Når mormor bliver mor
Slægtspleje kan være en god løsning, når et barn ikke kan være hos sine forældre. Det konkluderer en ny SFI-rapport, der bygger på 15 dybdegående interview med unge i slægtspleje
Hvis man kommer hos sin mormor og morfar, så kender man jo det hele lidt i forvejen, og man får det lidt bedre, vil jeg tro.
Sådan sammenligner Susie en slægtsanbringelse med en almindelig anbringelse i plejefamilie.
Hun er en af femten unge, der er blevet interviewet til en ny rapport fra SFI om slægtsanbringelse. På baggrund af interviewene konkluderer forskerne, at slægtspleje kan være en god løsning, selv om den ikke altid er så velset blandt fagfolk:
– Der har i systemet været mistillid til bedsteforældrene. Altså den der med, at når de har fået børn, som er narkomaner, kan de så opdrage deres børnebørn? Men det går igen i udsagnene, at bedsteforældrene for eksempel lægger meget stor vægt på skolegang, siger seniorforsker Tine Egelund.
I rapporten påpeger hun og medforfatterne mange fordele ved slægtsanbringelse – for eksempel en højere grad af kontinuitet i børnenes liv. Som en af de interviewede udtrykker det, er det svært at huske selve overgangen mellem at bo hjemme og at bo hos bedsteforældrene. Det flyder sammen, fordi der allerede var en tæt kontakt til bedsteforældrene inden anbringelsen.
Normalt at bo hos familien
Forskerne påpeger også, at det at bo hos familie i højere grad opleves som ‘normalt’ end det at bo på døgninstitution eller i familiepleje. I rapporten skriver de blandt andet:
– Af betydning er sandsynligvis også, at kammeraterne finder det normalt at bo hos familie. Det er først, når børnene og de unge når til at skulle fortælle kammerater, hvorfor det har været nødvendigt at bo hos familiemedlemmer, at omskrivninger og en vis hemmeligholdelse kommer ind i billedet. Dette er måske det stærkeste bevis på, hvor normal de slægtsanbragte børn og unge betragter anbringelsen. Opholdet i familien kan berettes og gøres officielt, mens den afvigelse (mishandling, misbrug med videre), som forårsagede opholdet, i højere grad må pakkes væk. Det stemmer overens med udsagn fra andre anbragte børn og unge, der ofte pointerer, at de aldrig har kunnet snakke om deres baggrund (både i familien og under anbringelsen) sammen med andre end dem, der selv har været anbragt og har tilsvarende erfaringer. Hvis denne tolkning er korrekt, har de slægtsanbragte en mindre byrde at bære end anbragte børn og unge. De behøver ikke at forsøge at gøre en stor del af deres liv usynligt for andre.
Kan være uheldigt
I rapporten ‘Det er jo min familie!’ påpeger forskerne dog også, at slægtspleje ikke altid er en god løsning. For det første fordi mange familier sandsynligvis ikke har de ressourcer eller andre muligheder, der skal til, for at tage et barn af slægten i pleje. For det andet fordi,det kan have meget negative konsekvenser, hvis slægtsplejen bryder sammen.
– Selvom det kan dokumenteres, at slægtspleje udgør en af de mest stabile anbringelsesformer overhovedet, kan også slægtsanbringelser naturligvis afbrydes uplanlagt. De personlige omkostninger for barnet (og for familien) kan være omfattende, simpelthen fordi ‘investeringen’ fra begge sider er stor i slægtsanbringelser som følge af det familiemæssige bånd.
Endvidere påpeger forskerne, at nogle af de positive gevinster ved slægtspleje også kan opnås ved andre anbringelser:
– Det gælder for eksempel de vellykkede familieplejeanbringelser, hvor barnet får en ligeværdig og tillidsbåren plads i den nye familie. Det gælder også anbringelser på døgninstitutioner, opholdssteder og andre institutionaliserede anbringelsestilbud, hvor potentialet for at etablere identitetsbærende relationer ligeledes er til stede, skriver de.
Læs hele rapporten på www.kortlink.dk/8hhz