosovo-albaner eller en Nato-soldat, der sad ved siden af. Der var et enormt pres hele tiden, siger han.
Da Søren kom hjem trak han på venner og bekendte for at bearbejde de voldsomme oplevelser. Men ellers måtte han klare sig selv.
– I forsvaret var det dengang endnu ikke moderne med backup efter en udsendelse. Så jeg fik ingen professionel hjælp i form af debriefing eller psykologbistand, siger han.
Søren var kun hjemme en måned før han gik om bord på et inspektionsskib, der sejlede i farvandene omkring Grønland og Færøerne. I år skulle han have været på piratjagt ved Afrikas Horn, men umiddelbart inden afrejsen knækkede han sammen.
– Jeg sad bare i min sofa og begyndte at græde, fortæller han.
En af Søværnets egne læger udskrev antidepressiv medicin, som Søren ikke måtte sejle på. Det glemte lægen at oplyse, og Søren var så skuffet over at være nødt til at afmønstre, at han i maj valgte at stoppe i forsvaret. Et tilbud om landtjeneste i Frederikshavn på grundløn takkede han nej til.
– Efter 21 år i forsvaret, hvor jeg oplevede, at der blev trukket store veksler på mig, stod jeg pludselig i køen af arbejdsløse, og jeg følte mig svigtet, siger han.
Henvist til herberg
Søren var ikke bare arbejdsløs, men også boligløs. Efter at være stoppet i Søværnet måtte han flytte ud af sin lejlighed i Nyboder, så han henvendte sig til Københavns Kommune. Men her var der ikke meget hjælp at hente.
– De stak mig to stykker papir. En liste med adresserne på fem herberger for hjemløse i København og en liste med navnene på tre boligselskaber her i Slagelse, fortæller han.
Søren havde ingen tilknytning til Slagelse, men skulle hurtigt finde et sted at bo. Han ringede derfor til boligselskaberne og fik tilbudt den lejlighed, han nu er desperat for at komme væk fra. Uden at vide, hvad han gik ind til.
– Det var her og nu. Så jeg havde ikke set lejligheden før jeg stod udenfor med nøglen og flyttelæsset, siger han.
Søren har ikke selv penge til at betale indskuddet til en ny bolig, og han er ikke berettiget til et lån fra kommunen. For at hjælpe ham ud af kniben har Heidi Anita Stentoft derfor sendt en ansøgning til Soldaterlegatet – en selvstændig, privat fond, der yder økonomisk støtte til veteraner og deres pårørende.
Og nu krydses der fingre for, at den går igennem.
Søren tør ikke tage sin antidepressive medicin, for han er bange for, at den sløver, så han ikke kan forsvare sig, hvis han bliver angrebet hjemme i kvarteret. En test for symptomer på posttraumatisk stress, som veterankoordinatoren har liggende i sin skuffe, viser, at han ligger højt på skalaen. Men han overvejer stadig forslaget om behandling for at få det psykisk bedre.
– Jeg har nok lidt psykolog-fobi, og det vigtigste lige nu er, at jeg får løst min boligsituation, så jeg kan få lidt ro. Får jeg et andet sted at bo, kan jeg måske også få kontakt til naboer og på den måde udbygge min bekendtskabskreds, siger han.
For at komme ud blandt andre mennesker og få gavn af alle de kompetencer, han har med sig fra forsvaret, vil Søren også gerne tilbage på arbejdsmarkedet. Foreløbig starter han til november på et ni ugers kursus med titlen ‘Aktiv Udvikling’.
– Jeg har lovet mig selv at være åben over for alt, så nu må vi se, hvad det bringer. Og under alle omstændigheder må det være bedre end at sidde derhjemme alene, siger han.
Mange med en bombe indeni
At Slagelse Kommune har valgt at ansætte en veterankoordinator kalder Søren ‘et hamrende godt tiltag’, og det er store ord i munden på en mand, der helt havde mistet troen på systemet.
– Jeg har haft så meget bøvl med de offentlige instanser, at jeg blevet mistroisk – og jeg orkede ikke at skulle slås med en kommune en gang til, siger han.
Så rykker han lidt på stolen og kigger på uret. Han vil gerne nå hjem og ind i sin lejlighed før ballademagerne hjemme i kvarteret begynder at røre på sig. Men inden han går, slår han et slag for, at der skal reklameres lidt mere for veterankoordinator-ordningen:
– Der render jo mange rundt med en bombe inden i, og måske er der nogle derude, som ikke aner, at de kan få en sparringspartner, som de både kan tale med og stole på.
Den interviewede veteran har ikke ønsket at stå frem med sit eget navn. Navnet Søren er derfor opdigtet. Veteranens rigtige identitet er redaktionen bekendt.