Tvivlen bliver konstant sået i mig
I arbejdet med at finde ud af, hvad børnene har brug for og lyst til, ligger tvivlen hele tiden lige under overfladen. Ofte popper den op og sender Jane Torp og hendes kollegaer i Møllehuset i Thisted på detektivarbejde i både børnenes og egne frustrationer
Drengen synger for Jane Torp. Med sin helt egen lyd og sine helt egne ord. Men melodien er ikke til at tage fejl af. Hjulene på bussen, siger Jane. Drengen griner og skifter hurtigt til en ny sang. Oppe i Norge. Ny sang. Skorstensfejeren gik en tur. Ny sang. Postmand Per. Ny sang. Jane ved ikke lige. Drengen gentager melodistumpen lidt højere. Højere endnu. Højt og insisterende. Jane kan simpelthen ikke høre, hvad det er for en.
– Det er skide irriterende, når vi ikke forstår. Det er sådan en konstant latent frustrationsting hos vores børn, at vi ikke forstår dem. Nogen gange kan vi sige pyt og snakke om noget andet. Andre dage er det nok til, at det hele vælter, fortæller Jane Torp.
– Børnene har så meget med, som gør, at det i forvejen er svært for dem. Det er så lidt, der skal til, før det føles rigtig farligt. Den forkerte jakke på, blæsevejr, forkert morgenmad. Små, små ting. Nogen gange kan man ikke sætte en finger på, hvad det er. Måske ved de ikke engang selv, hvad der driller. Er det maven? Ryggen? Savner du? Vi er rigtig tit inde at tolke på noget, som vi af gode grunde ikke aner, om er rigtigt, siger hun.
Børnenes frustrationer over ikke at blive forstået kan udløse stor tumult på en i forvejen dårlig dag eller hvis det, de forsøger at fortælle, er særlig vigtigt for dem.
– Vi kan aldrig vide på forhånd, hvornår det vælter. Nogle gange har det rigtig stor betydning det, de vil fortælle. Det har det meste af det. Og så er deres mestringsstrategier jo sådan, at så kaster de en kop på gulvet. Måske jeg så forstår. Og hvis jeg stadig ikke gør, så finder de på noget andet. En stomipose for eksempel. Den kan være et rigtig godt våben.
Trods de voldsomme reaktioner, hverdagstvivlen kan give anledning til, ser Jane Torp det ikke som en kamp mellem hende og børnene.
– Det er sjældent, det handler om os. Men det er selvfølgelig os, det bliver kanaliseret ud på. Det er os, der skal have at vide: ‘Nu synes jeg, det er svært. Hjælp mig!’
|
Er tvivl godt? I tre artikler i dette, det forrige og det næste nummer fortæller tre pædagoger, hvordan de håndterer den tvivl, magtesløshed og midlertidighed, der jævnligt udfordrer dem og indimellem rammer dem hårdere end ellers i deres pædagogiske praksis. Læs også tre filosoffers bud på, hvordan den gode pædagog forholder sig til tvivl, magtesløshed og midlertidighed som vilkår for arbejdet med mennesker, og hvilken betydning det har for kvaliteten af det pædagogiske arbejde. |
Detektivarbejde
Drevet af dels børnenes iver dels egen modvilje mod at lade samtalen strande sætter Jane og hendes kollegaer dagligt en større efterforskning i gang for at finde ud af, hvad børnene vil fortælle. De spørger hinanden, de spørger i skolen. Måske er der en, der har en historie, der kan kaste lys over mysteriet.
– Når jeg så forstår. Jamen... fantastisk glæde i børnenes øjne. Det er lige, så man kan se, de tænker: ‘Ih! Nu fattede hun det endelig’. Og en kæmpe tilfredsstillelse i en selv. At man knækkede koden.
På børnenes værelser hænger der store fotocol-lager over sengen. Selvom ‘det kan autister ikke overskue’. Det ku’ de så godt, viste det sig. Børnene bruger dem til at fortælle om oplevelser og mennesker, de holder af. De har stor glæde af dem.
– Tvivl kan hurtigt blive sådan lidt negativt tonet. Men tvivl kan også være mere undrende eller undersøgende. Det, synes jeg, er enormt sundt. Den tvivl bliver hele tiden sået i mig af de udspil, børnene kommer med. Det rykker os og får os til at se nye veje, siger Jane Torp.
Jævnligt står hun i en situation, hvor hun er nødt til at handle, uden hun aner, hvad hun skal gøre.
– Man har altid sådan en fornemmelse af, om det er godt eller skidt. Sådan en intuition eller indre mavefornemmelse. Der hvor jeg virkelig kommer i tvivl og kommer til kort, det er, når jeg ikke kan forklare ting. Når jeg kan se, at selvom vi har fulgt den her liste, og vi har set det her og gjort det her, så er vi stadigvæk i det røde felt hele tiden. Så bliver jeg i tvivl om hele det pædagogiske virke omkring et barn. Er det overhovedet det rigtige, vi gør for ham? Forstod jeg ham, da jeg tolkede det her? Det, jeg synes, han skal, er det fuldstændig ovre på naboens måltrappe? Kan han overhovedet indfri det? Så må vi skole om. Også selvom vi ikke aner, om det er bedre. Vi tager mange chancer, konstaterer Jane Torp.
Tvivlen må ikke blive en dårlig vane
Hun kan et trick. Hun har lært sig #at vende tvivlen om# på dage, hvor den har det med at stikke sit drilagtige hoved frem konstant.
– Det handler også om, hvordan vi er skruet sammen som mennesker. Jeg har sådan en latent tvivl liggende hele tiden. På om jeg er god nok, om jeg slår til. Som menneske. Jeg tænker lynhurtigt: Du gør det ikke godt nok Jane T. Så render tvivlen der foran mig, og jeg synes, jeg skal indhente den.
Men det er Jane Torps erfaring, at det ikke nytter noget at løbe efter tvivlen. I stedet laver hun en slags mental bevægelse, hvor hun registrerer, at den er der, og derefter punkterer sin usikkerhed ved at sige til sig selv: Du gør det rent faktisk godt nok.
– Af og til har børnene bare en rigtig dårlig dag. Lige meget, hvad jeg gør for dem sådan en dag, så hjælper det aldrig nogen verdens ting, fordi de har det, som de har det. Hvis jeg generelt går og er i tvivl om alt, hvad jeg laver, så dræner det mig for energi.
Så kan de være nok så handicappede
Flere af børnene i Møllehuset har piktogrammer, der viser, hvad der skal ske hvornår i løbet af dagen. De har brug for, at de voksne omkring dem har styr på den struktur, de selv er så afhængige af.
– De her børn er dødskarpe. De spotter lynhurtigt, hvem der har den der usikkerhed i sig. Om man er lidt tvivlende, når man skal ind til dem, om vi har styr på det. De fanger det, inden du overhovedet træder ind ad døren, fortæller Jane Torp.
Børnenes følsomhed over for de voksnes usikkerhed og humør i det hele taget, kan også få dem til at drille. En af drengene går tur til andedammen hver dag. Det er samme vej hver gang. Altid til venstre for enden af vejen. Går han turen med en ny voksen, spørger han: Skal vi til højre? Blot en lille test på, om hun har styr på det.
– De fanger de svagheder, vi har. Vi vil jo gerne være så anerkendende og pædagogiske og alt det der, men på et tidspunkt, så kan man godt komme over den der grænse. Hvor man lige bliver presset langt nok ud til at sige: Pyha! Så banker man i bordet eller råber lidt højt.
Jane TorpMøllehuset, Thisted. Her bor 0-18 årige børn og unge, der lever med flere forskellige fysiske og psykiske handicaps. De fleste af børnene har et meget begrænset eller slet intet verbalt sprog HVORFOR ARBEJDER DU HER? Der er bare noget helt specielt over de børn her, og jeg har fundet ud af, at jeg er god til at tolke dem, til at se dem og god til at være sammen med dem, når det er svært. Jeg kan hjælpe dem. HVAD ER DET SÆRLIGE? At de er så handicappede, som de er. Det er svært at se mennesket bag. Det lille lille menneske der har så stor brug for, at man er der. HVAD SKAL MAN KUNNE? Man skal have lyst til at være sammen med børnene. Til at se bort fra deres handicaps og se dem. Kigge på dem. Være sammen med dem. Grine med dem. Røre dem. Og så skal man have et godt kendskab til sit indre. Eller have lyst til at få det. Man skal vide, hvordan man reagerer, når man møder modstand. Det er basis. Her er det små, små ting som gør, at det hele eskalerer. HVAD ER DET SVÆRESTE? Det sværeste er bare at sætte sig og være sammen med dem. At turde lade dem komme tæt på. HVAD GØR DET HELE VÆRD? Når jeg kigger på børnenes øjne, og de stråler. Så er jeg ikke i tvivl om, at alt det, vi nogen gange kæmper og slås for, er det rigtige. |
Lige ud af posen
I Møllehuset snakker pædagogerne sammen mange gange i løbet af en dag og gør sig umage med, at børnene er i fokus. Men den sidste halve time af dagen, når børnene er puttet, drejer det sig ikke (i første omgang) om børnene.
– Vi kigger hinanden dybt i øjnene og spørger: Hvordan har din dag været? Vi deler det gode og det dårlige med hinanden. Fortæller, hvad der var svært. Deler gyldne øjeblikke. Eller spørger: ‘Jeg lagde mærke til, at du gjorde sådan og sådan. Det undrer jeg mig lidt over, kan du fortælle noget om det?’ Nogle gange kan jeg godt være så forankret i mig selv, at det jeg gør, det er det rigtige. Så skal jeg have lidt hjælp fra mine kollegaer til at få øjnene op for, at det måske ikke fungerer lige så godt, som jeg havde tænkt, fortæller Jane Torp.
Det er også her i dagens sidste halve time, at Jane og hendes kollegaer for et øjeblik fjerner ‘pædagogfilteret’ og tillader sig selv og hinanden at sige det, som det (også) er.
– Vi har brug for et rum, hvor det er i orden at sige: ‘Jeg synes, det var røv og nøgler i dag’. Vi ved jo udmærket godt, hvordan vi skal skrive, når vi skriver om børnene. Vi skriver ikke, at han er dødirriterende. Men nogle gange skal det bare ud, så det ikke kommer med hjem. Så skal man selvfølgelig have nogen gode kollegaer, der kan kigge på en og sige: ‘Hvad var det så, der gjorde det?’ Og så kan man komme ind til sagens kerne og få snakket det hen på den rigtige hylde.’
Det er den ærlighed og nysgerrighed, der for Jane Torp gør hendes arbejdsplads til et særligt sted, og får hende til at give lidt mere af sig selv.
– De her snakke gør os kloge på hinanden. Jeg ved, hvornår tingene bliver svære for mine tætte kollegaer. Jeg har let ved at blive usikker. Det kan jeg tale med mine kollegaer om uden at blive ked af det og på en måde, så det reelt kan bruges og rykker i vores arbejde. Tænk at få lov til det på sit arbejde: At udvikle sig som menneske. Det er fantastisk, siger Jane Torp.