icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Børns rettigheder

Nordisk fokus på konventionen

FN’s Børnekonvention skal gennemsyre det socialpædagogiske arbejde med anbragte børn, lyder det fra Nordisk Forum for Socialpædagoger

  • Af Jens Nielsen
  • 03-2012 /

FN’s børnekonvention er børnenes egen grundlov, og konventionen, der stammer tilbage fra 1989, sætter rammerne for alle børns ret til at få opfyldt deres grundlæggende behov: at udvikle sig, at blive beskyttet mod overgreb og have medbestemmelse på de ting, der sker i hjemmet, i skolen og i samfundet. Og derfor er konventionen også et naturligt grundlag for det socialpædagogiske arbejde med udsatte børn og unge.

Sådan konstaterer Nordisk Forum for Socialpædagoger (NFFS) i et nyt hæfte, hvor der er fokus på konventionen og dens betydning for og rolle i socialpædagogikken.

– Vi har en vision om, at vores profession og fagets udøvere realiserer konventionen og optager dens principper i socialpædagogikken og det daglige arbejde med udsatte bøn og unge. I dette ligger også et socialpolitisk og etisk ansvar for at synliggøre børn og unges situation, når den ikke er i tråd med deres rettigheder, skriver forummets styrelse i sit forord.

Det er især de anbragte børn og forsvaret for deres rettigheder, det handler om i hæftet – det er børn med sociale vanskeligheder og svære opvækstvilkår, der har særlige krav på beskyttelse, påpeges det.

NFFS peger på, at det handler om at få indarbejdet konventionens principper overalt i de nationale love og forvaltninger. På den måde skal de anbragte børns rettigheder sikres under anbringelsen. Forummet vil også have en børneombudsmand, der kan holde særligt øje med, om de respektive lande lever op til konventionen.

Og så skal de fagprofessionelle altså forpligte sig på at efterleve konventionen i praksis, og uddannelsesstederne skal sørge for, at konventionens tanker inddrages i undervisningen, så de studerende får en konkret viden om børns rettigheder, påpeger NFFS-styrelsen.

Hæftet gennemgår konventionen og de muligheder og udfordringer, der ligger i arbejdet med den. Og afslutningsvis opstilles en række spørgsmål, der er direkte møntet på at blive diskuteret ude på de socialpædagogiske arbejdspladser. 

NFFS


Nordisk Forum For Socialpædagoger er et samarbejde mellem de nordiske fagforeninger for socialpædagoger. I forummet udveksles bl.a. erfaringer og viden om den socialpolitiske debat og udvikling i de nordiske lande. Find hæftet ‘FN’s Børnekonvention og socialpædagogikken’ og læs mere på www.sl.dk/internationalt – klik på NFFS i menuen til venstre.

Relaterede artikler