icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dengang

Fem minutter i tolv

På FN-dagen i 1985 afbrød Socialpædagogerne deres hovedbestyrelsesmøde for at deltage i fredsstrejke på Københavns Rådhusplads

  • Af Kurt Ladefoged
  • 15-2012 /

I midten af 1980’erne herskede den kolde krig mellem øst og vest stadig, og fredsbevægelserne var meget aktive med at opfordre magthaverne til at forhandle nedrustning og nej til stjernekrig – det vil sige rumbaserede våbensystemer. Det daværende SL var også aktiv i fredsbevægelsen, og på FN-dagen den 24. oktober 1985 afbrød hovedbestyrelsen sit møde for at deltage i fredsstrejken ‘Fem minutter i tolv’ på Rådhuspladsen.

Med bannere som bar teksten ‘Nej til stjernekrig’ og ‘Norden atomvåbenfri zone’ blokerede hovedbestyrelsens medlemmer og ansatte i SL’s sekretariat fem minutter i tolv H.C. Andersens Boulevard. Til akkompagnement af dyttende biler kom politiet også til og efterspurgte den ‘ansvarlige leder’ for opløbet, hvilket viste sig at være daværende forbundsformand Jens Asger Hansen.

Politiet truede med at fjerne demonstranterne, da de ‘spærrede for offentlig samfærdsel’. Men inden det kom så vidt slog rådhusuret tolv, og demonstranterne fjernede sig i god ro og orden.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse