Detailstyringen truer!
Det særlige sociale område er under voldsomt pres og risikoen for mere detailstyring fra det politiske- og administrative niveau med overdokumentation til følge er overhængende – og det giver ikke bedre kvalitet
Det særlige sociale område – eller som det bliver omtalt i politikerkredse ‘det specialiserede socialområde’ – er i fokus på grund af sit omkostningsniveau. Hvorfra begrebet #specialiserede socialområde# stammer, er uklart. Når økonomien presses, bliver der efterlyst facts og omkostningsdæmpende tiltag. Effektiviseringer, stordrift og besparelser er nøglebegreber i tiden og med det følger øgede krav om dokumentation og et politisk ønske om at kunne styre det sociale område med henblik på at nedbringe omkostningerne bl.a. igennem øget detailstyring. En udvikling, der i flere tilfælde har betydet at borgeres retsstilling er blevet krænket, hvilket er interessant set i lyset af at Danmark for ganske få år siden ratificerede FN´s Handicapkonvention.
For os der har vores daglige gang blandt og sammen med nogle af de mennesker, det handler om, står begrebet #specialiseret# ikke nødvendigvis særlig klart i bevidstheden, når det drejer sig om at forstå eller beskrive det sociale områdes kompleksitet.
Når noget er specialiseret i faglig pædagogisk forstand, tager det sit udgangspunkt i den særlige tilrettelagte undervisning, metodikker m.m., der bl.a. har fundet sted på specialskolerne igennem mange år. Begrebet specialiseret kan derfor ikke bruges til at karakterisere det sociale område som kommunerne har ønsket at overtage i stor udstrækning.
Både socialpædagoger og mange flere har snarere den opfattelse, at de mennesker, det handler om, er særlige og unikke frem for specielle. Frem for at blive betragtet som ‘udgiftstunge’ eller ‘specielle’ har de først og fremmest brug for at blive inkluderet i lokalsamfundene, at blive opfattet som en ressource og på den måde bidrage til mangfoldigheden og fællesskabet. At få mulighed for at uddanne sig, at få en tidssvarende bolig, et arbejde osv.
At nogle af disse borgere, børn og unge har brug for særligt kompenserende tiltag m.m. i forhold til at få en dagligdag til at fungere gør dem ikke nødvendigvis til brugere af faglige specialiserede miljøer.
Mennesket før diagnosen
Vi har i sundhedssektoren og i folkeskolen set, hvordan politikerne i deres iver for at styre omkostningerne har været inde og regulere helt ned i detaljen i forhold til fx, hvilke prøver eleverne skal igennem, hvornår de skal kunne læse, hvilke operationer hospitalerne skal gennemføre osv. osv. Både dokumentationskrav og evidensbaserede ydelser fylder rigtig meget i denne sammenhæng, og debatten om hvor meget tid der skal bruges på at dokumentere m.v. synes at være uendelig. Sidst har overlægerne være ude og sige, at der kunne fjernes omkring 40 pct. papirarbejde på bl.a. unødig dokumentation.
Sundhedssektoren bliver ikke sjældent netop fremhævet som model i forhold til arbejdet med dokumentation, når det drejer sig om at gennemføre dokumentation inden for det sociale område. Problemet med denne tankegang er dog, at det videnskabelige grundlag for arbejdet i sundhedssektoren hviler på en positivistisk tradition, hvilket indebærer at alt skal kunne måles og vejes, før vi nærmer os noget, der kan betegnes som evident. På mange områder er de fleste af os rigtig glade for, at det forholder sig således, fordi lægerne på den måde bliver gode til at behandle sygdomme.
Det holder altså bare ikke på det særlige sociale område, hvor den videnskabelige tradition bygger på et humanistisk grundlag, som er et helt andet grundsyn.
Her forstår vi jo menneskets udvikling ud fra sociale og psykologiske faktorer og deres indbyrdes sammenhæng. Her kan vi ikke bare trække en vægt eller et skema op af lommen og finde frem til det rigtige resultat, metode m.v. og spørge, hvor meget denne eller hin følelse vejer. Eller hvor meget selvværd der i den og den situation er på en skala fra 1 til 10?
Hvad der var godt i går er ikke nødvendigvis godt dagen efter. Her skal dokumentationen bygges op omkring helt andre parametre og respekten for det enkelte individ og dennes integritet konstant være i fokus. Vi leder ikke efter fejl, men skaber udvikling baseret på faglig viden og erfaring; mennesket kommer altid før diagnosen.
Den nødvendige dokumentation
Arbejdet omkring borgeren, barnet eller den unge kendetegnes ved flere forskellige faggrupper, som hver især udfylder de roller, der er nødvendige for at indfri de mål og forventninger, der er besluttet og skabt omkring og i samarbejde med det enkelte individ.
Det er nødvendigt at skabe en fælles ramme og i et vist omfang også et fælles fagligt sprog omkring den enkelte. De faglige begreber skal nødvendigvis altid tage sit afsæt i den faglige kontekst, de er skabt i for ikke at udviske og ødelægge den faglige viden og erfaring, der ligger bag. Nutidens problemer med at samordne indsatsen omkring det enkelte individ må derfor givetvis løses igennem et frem tidigt og fordomsfrit tværfagligt samarbejde – og ikke igennem en simplificering af begrebernes betydning, som det er set i visse sammenhænge.
At dokumentationsarbejdet er af betydning er indiskutabelt. Det er ikke er til diskussion overhovedet, hvorvidt der skal arbejdes med dokumentation. Det er vel at mærke #den nødvendige dokumentation#, der er behov for.
Tillid til fagpersonerne
Denne nødvendige dokumentation er karakteriseret ved
- at borgeren, det politiske- og administrative niveau, den socialpædagogiske organisation/ledelsen og den enkelte socialpædagog alle på én gang oplever dokumentationen som nødvendig og vedkommende.
- at det politiske og administrative niveau oplever at få forståelse for og indsigt i de særlige omstændigheder og menneskelige ressourcer, der rummes i det særlige sociale område gennem anerkendelse og respekt for det faglige arbejde, der udfoldes af socialpædagogerne m.fl.
- at borgeren ikke alene får en oplevelse af, men også reelt udvikler nye sociale og kognitive kompetencer gennem en øget livskvalitet
- at den socialpædagogiske organisation/ledelsen (botilbudet, dagtilbuddet, skolen m.v.) oplever at blive anerkendt for sin samfundsmæssige betydning igennem et kvalificeret arbejdet, der dokumenterer nødvendig faglig indsigt og viden
- at socialpædagogen folder sin faglighed ud til gavn for borgeren, barnet eller den unge, organisationen, kommunen/regionen og igennem samarbejdet med kolleger udvikler den nødvendige faglige viden i et fagligt miljø med høj social kapital i erkendelse af, at samfundets økonomi spilder en væsentlig rolle i alle borgeres liv og samfundets samlede potentiale.
Først når disse ovenstående faktorer formår at spille sammen, vil dokumentationen få den nødvendige betydning. Detailstyring vil derfor heller ikke være en farbar vej, ligesom et krav om øget dokumentation med det formål at styre økonomien heller ikke vil fremme kvaliteten af de tilbud, samfundet ønske at give særlige borgere.
Politikerne m.fl. skal overlade de faglige betragtninger og deraf følgende beslutninger til fagfolkene og have tillid til, at de igennem deres faglige viden vil dokumentere, at deres arbejde har den rette betydning.