Hvor går grænsen?

• Email
• Print

For ikke så længe siden mødte jeg en ung mand på 16 år – lad os bare kalde ham Kasper. I daglig tale går Kasper under betegnelsen ‘uanbringelig’. Han er et svingdørs-barn, der er røget ind og ud af institutioner, siden han for fire år siden blev fjernet hjemmefra.

Kasper fortalte mig, at han som 12-årig blev hentet derhjemme og kørt til et sommerhus langt væk sammen med to pædagoger, der konstant overvågede ham i en uge. Kasper måtte blandt andet gå på toilettet for åben dør, mens der stod to granvoksne mænd og kiggede på ham. Nu, som 16-årig, bor han på en institution, hvor han ikke må lukke døren ind til sit værelse. Besøg af venner er derfor en by i Rusland for Kasper. Han har ikke lyst til at invitere nogen hjem, når han ikke har noget privatliv. Hans vennekreds består derfor først og fremmest af de andre på opholdsstedet, som Kasper selv kalder for ‘dårligt selskab’.

Kasper er ikke kriminel. Han har levet på kanten af loven i perioder, men ingen af de institutioner, han har boet på, har været lukkede. Alligevel har han oplevet noget, der minder om fangenskab. Og magtanvendelser var i en periode en fast del af Kaspers hverdag.

Selvom oplevelserne har været hårde for Kasper, ved han godt, at han selv har været lidt af en rod. Han forstår godt, at det kan være nødvendigt med fysiske magtanvendelser, hvis man skal berolige en dreng på 14, der går helt amok. Men Kasper kan undre sig over, at der nogle gange har skullet fire store mænd til det. Eller at det er nødvendigt at være to til at kigge på en dreng på 12, der sidder på toilettet. Det undrer ham også, at døren til hans værelse altid skal stå åben. Eller at han kun to gange i sit liv selv har skullet give sin forklaring på, hvordan en magtanvendelse er forløbet. På trods af, at han har oplevet det et utal af gange.

Kaspers historie er ikke unik. Vi hører den gang på gang, når vi i Børnerådet taler med anbragte børn rundt omkring på opholdssteder og institutioner i Danmark. Og den er helt sikkert heller ikke ny for jer, der læser om Kasper her. Mange af jer kender den garanteret også fra jeres egen dagligdag.

At være et anbragt barn er sjældent en dans på roser. Selvom der findes rigtig mange rigtig gode steder, der tager sig af de børn, der ikke kan bo hjemme, hører jeg desværre også lidt for tit om børn og unge, der føler sig som dyr i bur.

Jeg er godt klar over, at det kan være lidt af en faglig udfordring at arbejde med børn og unge som Kasper i hverdagen. Men når jeg hører Kaspers historie, lyder det alligevel ret voldsomt. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan historierne ser ud fra den anden side af bordet. Hvordan opleves det, at være pædagog i Kaspers historie?