icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Lad os styrke vores fællesskab

Hvis alle trækker mod discountforbundene, hvem skal så varetage socialpædagogernes interesser?

  • Af Kaj Skov Frederiksen, forbundskasserer
  • 01-2012 /

Der er ingen tvivl om, at Danmarks økonomiske udfordringer er store. Og at mange menneskers hverdag påvirkes af, at både private og offentlige virksomheder sætter økonomien i bakgear. Aldrig har så mange socialpædagoger mistet deres job på så kort tid, som i 2011. Så det er svære tider.

Krisetider gør ikke fagforeninger overflødige – tværtimod. Der er for alvor brug for stærke organisationer, som kan støtte medlemmerne både individuelt og kollektivt, og som kan påvirke den politiske og økonomiske dagsorden i Danmark. Men i øjeblikket er der bevægelser i gang, som svækker fagbevægelsen. Her tænker jeg på, at der er et stigende antal lønmodtagere, der forlader de overenskomstbærende fagforeninger til fordel for discountforbundene, fordi de synes, det er for dyrt at være medlem.

Arbejdsmarkedsforskere har i flere undersøgelser påvist, at professionsforbundene i den offentlige sektor har langt bedre fat i medlemmerne end de store forbund, der fortrinsvis organiserer på det private arbejdsmarked. Men også hos Socialpædagogerne mærker vi, at den almindelige krisebevidsthed får nogle medlemmer til at søge billigere alternativer. Det, mange bare glemmer, er, at der er en grund til prisforskellen. Hvis alle trækker mod discountforbundene, hvem skal så varetage socialpædagogernes interesser? Hvem skal tage sig af vores overenskomster og lokalforhandlinger, af vores socialpædagogiske faglighed, af vores indsats for samfundets svageste? Af alt det, der gør Socialpædagogerne til et stærkt professionsforbund?

I uge 4 og 5 sætter Socialpædagogerne for femte år i træk igen arbejdspladsbesøg på dagsordenen. I disse to uger rydder vi kalenderne for møder, og kommer ud til arbejdspladser over hele landet. Det gør vi for at styrke dialogen med jer og med potentielle medlemmer, og for at vi i fællesskab kan drøfte visioner og handlemuligheder for de forhold, som presser det socialpædagogiske område. Vi vil gerne møde områdets mange dygtige medarbejdere, som hver dag yder en betydningsfuld indsats for mennesker med særlige behov. Og vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan styrke vores faglige fælleskaber.

Som medlem af Socialpædagogerne kan du selv være med til at styrke fællesskabet. Endnu er det de få, der har valgt discountforbundene. Men der er mange kolleger, som er medlem af andre fagforeninger, og som ikke har fået skiftet over til Socialpædagogerne, da de skiftede arbejdsområde. Måske er det nogle af dine kolleger, der er med i en anden fagforening. Dem bør vi invitere over i vores faglige fællesskab. Du kan styrke fælleskabet ved at åbne dialogen på din arbejdsplads. Hvis du gerne vil have Socialpædagogerne med i dialogen, så book os til et besøg ved at kontakte din kreds.