Regeringen har fremlagt sit forslag til en arbejdsmarkedsreform, der ikke rummer mange visioner, men mere er udtryk for symbolpolitik og ønsketænkning. Eller uvidenhed, fordomme og manglende forståelse for psykisk sygdom.
Som pårørende til et ungt menneske finder jeg, at det er en sort dag for det velfærdssamfund, vi alle betaler til. Vi ønsker at skærme dem, der kommer ud for en social begivenhed – det kunne være dig selv, din søster eller bror. Og jeg er ked af den holdning, det er udtryk for og understøtter, nemlig at de unge, der kommer på førtidspension eller i fleksjob, er lidt dovne, sygdomsfikserede eller simulerer – de skal bare presses lidt mere psykisk og økonomisk. Jeg bliver ked af, at de unge, jeg kender, skal opleve denne nedladende og dumsmarte holdning. De har kæmpet hårdt og mere end så mange andre unge for at komme i gang med arbejde og uddannelse og for at kunne forsørge sig selv, samtidig med at de har en alvorlig psykisk sygdom.
Forslaget har en klar overskrift, der hedder: Ingen skal på pension, eller i fleksjob før de er fyldt 40.
Mange nederlag
Jeg er sådan set enig i konceptet. Det ville være smukt, hvis der var rummelighed nok på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet til alle. Jeg har ikke mødt nogen, der ønskede varig forsørgelse og livsvarig parkering på en ydelse, der ligger under, hvad andre jævnaldrende har.
Og det er ofte et udtryk for mange smertelige nederlag, når et ungt menneske kommer på pension. Der ligger oftest mange mislykkede forsøg på at komme ind på arbejdsmarkedet bag et menneske, der bliver til en pensionssag.
Som pensionsreglerne og praksis er i dag, ligger der en lang række af arbejdsprøvninger, lægelige vurderinger og kommunal afprøvning til grund for beslutningen om at bevillige pension eller fleksjob. De, der får tilkendt en pension i dag, er mennesker med meget begrænset eller ingen arbejdsevne! Selv regeringens egen arbejdsmarkedskommission mener, at det årligt højest drejer sig om 500 mennesker ud af de, der får tilkendt pension, som i et eller andet omfang ville kunne arbejde.
‘Kærligt pres’
Når man har fået tilkendt en pension eller et fleksjob, er de ressourcer, man har, til overflod brugt til bare at få livet til at hænge nogenlunde sammen. Og jeg tror, meget få mennesker ville ønske at være i den situation, hvis de tænker sig om. Det er trist, for et arbejde er på mange måder med til at give os alle livskvalitet.
-
Vi føler os værdsat.
-
Har indflydelse på eget liv.
-
Mulighed for at forbedre vores økonomi.
-
Får sociale kontakter.
-
Udfordres og udvikles.
-
Og mange andre ting !
Der burde gøres en alvorlig indsats for at sikre alles ret til arbejde i det omfang, de magter.
-
Gennem løntilskud.
-
Støtte til uddannelse.
-
Sociale kontrakter, hvor de offentlige leverandører, som en del af deres tilbud, forpligter sig på social ansvarlighed.
-
Langt større brug af revalideringsmulighederne i det nuværende lovkompleks.
-
Ikke mindst burde det offentlige gå foran og selv udvise rummelighed.
I stedet skal de unge nu tilbydes en noget uklar ‘udviklingspakke’, som kan vare i op til fem år.
Når det gælder psykisk sårbare, har regeringen haft 10 år til at skabe den ‘Psykiatri i verdensklasse’, der længe har været efterspurgt. Hvis der endelig skal komme udviklingspakker, er det et godt sted at starte. Men nej, man vælger at ´kærligt presse’ – som beskæftigelsesminister Inger Støjberg vælger at kalde det – meget syge unge ud i endnu en omgang nederlag på det arbejdsmarked, de slet ikke magter. Og som ikke magter dem.
Stor uvidenhed
Som jobcentrene fungerer nu, er der her ingen større viden om psykisk sygdom og om, hvad det indebærer, hvad man kan klare og ikke klare, og hvornår et pres fører til nederlag, afmagt og forværring af svær sygdom.
Det vidner om en farlig uvidenhed, som man burde have udfordret – ikke bare gennem snak med Dansk Arbejdsgiverforening, men gennem høring hos organisationer som SIND. Sandheden er, at denne reform skal spare penge – eller give indtryk af at spare penge. Så er det sagt. Jeg er selv skatteyder og vil gerne se pengene anvendt rigtigt, og vil glæde mig den dag, der bliver rummelighed nok til alle på arbejdsmarkedet. I dag er et fleksjob eller en pension heller ikke en livsvarig ydelse, der ikke kan ændres. Den er netop udtryk for en vurdering af arbejdsevnen, der kan ændres, hvis arbejdsevnen ændrer sig. At det sjældent sker, er et sørgeligt faktum, som viser, at det desværre er meget svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet efter langvarig sygdom. Havde man gået den modsatte vej og have igangsat en lang række initiativer og finansieret dem for at få de unge tilbage på arbejdsmarkedet, og herefter havde nedsat antallet af fleksjob og pensioner, ville jeg måske have haft tillid til intensionerne.
Ren ønsketænkning
Reformen er et tilbageskridt for dette samfunds allersvageste, der bliver fastholdt på et af dette samfunds laveste satser, kontanthjælp, fordi de uforskyldt har fået en psykisk eller fysisk sygdom. Og disse unge har ingen mulighed for at forbedre deres indkomst før de bliver 40, for der ikke er et arbejdsmarked, som står i kø for at ansætte mennesker med alvorlige handicap. Og nogle af denne gruppes unge er så syge, at de aldrig bliver i stand til at arbejde. Men de kunne måske få et anstændigt liv på pension. Psykisk sygdom er lige så alvorlig og invaliderende som fysiske handicap. Pres på denne gruppe svarer til at bede en lam kørestolsbruger om at rejse sig op og gå – og så håne ham ved at kalde ham doven, hvis det ikke lykkes. Det kommer til at koste helbred og liv, og skaber en underklasse, vi ikke vil bryde os om at se. Alle eksperter er enige om, at dette forslag skaber et pres for de psykisk syge, som vil forværre tilstanden hos flere, end det gavner. Derfor er forslaget udtryk for en ønsketænkning hos Støjberg mere end en nøgtern faglig begrundet beslutning. Og det er den mest positive vurdering, jeg kan fremmane.
Jeg betaler gerne og glad for, at der kan tages hånd om de svageste på en ansvarlig, faglig korrekt og solidarisk måde. Og sandheden er, at alle kan ende som de svageste i samfundet, pga. sygdom, arbejdsløshed, eller andre sociale begivenheder.