Uden bikini

Jesper Tynell citerer i sin bog ‘Mørkelygten’ en embedsmand for følgende udtalelse: ‘Det er med statistik som med kvinder i bikini. De viser meget, men skjuler det vigtigste’. Da jeg læste dette, gik min første tanke til Ankestyrelsens anbringelsesstatistik.

Antallet af anbragte 0-17-årige børn og unge faldt med 11 pct. fra 2009 til 2013, hedder det i beskrivelsen af hovedresultaterne fra Ankestyrelsens Årsstatistik fra 2013 (udgivet oktober 2014). Formuleret i antal handler det ifølge Ankestyrelsen om et fald fra 13.060 anbragte børn og unge i 2009 til 11.614 anbragte børn og unge i 2013.

Faldet i antal anbringelser har optaget rigtig mange politikere og journalister. Ankestyrelsens hovedresultater har været opfattet som positive tendenser. Men er faldet i antallet af anbringelser nu også et udtryk for, at en større andel af danske børn har fået det meget bedre? Og er der forskel på antal og andele?

Før man overvejer disse spørgsmål, er det relevant at spørge til, om statistikken ‘skjuler det vigtigste’. Er der overhovedet tale om, at andelen af anbragte børn og unge er faldende. For at besvare dette spørgsmål er man nød til at se på, hvor mange 0-17-årige børn og unge, der i det hele taget findes i den samme periode. Det har Ankestyrelsen ikke gjort. Gør man det selv, finder man via tal fra Danmarks Statistik ud af, at her er også sket et fald – fra at der var 1.216.047 børn og unge i 2009 til, at der er 1.180.309 børn og unge i 2013. Der er altså i perioden 2009-2013 sket et fald i antallet af alle 0-17-årige børn og unge på 35.738. Går man videre og beregner andelen af anbragte blandt samtlige børn og unge i samme aldersgruppe, viser det sig, at der er en såkaldt anbringelsesfrekvens (procent af anbragte i forhold til alle børn og unge i samme aldersgruppe) på 1,07 pct. i 2009 og på 0,98 pct. i 2013. Begge tal vil normalt blive afrundet – og denne afrunding vil resultere i det samme tal i både 2009 og 2013, nemlig 1 pct..

Der er således sket et fald i selve antallet af anbringelser, men der er ikke sket et fald i andelen af børn og unge, der anbringes. Det kan således ikke på denne baggrund konkluderes, at der er en større andel af danske børn, som har fået det meget bedre. Og der er store forskelle på antal og andele, hvilket Ankestyrelsen burde beregne og formidle med henblik på at give fyldestgørende oplysninger til bl.a. politikere og journalister.

Tallene fra Ankestyrelsen viser således meget, men skjuler det vigtigste – nemlig at andelen af danske børn og unge, der anbringes, fortsat er på omkring 1 pct. af alle de 0-17-årige – og sådan har det været i Danmark i mere end hundrede år!