Her skal man kunne skrue ned for smilet
På Botilbuddet Lyngdal er hver eneste beboer gennemanalyseret for at finde ud af, hvordan medarbejderne kan hjælpe beboerne med ikke at få flere påvirkninger end deres nervesystem kan klare. Det kræver medarbejdere i den faglige eliteklasse, som har så meget kontrol over deres nervesystem, at de kan lægge bånd på deres egne følelser
De er ofte i medierne, og stort set aldrig for det gode. Historierne handler tit om, at de højt specialiserede botilbud for udviklingshæmmede beboere koster kommunerne alt for mange penge.
Men det er kun bagsiden af medaljen.
Der er også en forside, som handler om, at højt specialiseret viden både gavner beboere, medarbejdere og nåh ja… kommuneøkonomien, fordi der blandt andet er mindre sygdom og færre arbejdsskader hos medarbejderne. Og det er den historie, det regionale botilbud Lyngdal i Ølstykke kan fortælle.
Beboerne på Lyngdal er voksne mennesker med gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Deres mentale udviklingsalder ligger mellem ni måneder og tre år. De er alle det, som fagfolk kalder udadreagerende. Vi andre vil sige voldelige.
– Beboerne kan ikke rumme ændringer, fordi deres hjerner ikke er godt nok udviklet til det. De bliver bange, og så kører deres centralnervesystem op, siger leder Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Derfor skal medarbejderne give beboerne en hjælp, som kan kompensere for alt det, deres hjerne ikke kan. Metoden er, at der skal skabes low arousal, som kan oversættes til lav spænding i nervesystemet eller ikke ophidset. Vi andre kan (som regel) selv gå fra high arousal – for eksempel en tilstand af vrede – til low arousal uden at slå på omgivelserne. Men den evne har beboerne ikke.
|
Low arousal På botilbuddet Lyngdal i Ølstykke arbejder medarbejderne med low arousal-pædagogik. I MED-regi er der udarbejdet en introduktion til arbejdet med beboerne, der har gennemgribende udviklingsforstyrrelser, autismespektrumforstyrrelser og lavt mentalt udviklingsniveau. Hele introduktionen til low arousal-pædagogik kan læses her |
Hvordan vil du helst have det
Den hjælp, som beboerne har brug for, er individuel, så derfor er det nødvendigt at kortlægge hver enkelt beboers sanser for at finde ud af, hvor mange stimuli, personen kan klare i forhold til at se, høre, føle, lugte, smage og fornemme. Skal personen for eksempel sidde alene og spise? Hvad med fysisk berøring? Hvad kan beboeren godt lide eller ikke lide? Og hvad med lysfølsomhed? Hver eneste detalje bliver gennemgået.
Vi andre har en hjerne, som er i stand til både at sanse, integrere og sortere. Vi kan for eksempel lukke lyde ude, når vi sidder i toget og læser, og flere samtidig taler på sæderne ved siden af.
– Men den evne er ødelagt hos beboerne. Alt går ind og kalder på opmærksomhed, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Når medarbejderne har gennemarbejdet og analyseret en beboers hverdagsliv og fået et billede af, hvad det særlige er, bliver der lagt et dags- og aktivitetsprogram med skriftlige handle-anvisninger for hver enkelt beboer.
– Vi skal sørge for at tilrettelægge dagligdagen ved at tage udgangspunkt i det, personen godt kan lide. Hvis det for eksempel er at løbe, så finder vi en løberute, hvor man ikke bliver forstyrret af noget andet, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Handleanvisningerne ændrer sig hele tiden i takt med, at beboerne får brug for noget andet.
Et smil kan være for meget
Arbejdet kræver ikke kun en god socialpædagogisk uddannelse. Medarbejderne skal også have en neuropædagogisk viden om hjernens funktion. Og da det ikke er en del af grunduddannelsen, bliver alle nyansatte medarbejdere efteruddannet.
– På næsten alle måder går arbejdet her imod den hverdagspædagogik, som sidder på rygraden af os. Det er den, man har lært i sin grunduddannelse som pædagog, og som vi hver især bruger i vores hverdagsliv, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard og giver eksempler:
– Vi har lært at være høflige, og hvis nogen siger noget, reagerer vi ved også at sige noget. Man går ikke forbi hinanden uden at smile. Men i forhold til beboerne her skal man lukke ned for stimuli.
Det allermest stimulerende for nervesystemet er at have øjenkontakt med et andet menneske, at blive smilet til og talt til. Men på Lyngdal skal medarbejderne være i stand til at økonomisere med den mængde råstof, der er til stede hos den enkelte beboer, så det kan holde hele dagen.
– Et smil kan være for stærk en stimulus for nogle beboere, og så skal man lade være, selv om man har lyst, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Vi andre kan godt lukke af og filtrere nogle indtryk fra. Men den evne har beboerne ikke. De bliver hele tiden overvældet af alle de stimuli, der går lige ind, og de reagerer ofte med kamp og flugt. Derfor forsøger medarbejderne at skærme beboerne mod for mange indtryk.
– Det kan ikke lade sig gøre 100 procent, og beboerne vil ind imellem komme i en tilstand af high arousal. Det kan ske flere gange i løbet af en dag, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Væk med hverdagspædagogik
Medarbejderne skal ikke være konfronterende i deres pædagogik, og det kan det være rigtig svært at lade være med, når en beboer fx bliver ved med at smide en tallerken på gulvet. Var det et barn, ville man sige, at det skulle holde op eller fjerne tallerkenen. Men det vil hos beboerne blot udløse kæmpefrustrationer ofte med slag og spark til følge.
Medarbejderne skal bruge positiv afledning og lede beboernes opmærksomhed i retning af det, som er hensigtsmæssig.
– Vi arbejder med at nedbringe konflikten og stiller ikke større krav, end beboeren kan klare. Det er hammersvært at gøre, for vi er uddannet til for eksempel at lære børnene ikke at smide ting på gulvet. Og det er også det, vi bruger i vores hverdagspædagogik derhjemme, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Men beboerne smider ikke ting på gulvet i trods, fordi de skal have opmærksomhed eller for at søge grænser af. Det er deres hjerne ikke udviklet til at tænke og planlægge.
– Det kræver derfor, at medarbejderne kan lægge rygmarvspædagogikken fra sig og i stedet være opmærksomme, nærværende og anvende positiv afledning, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Uha, det er svært
Det er ikke nok, at medarbejderne har fokus på beboerne. De skal også rette opmærksomheden indad i deres eget system.
– Man skal være i stand til at arbejde med sit eget autonome nervesystem. Det betyder for eksempel, at når man kommer ind ad døren til en beboer, skal man kunne gøre sig selv rolig og ikke kun tænke, ‘nu er jeg rolig’, for beboeren reagerer på det, man sender ud og ikke på det, man siger, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Hvis medarbejderen er usikker, vred, bange eller noget i den retning, så er det det, beboerne fornemmer. Det går lige ind i deres system, så de reagerer negativt. Følelse smitter, fordi vi alle har nogle særlige hjerneceller, de såkaldte spejlneuroner, der spejler følelser og stemninger mennesker imellem.
Medarbejderne kan ikke snyde med det. Så øvelsen er, at de selv hele tiden er på forkant med, hvordan deres eget system er skruet sammen.
– Det skal helst give fred og ro til beboerne og ikke skabe for eksempel usikkerhed, vrede eller en anden negativ stemning, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Man kan også skabe high arousal hos beboerne ved noget positivt, for eksempel at snakke, pjatte og grine for meget. De kan reagere på de voldsomme stimuli ved at skade sig selv eller andre. Så det skal man heller ikke gøre.
– Den del er nok den vanskeligste at mestre, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Medarbejderne skal kunne styre deres eget system samtidig med, at de hjælper beboerne med at styre deres. Og man skal holde sig inden for det råderum, de nu har. Hvad kan de lide, og hvad er hensigtsmæssigt?
Medarbejderne må ikke selv blive alt for opstemte, og det er svært.
– Vi er også mennesker og reagerer på samværet, men vi må ikke blive så grebet, at vi for eksempel kommer til at overdrive og overstimulere, fordi det er hyggeligt og sjovt for os, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
Selv om medarbejderne er skolet i hele tiden at have dobbelt opmærksomhed i arbejdet – på beboeren og på sig selv – så sker det alligevel, at beboerne bliver stressede og slår.
– De har slet ikke dannet et jeg, så de kan ikke arbejde med grænser. For medarbejderne er det en kraftig grænseoverskridelse, når en person spytter eller slår, og man skal kunne være i det voldsomme felt det er, at grænseoverskridelser finder sted, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
De gode medarbejdere bliver
Ledelsen på Lyngdal stiller særdeles høje grav til medarbejderne, men giver til gengæld også den efteruddannelse, sparring og supervision, som et så højt specialiseret socialpædagogisk arbejde kræver. Der er løbende supervision, hvor videooptagelser af medarbejder og beboer bliver gennemgået.
Det er karakteristisk for medarbejderne, at enten forsvinder de (eller bliver bedt om det) inden for de første tre måneder eller også bliver de hængende. Rigtig mange har været på Lyngdal i årevis.
Kravene er blandt andet, at medarbejderne skal have kvaliteter og kompetencer i deres egen personlighed, så de kan lide at være på Lyngdal. Har de for eksempel ikke jordforbindelse, kan de ikke være der.
– Og så er det lige meget, at man både er kvik og begavet. Hvis man ikke selv er rodfæstet, står man ikke godt nok fast, og så reagerer beboerne på det, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
– Vi skal ikke være overmennesker, men vi skal have så megen opmærksomhed på vores eget nervesystem, at vi kan være bevidste og nærværende.
Det kan man ikke være alene, så derfor skal medarbejderne også være meget dygtige til at kommunikere og samarbejde. De skal være i stand til både at kunne give og modtage feedback.
Hvad det vil sige, illustrer Lisbeth Rosschou Nørgaard med et eksempel: En medarbejder kan komme på arbejde en dag og have en dårlig dag. Måske er vedkommende ikke selv klar over det, og så er det godt at have kollegaer, der kan sige det, og som også har pligt til at sige det.
– Vi planlægger arbejdet ud fra, at medarbejderne skal være dygtige til at give og modtage feedback og tage hånd om hinanden. Hvis man for eksempel er blevet slået af en beboer, og man måske selv synes man er klar til at fortsætte arbejdet, kan kollegaerne sige ‘nej, du er ikke klar’, siger Lisbeth Rosschou Nørgaard.
At Lyngdal har valgt den rigtige arbejdsmetode kan aflæses i færre frustrationer hos beboerne og dermed mindre vold. Det kan også aflæses på tilfredse og engagerede medarbejdere, der til stadighed finpudser deres specialviden. Og så bliver de i årevis.