icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
STU

Floorball rykker de unge

Det begyndte med, at en elev gerne ville gå til ishockey. Nu spiller fire elever med i en floorballklub, og den sports-lige udfordring, der har haft positive effekter på psyke og fysik, er en del af de unges STU-forløb på den psykiatriske behandlingsinstitution Dyssegården i Nordsjælland

  • Af Torben Svane Christensen
  • 15-2012 /

Med sine to meter rager Patrick Mather godt op i landskabet og på en floorballbane. I gården på Dyssegården er der et baskebal

lnet på et stativ, og man skulle synes, at den høje 19-årige ville være selvskreven til den sportsgren.

– Jeg har prøvet at spille basketball for sjov, men jeg har aldrig gået til det. Jeg har gået til rigtig mange ting, da jeg var mindre. Det blev for stressende, og derfor har jeg været tilbageholdende med at prøve noget nyt, for jeg ønsker ikke at opleve den stress igen, siger han, mens han sidder i skolestuen med et lidt genert smil og med hovedtelefoner om halsen.

Han spiller på det floorball-hold, hvor fire af stedets elever spiller i Helsingør Hallen. Sporten er en del af hans STU-forløb, så timerne er skrevet ind, og træningen tirsdag og torsdag ligger fast.

– De første par gange sad jeg bare oppe på tilskuerpladserne og kiggede på. Jeg har angst, men så pressede Gunnar mig på en venlig måde, og til sidst spillede jeg med, siger han.

Gunnar Andersen er ansat på Dyssegården. Han er udlært murer og pædagog, og så har han været landstræner for det danske herrelandshold i vandpolo. Dyssegården havde en ide om at tilbyde de unge hockey, og Gunnar Andersen greb ideen, da en af eleverne fremsatte et ønske om at gå til ishockey.

– Jeg kontaktede flere klubber, men der var ingen, der ønskede at tage nye medlemmer ind, der aldrig havde dyrket sporten. Vi indkøbte mål, stave og bold, og så begyndte vi at spille hockey ude i vores gård, fortæller han.

Muligheder, ikke problemer

De unge på Dyssegården er mellem 13 og 19 år med en psykiatrisk diagnose. Flere af dem er skizofrene.

– Da vi havde spillet for sjov i syv måneder, meldte jeg os til en firmaturnering, hvor vi kom i finalen. De unges nuværende træner så, hvad de kunne, og han foreslog, at de begyndte at spille på hans hold. Så vi meldte os ind i en floorball klub for unge med funktionsnedsættelse, der holder til i Helsingør Hallen. Det at vores fire unge kom med, har løftet holdet med 50 pct., siger Gunnar Andersen.

Med sin baggrund som træner kan han sætte gang i træningen, hvis træneren ikke lige dukker op til tiden, og han kan være med i taktik-snakken

Men det er ikke kun holdet, der har oplevet fremgang, det har de unge fra Dyssegården også.

– Gunnar fokuserer på mulighederne. Han fokuserer ikke så meget på problemerne, siger Patrick Mather.

Til sommer flytter han fra Dyssegården til Rødovre sammen med en af de andre unge, der også spiller floorball, og han har allerede besluttet, at han vil fortsætte med at dyrke sporten i en anden klub.

– Jeg er altid spændt og nervøs før træning, og når vi skal spille kamp, men når jeg først er på banen, så glemmer jeg det, siger han.

Da Gunnar Andersen og de fire unge begyndte at tage til træning i Helsingør, havde de madpakker med. Men det er der lavet om på:

– Jeg tænkte, at vi da lige så godt kunne spise, inden vi tog af sted, så nu tilbereder vi sund og nærende mad sammen som en del af botræningen, siger han.

Det at de fire unge går til floorball, har også inspireret andre til at interessere sig for sporten. En af de unge har fået sig en kæreste, og da der ikke er noget pigehold, spiller hun sammen med drengene på holdet.

Men det kræver sin pædagog at nå i mål på den lange bane.

– Jeg involverer mig meget. Jeg følger dem til træning og til kampe. Jeg har oplevet, da jeg sad og overværede en træning, at der kom en pædagog fra en anden institution med en ung med downs syndrom. Da hun havde afleveret ham, sagde hun, ‘jeg smutter igen, og så kommer jeg, når I er færdige.’ Han var der to gange, så kom han aldrig igen. Det går jo ikke, siger Gunnar Andersen.

Bedre søvn og koncentration

Casper Kragh Nicolajsen er anfører på holdet. Han har prøvet en bred vifte af sportsgrene, blandt andet fodbold og boksning, men da han fik en hockeystav i hånden, var han solgt.

– Det er tempo på hele tiden og ikke så mange stop. Det går meget stærkere end noget andet, jeg har prøvet. Det giver også en god kondi, og de var gode i klubben til at tage imod os, da vi begyndte der. Selvfølgelig er der dårlige dage, men jeg har aldrig tænkt mig at stoppe, siger han.

Mens han har dyrket floorball, har han tabt 10 kilo, men til gengæld har han taget på i selvværd.

– Det er blevet meget bedre. Det giver mig kampgejst, og jeg har fået nye venner og får en masse gode oplevelser. Jeg er lidt skoletræt, og jeg ser frem til at skulle til træning og kamp, siger han.

Som en del af sin STU er han i praktik i en fritidsklub, og den megen motion gavner ham, når han skal på arbejde og i skole.

– Jeg sover meget bedre, og så har jeg lige fået 10 i dansk. Vi havde også motion her på Dyssegården, før vi begyndte at spille hockey og floorball. Det var cykling og boksning, men jeg har gået og ventet på den rette sport, siger han.

Fremtidsdrømmen er at blive pædagog, og han fortæller, at han får stor ros af personalet i den fritidsklub, hvor han er i praktik.

– Jeg kunne godt tænke mig at træne nogle drenge i floorball. Jeg synes rigtig godt om min STU. Der er mange forskellige ting, og timerne kan fordeles lidt, lige som jeg har lyst til. Den kan også bruges, hvis jeg skal være hjælpetræner. Der er struktur over min STU, men det er også frit, og det giver mig en gejst, siger han.

Ligesom Patrick, har han ikke tænkt sig at stoppe med sporten.

– Nej, jeg slipper ikke floorball, siger han med stor sikkerhed i stemmen.

Casper Kragh Nicolajsen har sammen med en af de andre spillere også været med på klubbens 2. hold med spillere uden funktionsnedsættelser, hvor de var med til at vinde over et andet hold med 11-0.

Ressourcer bliver synlige

Lise-Lotte Løndrup, er afdelingsleder for skolen på Dyssegården og ansvarlig for STU på stedet, og hun kan også se mange fordele ved, at de unge går til floorball.
– Mange af de unge her har svært ved at komme ud og agere med andre mennesker, så der er en helt klar social gevinst ved floorball. STU’en er jo ikke oprindeligt tænkt til vores målgruppe, men det er en god mulighed for dem, siger hun.

Hun fortæller, at det har været en hård kamp med nogle af de unges hjemkommuner, for at de unge kunne få lov til at få lov til at tage en STU.

– Det er jo også en mulighed for de unge til at få en krog i uddannelsessystemet, som kan komme dem til gode. Vores unge kan ikke følge en almindelig uddannelse under sædvanlige betingelser. De vokser ved for eksempel at spille floorball. Det er med til at afdække deres ressourcer, så vi kan rykke dem, siger hun.

Lise Lotte Løndrup peger også på, at motion er en god stabilisator for de unge, når de får den medicin, de får, hvor der er tendens til, at de enten bliver for tynde eller for tykke. Men det kræver en ansat, der brænder for arbejdet.

– Det er vigtigt, at det er den samme, der er med dem til floorball hver gang. En der hele tiden kan være på forkant med de problemer, der kan opstå, når de for eksempel skal overnatte i en gymnastiksal sammen med andre, de ikke kender, siger hun.

STU er en del af et tilbud på Dyssegården, der primært er en behandlingsinstitution. Lise-Lotte Løndrup understreger da også, at floorball er en del af de unges STU – men skemaet er opskrevet med timerne, så de unges skema indeholder flere timer, end der er lovkrav om.

Dyssegården


Dyssegårdens målgruppe er børn og unge op til 25 år, der er normalt begavede, med begyndende psykiatriske lidelser, som ikke lader sig behandle alene med intensiv, pædagogisk påvirkning.

De børn og unge, der profiterer af Dyssegårdens tilbud, har alvorlige symptomer, typisk i form af angst, indre kaos, alvorlige kontaktproblemer, isolations-trang, tab af livsenergi, forvrænget realitetsoplevelse, tvangstanker og -handlinger, spiseforstyrrelser, depressivitet, vrede, destruktive og selvdestruktive handlinger som fx cutting, eller selvmordsforsøg. Det er desuden et kendetegn, at børn og unge med disse diagnoser udviser langt mere indadreagerende og selvskadende adfærd i forhold til udadreagerende adfærd, og at deres adfærd og handlinger kan begrundes i en psykiatrisk sygdomsforståelse.

Dermed adskiller målgruppen sig også betydeligt fra adfærdsvanskelige, utilpassede børn/unge. Som følge af deres sygdom kan børnene/de unge miste tidligere indlærte kognitive og sociale færdigheder, ligesom de kan miste håbet og troen på at kunne udvikle et meningsfyldt liv blandt andre mennesker f.eks. i nære relationer, på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

Læs mere om Dyssegaarden på www.dyssegaarden.dk

 

 

Overholde spilleregler

Gunnar Andersen fortæller, at der er en god disciplin blandt de unge, der går til floorball.

– Det er vigtigt, at det er en del af STU’en, for så bliver det til noget. Det kan godt være, at de har svært ved at finde motivationen, modet eller håbet til forskellige faglige områder, men når de skal til træning, så står de der til tiden og er klar. De holder også øje med hinanden, og hvis der er en, der ikke er dukket op til træning, så går de op og henter vedkommende, siger han.

Og sporten med dens regler og strukturer gør også, at de unge lærer at begå sig blandt andre og tøjle deres frustrationer, hvis tingene ikke lige går deres vej i en kamp.

– En af de unge har lært at styre sit temperament. Han er godt klar over, at hvis han flipper ud på banen, så koster det for resten af holdet. De får en tro på sig selv, siger Gunnar Andersen.

I realiteten kunne man lave det samme tiltag andre steder med andre sportsgrene, men det kræver en pædagog, der er vedholdende.

– Den her målgruppe har svært ved at holde fast. Nu har vi snart været i gang med floorball i et år, uden at der er nogen, der er faldet fra. Det synes jeg er flot. Jeg blev blandt andet pædagog, fordi jeg gerne ville være med til at bringe sport ind i de unges hverdag, siger Gunnar Andersen.

Han er glad for at de unge har udviklet sig ved at spille floorball.

– De har fået en modenhed, og de falder godt ind på holdet. Der er en, der ikke plejer at ytre sig i større forsamlinger, og han er begyndt at række hånden op og komme med forslag, når vi er med til møder i klubben. Det turde han ikke før, siger Gunnar Andersen, der har en drøm på længere sigt.

– Jeg kunne godt drømme om, at de kom til at spille på et hold med spillere uden funktionsnedsættelser, men det må ikke knække, så det er jeg meget varsomt med, siger han, inden han går over i Dyssegårdens køkken.

Det er tid til at få fyldt depoterne op for de unge, inden de skal ind og bruge kræfter og energi til træning i Helsingør Hallen.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge