icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Efterværn

Mest støtte til de stærkeste

Tidligere anbragte, der modtager efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke modtager efterværn. Men der er risiko for, at de svageste ikke får efterværn, vurderer forskere fra SFI

  • Af Maria Rørbæk
  • 07-2012 /

Dem, der har mindst brug for det, får det oftere end dem, der har det største behov. Så bagvendt ser det ud til at være, når det gælder efterværn til tidligere anbragte.

I hvert fald konkluderer en ny videns- og erfaringsopsamling fra SFI, at der på flere områder er risiko for, at de svageste unge ikke får efterværn.

I rapporten ‘Efterværn for tidligere anbragte unge’ giver forfatterne et sammenfattende billede af den viden, der på nuværende tidspunkt er indsamlet om efterværn i Skandinavien, Storbritannien og USA, og der er slet ingen tvivl om, at tidligere anbragte, der modtager efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke modtager efterværn.

På den baggrund konkluderer forskerne, at ‘efterværn ser ud til at have en positiv betydning for de unges liv’.

Sagsbehandlerne skummer øden

De hæfter sig samtidig ved, at der ser ud til at være forskel på dem, der tildeles efterværn, og dem, der ikke gør. For mens man kunne tro, at de svageste fik mest støtte, og de stærkeste i højere grad blev overladt til sig selv, ser det ud til at være lige omvendt: Som forskerne konkluderer i pressemeddelelsen, risikerer de svageste unge at blive overset til fordel for de ressourcestærke.

I resumeet forklarer forskerne blandt andet risikoen for forskelsbehandling med, at sagsbehandleren ‘skummer fløden’ og retter sit fokus mod de unge, der tegner til at klare sig godt, altså hvor efterværnet vil kunne blive en succes.

– Det kan indebære, at de unge med flest ressourcer og bedst mulighed for at forhandle sig frem til efterværn også er dem, som modtager det. De unge med størst behov for støtte og hjælp – de svageste blandt de tidligere anbragte unge – har imidlertid sværest ved at opnå hjælp og støtte, skriver de.

At svage unge ikke får efterværn kan også skyldes, at unge er trætte af foranstaltninger og derfor afviser tilbuddet om efterværn. 


Hent hele rapporten på www.kortlink.dk/apxa