icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Hvad mener I? Åbent brev til politikere og embedsmænd i Danmark

  • Af Susanne Kjøller, Horsens
  • 01-2011 /

Jeg bliver nødt til at udtrykke min frustration over det der sker i vores land i disse år, og kommer til at ske fremover. Gennem 14 år har jeg været ansat på et beskyttet værksted. Privat har jeg haft en del kontakt med det kommunale system, da min samlever er senhjerneskadet og et andet familiemedlem har en psykisk lidelse.

De udviklingshæmmede

Regeringen klemmer kommunerne på økonomien. Efter nedlæggelsen af amterne, har gruppen af borgere med funktionsnedsættelse (udviklingshæmmede, psykiatribrugere og socialt udsatte) fået skylden for, at udgifterne løber løbsk. Kommunerne har ikke været klædt på til den opgave, de har overtaget. Politikere og embedsmænd har ingen fornemmelse for, hvor svage grupper, vi taler om. Der tænkes udelukkende i økonomi, og det rammer de svage rigtig hårdt. Der laves analyser og brugerundersøgelser, men det er ikke alle udviklingshæmmede, der kan give et reelt svar. De konsekvenser, nedskæringerne får på for eksempel bostøtten, ser vi på de beskyttede værksteder og andre dagtilbud, hvor de udviklingshæmmede viser deres frustration.

Det billigste dagtilbud for udviklingshæmmede er at få borgerne ud i ekstern beskæftigelse – i forhold til beskyttet beskæftigelse. At en del borgere reelt har brug for noget helt andet, end at komme direkte ud på de ordinære arbejdspladser i virksomhederne, prioriteres ikke  højt. Det er min opfattelse, at de alsidige tilbud på værkstederne fjernes eller reduceres kraftigt. Det betyder således, at for eksempel de håndværksmæssige tilbud ikke længere eksisterer. Kan vi være det bekendt?

Normeringerne, der var klare og tydelige under amterne (for eksempel en til ti for et montageværksted), eksisterer ikke længere, hvilket betyder, at vi på grund af de kraftige personalereduktioner får flere borgerne at tage os af. Der er ikke længere et loft for, hvor mange borgere, der for eksempel kommes i en gruppe til en værkstedsassistent. Dette betyder ikke kun en forringelse af, hvad kommunerne tilbyder de udviklingshæmmede eller psykisk syge, det betyder også fare for udbrændte medarbejder. Folk får stress, for de udviklingshæmmede kan man ikke stille på stand by – der vil blot blive flere, der kræver at du er til stede og kan støtte og vejlede dem.

Udviklingen af den enkelte kommer til at hænge i en meget tynd tråd. Så dagtilbudene bliver et slags opbevaring i lighed med SFO.

Andre svage borgere

Når man så går ned med stress, bliver man sygemeldt. For nogen er det en permanent lidelse, der kan ende i en depression.

Den sygdomsramte bliver så trukket igennem det sociale system, hvor man straks bliver registreret i kalenderen, så man kan blive indkaldt til samtaler i en lind strøm. Den sygdomsramte, der i forvejen har meget få ressourcer, presses yderligere, og skal forklare sig i en uende lighed. Det i sig selv er meget svært for disse personer. 

Selv personer, der for eksempel har fået opereret en skulder, og har en normal, tidsbestemt sygemelding, bliver kaldt ind til samtale. Hvad er det for noget at bruge ressourcer på? Ressourcer, der kunne være brugt på virkeligt sygdomsramte. Visse operationer tager jo sin tid. Men kommunerne følger lovene bogstaveligt. Der er ingen sund fornuft. Man koster så disse mennesker rundt i systemet, og da det er svage personer, lader de sig koste.

Det her samfund arbejder sig støt og roligt hen imod et overvågnings- og kontrolsamfund, hvor man ikke kigger på menneskelighed eller sund fornuft. Man gør det så besværligt at være i kontakt med kommunen, at mange opgiver eller føjer sig. Hvordan skal man kunne følge med i de regler, der regulerer vore muligheder på arbejdsmarkedet? Når man så ikke kan få sygedagpenge længere og sagen ikke er afklaret, er det bistandshjælp, hvis man ellers kan få det. Man er måske ikke i den kategori, der kan få flexydelse? Man er for god til pension? Revalidering – kan du nu klare det? Man er hverken sygemeldt eller raskmeldt, man er blevet et spørgsmålstegn. Man skal fortsat komme til samtale, være i praktikker med videre. Jeg kunne ønske, at de politikere, der laver reglerne, selv prøvede at leve under dem, men det er der jo desværre ikke stor sandsynlighed for. I har fået skabt et system, der avler syge mennesker, og gør svage mennesker svagere. Jeg kan kun sige øv. Det er blot sådan jeg oplever det. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt