icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Uligestilling

Mænd fik mest ud af skattelettelser

f:nyt - Det er mændene og folk med de højeste indkomster, der har fået størst gevinst af VK-regeringens skattelettelser siden 2001, viser beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

  • Af Kurt Ladefoged
  • 05-2011 /

VK-regeringen har i samarbejde med Dansk Folkeparti i flere omgange gennemført markante skattelettelser i perioden 2001-2010. For det første har der gennem hele perioden været skattestop, der  fastfryser ejendomsværdiskatten og stykafgifter (afgift på for eksempel emballage) i kroner og øre. For det andet har regeringen i tre omgange gennemført skattelettelser. Første gang med forårspakken fra 2004, anden gang med skattepakken fra 2007 og endelig med Forårspakke 2.0 i 2009.

Det fremgår af beregninger foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Sammenlagt er skatterne lettet for over 50 milliarder kroner i 2010 som følge af skattelettelserne. Skattelettelserne er givet sådan, at de personer, der har de højeste indkomster, samtidig får de største gevinster. AE’s beregninger viser, at mens de 10 procent rigeste får 46.000 kroner i skattelettelse i 2010, så får de  10 procent fattigste 4.200 kroner i skattelettelse.

Størst gevinst til mænd

Denne skæve fordeling af skattelettelserne slår ligeledes igennem, når man opdeler på køn. Det skyldes, at mænd er overrepræsenterede blandt de højest lønnede, mens kvinder er over-repræsenterede blandt de lavest lønnede. Mens mænd i gennemsnit får en skattelettelse på 16.000 kroner, så får kvinder i gennemsnit 11.000 kroner i skattelettelse.

Den skattepakke, der er mest skævt fordelt, er Forårspakke 2.0. Her får mænd i gennemsnit 2.200 kroner mere end kvinderne i gevinst, hvilket svarer til en forskel på hele 42 procent. De tidligere skattepakker giver  imidlertid ligeledes den største gevinst til mændene. Det betyder, at mændenes samlede gevinst er 30 procent større end kvindernes gevinst.

Måler man gevinsten i forhold til indkomsten, er det ligeledes mændene, der får de største gevinster. Mens mænd i gennemsnit har fået en indkomstfremgang på 7,1 procent som følge af skattelettelserne, får kvinderne i gennemsnit en fremgang på 6,2 procent, viser analysen.

Endelig fremgår det af analysen, at selv når man indregner den omfordeling, der sker i familierne, får mændene den største gevinst med godt 13 procents forspring til kvinderne.


Download hele analysen på www.kortlink.dk/8se3

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ligestilling, Forbund og a-kasse