Stadig for tossede til behandling
Kriminelle udviklingshæmmede kan ikke komme i misbrugsbehandling, selv om retten har sagt, at det skal de. Det betyder, at de bliver længere tid i kriminaliteten, mener leder af botilbud, og det går ud over både den kriminelle og medarbejderne
Den 29-årige Henrik er netop flyttet ind på et bosted et sted i Danmark. Han har overfaldet en person på gaden og har begået adskillige indbrud og tyverier. Almindeligvis ville hans gerninger være nok til at sende ham i fængsel, men Henrik er udviklingshæmmet, og retten har derfor erklæret ham for uegnet til straf. Han har i stedet fået en såkaldt foranstaltningsdom. Det vil sige, at han er anbragt i et socialt botilbud og dømt til at modtage pædagogisk omsorg, som skal hjælpe ham ud af kriminaliteten.
Henrik er også misbruger, og derfor er dommen udvidet med et vilkår om, at han skal i misbrugsbehandling.
Hver dag går Henrik ned i det lokale supermarked, køber en flaske vin, drikker den, og henter en ny, som han også drikker. Han er stort set altid påvirket, og imens kan det pædagogiske personale bare kigge på og forsøge af alle kræfter at overtale ham til at stoppe med sit misbrug, som også omfatter forskellige stoffer. Han har tæt kontakt til det kriminelle stofmiljø i byen.
Det er frivilligt, om Henrik vil tage imod en pædagogisk behandling, og eftersom han selv bestemmer, hvem han vil omgås, og hvor meget, han vil drikke, kan medarbejderne heller ikke forhindre ham i at tage stoffer eller drikke alkohol.
Henriks situation er lig mange andre domsanbragte udviklingshæmmedes, og de fagfolk, Socialpædagogen har talt med, fortæller, at pædagogerne oftest står magtesløse.
I det etablerede behandlingssystem for misbrugere er der absolut ingen hjælp at hente. Her afviser man at behandle udviklingshæmmede. Begrundelsen er, at de på grund af deres intellektuelle handicap ikke er i stand til at følge behandlingen. Heller ikke privatpraktiserende misbrugskonsulenter vil have udviklingshæmmede i behandling. Der findes således intet system, som er bygget op til at tage sig af udviklingshæmmede misbrugere, og det betyder, at den dømte ikke har mulighed for at efterleve dommens krav om at gå i misbrugsbehandling.
– Konsekvensen er, at mange domfældte fastholdes i deres misbrug, fordi vi ikke har redskaber til at hjælpe dem. De fortsætter med den kriminalitet, der er baggrund for dommen, og dermed opretholdes dommen i længere tid, end det måske var nødvendigt, siger Klavs Persson, der er forstander på Sødisbakke, et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud for voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
Han kan ikke sidde med kuglerammen og regne ud, om det er dyrere, at der ikke er et målrettet tilbud til den her gruppe, fortæller han.
– Men man må antage, at det er dyrere, fordi vi fastholder dem uden optimal behandling. Det er dårlig brug af ressourcer, siger Klavs Persson.
– Det bedste ville naturligvis være, at der var udviklet et målrettet behandlingstilbud til udviklingshæmmede misbrugere, og det ville næppe være meget dyrere, da et sådant tilbud jo skulle kombineres med det tilbud de allerede modtager, siger han.
Han har ofte problemet inde på livet. Sødisbakke er VISO-leverandør, når det drejer sig om domfældte udviklingshæmmede, og forstanderen kan se, at det er et stort problem, at kriminelle udviklingshæmmede ikke kan komme i misbrugsbehandling.
Klavs Persson sammenligner med en normalbegavet, der får en fængselsdom. Vedkommende vil under afsoning i fængsel eller arrest få tilbudt misbrugsbehandling og støttende samtaler til at komme ud af sit misbrug og sin kriminalitet.
VISO-Leverandør VISO står for Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. VISO-leverandører giver ekspertbistand på bestemte områder. Læs mere på www.servicestyrelsen.dk/viso |
Ingen behandlingsgaranti
Umiddelbart ser det ikke ud til, at der er hjælp på vej til udviklingshæmmede misbrugere, selv om det har været et kendt problem i mere end 10 år og et politisk emne i lige så lang tid. Allerede i 2003 udsendte Servicestyrelsen filmen ‘For tosset til behandling’, som handler om, at udviklingshæmmede misbrugere ikke kan få et behandlingstilbud. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag.
Det har heller ikke hjulpet noget, at Folketinget i 2005 vedtog en sundhedslov, der forpligter kommunerne til at tilbyde alle alkoholikere en behandlingsgaranti, så de inden for en måned kan komme i behandling for deres misbrug.
Ingen synes tilsyneladende at bekymre sig om den her gruppes misbrug. Regeringen fremlade i oktober sidste år en handlingsplan med nye initiativer, der skal bekæmpe narkomisbrug. Hele tre ministre står bag planen, nemlig justits-, social- samt indenrigs- og sundhedsministeren. Målet var blandt andet at få fat i de udsatte grupper, idet det ‘især er børn og unge samt udsatte voksne, der er sårbare i forhold til skadevirkninger’ af et hashmisbrug. Udviklingshæmmede misbrugere, som kan henregnes under kategorien ‘udsatte voksne’, er ikke nævnt med et eneste ord.
På behandlingscentret Hammer Bakker, der også er VISO-leverandør, kender de problemet med domfældte, der har et misbrug, som de ikke kan blive behandlet for.
– Vi ved ikke, hvor vi skal henvende os. De etablerede behandlingsinstitutioner siger nej tak efter den første samtale, fordi klientens intellekt ikke er stort nok til at gå ind i et behandlingsforløb, siger afdelingslederleder Alice Gade.
Hun kan sagtens forstå deres begrundelser om, at de udviklingshæmmede blandt andet mangler intellektuel kapacitet til at følge behandlingen.
– Men vi har bare ikke et alternativ, siger hun. Formanden for LEV, Sytter Kristensen, mener, at de manglende tilbud om misbrugsbehandling svækker de domsanbragtes retssikkerhed:
– Hvis du har fået en foranstaltning om, at du skal være i anbragt i et botilbud på grund af din kriminalitet, og hvis kriminaliteten bunder i dit misbrug, og du aldrig får mulighed for at komme i misbrugsbehandling ja, så får du heller aldrig en chance for at komme ud af foranstaltningen. Derfor går det ud over deres retssikkerhed i forhold til friheden til at vælge bolig – og derfor er der absolut tale om et svigt. For nogle domsanbragte personer er velegnede til at bo i egen lejlighed, og den eneste grund til, at de er i et botilbud, er misbruget og kriminaliteten.
Et slag på tasken
Man ved ikke ret meget om udviklingshæmmede og misbrug. På Center for Rusmiddelforskning oplyser man, at det ikke er en gruppe, man nogensinde har undersøgt.
I 2001 lavede UFC Handicap en undersøgelse ‘Misbrug uden behandling’, som viste at omkring 5 procent af alle udviklingshæmmede har alvorlige misbrugsproblemer. Det svarer til tallene for den normale befolkning.
Det er især udviklingshæmmede, der bor alene, som har størst risiko for at havne i et misbrug.
Noget tyder på, at når det handler om domfældte udviklingshæmmede er tallet en del større. En undersøgelse, som det nu nedlagte NDU (Netværket vedrørende domfældte udviklingshæmmede) lavede i 2005 blandt 240 domfældte udviklingshæmmede, viste, at omkring 25 procent havde misbrugsproblemer. Men en samlet statistik over, hvor stor problemet er, findes ikke.
Manglende kendskab til gruppen, præger også de vilkår, som dommeren ofte idømmer de kriminelle udviklingshæmmede misbrugere. På Hammer Bakker har de eksempler på, at udviklingshæmmede, der aldrig har rørt spiritus, men derimod tager stoffer som hash, amfetamin, kokain og ecstasy i en skøn blanding, får at vide i retten, at han skal gå i antabusbehandling.
– Måske tænker domstolene, at når en udviklingshæmmet er misbruger, så kan det kun være af alkohol, siger Alice Gade.
Det normale liv på godt og ondt
På botilbuddene føler medarbejderne sig ofte magtesløse over for misbruget hos de udviklingshæmmede, fortæller Alice Gade. Set over en 10-årig periode oplever de, at problemet er støt stigende, og målgruppen har ændret sig fra at være en ‘traditionel’ udviklingshæmmet til, at det ofte er udviklingshæmmede med mange sammensatte problematikker og op til flere diagnoser.
De domfældte kommer ikke længere hovedsagelig fra bostederne, men bor oftest i egen bolig. For eksempel er den senest ankomne klient til Hammer Bakker overhovedet ikke kendt i systemet, før han begik kriminalitet. I forbindelse med retssagen gennemgik han en mentalundersøgelse, og han blev fundet uegnet til straf på grund af sin mentale funktionsnedsættelse.
– Målgruppen er i dag bedre kognitivt fungerende, men deres problemer er mere komplekse. De ligger tæt på normalområdet og stræber efter det normale liv på alle niveauer. Men der er også en bagside ved, at de har stor selvbestemmelse, fordi de ikke altid magter at tage ansvaret, siger Alice Gade.
De vil gerne være med i fællesskabet og er ofte lette ofre for grupper i det kriminelle miljø. Her kan de blive sat til at udføre de beskidte opgaver af folk, som er mere snu end dem. Bande- og misbrugsmiljøer er flyttet ind på vore institutioner. Det kan for eksempel være, at klienten skylder penge i misbrugsmiljøet, og der derfor møder en gruppe op på institutionen for at gøre ‘regnskabet’ op. Klienten involverer sig i flere og flere områder af det kriminelle miljø, og derfor er truslen udefra blevet større, siger Alice Gade.
– De kan ikke overskue konsekvenserne eller forholde sig til deres ansvar. De er meget bange, men kan ikke selv komme ud af det, siger hun.
Det pædagogiske personale forsøger at forhindre det, men kan reelt intet stille op. De kan ikke forbyde klienten at gå ned og købe stoffer, men forsøger så på alle mulige kreative måder at påvirke dem. For eksempel ved ‘tilfældigvis’ at være samme sted som der, hvor klienten skal købe hash, og når de har abstinenser, forsøger personalet at stå til rådighed.
– Vi prøver til stadighed at være et skridt foran og komme i dialog med dem, men der er ingen tvivl om, at vi mangler et behandlingstilbud til den her gruppe, siger Alice Gade.
Den klarer I selv
Ofte står pædagogerne magtesløse over for domfældte udviklingshæmmede, der er misbrugere, og de er tilsyneladende også alene om at klare problemerne.
I rapporten ‘Forebyggelse, behandling og tværfagligt samarbejde’ (udgivet af UFC Handicap 2006), skriver forfatterne:
‘Mange har nok stadig den opfattelse, at der nok er nogle professionelle, som sørger for at holde styr på de udviklingshæmmede i institutioner. Men udviklingshæmmede er i dag ikke anbragt i et parallelt system, der tager vare på alle dele af tilværelsen.’
Selv om det er kommunerne, der har forpligtigelse til at opfylde behandlingsgarantien til de udviklingshæmmede, så er problemet i praksis overladt til bostederne. Og de er ikke fagligt klædt på til opgaven, siger Klavs Persson fra Sødisbakke.
– Der er ikke udviklet en best practice på området. Der mangler for eksempel en kortlægning af problemstillingerne, og man ved ikke, hvilke elementer, der skal indgå i en behandling hos udviklingshæmmede misbrugere. Heller ikke i pædagoguddannelsen lærer de noget om emnet.