icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Bostøtten som hurtigløber

Arbejdet som bostøtte er ramt af besparelser og bliver mere og mere hektisk – men har politikerne egentlig tænkt over, hvor stor forebyggende effekt det har?

  • Af Pelle Larsson
  • 15-2012 /

En bostøtte på arbejde må løbe stærkere og stærkere. Reflektion er noget den enkelte bostøtte må gøre på linje med den øvrige multitasking i bil på vej til borgeren. Forøgelsen af den såkaldte A til A-tidsprocent (ansigt til ansigt) fra lad os sige 46 pct. til 63 pct. som trådte i kraft hen over efteråret 2011 har haft uhensigtsmæssige følgevirkninger, som jeg kort vil skitsere.

Lad os kikke på et eksempel: 63 pct. af en dag på 8 timer, det er faktisk mere end 5 timer, som bostøtten hver dag skal stå ansigt til ansigt med borgeren. Det kunne måske lade sig gøre, hvis borgerne boede dør om dør, men det gør borgerne ikke. De bor spredt, og det er ikke til at komme uden om, at der er kørsel fra Herodes til Pilates og tilbage igen og så en tur til psykiatrisk hospital over 40 km væk for at besøge en borger, og tilbage igen til endnu en borger et sted på landkortet.

Bostøtterne dækker ind for hinanden ved sygdom og ferier, og der er således meget af vores arbejde, der skal koordineres indbyrdes. Der skal ringes og gøres ved, og det er ikke altid, at tingene går op i en højere enhed, således at det ene besøg afløser det andet som perler på en snor. Ofte er dette en kaospræget situation, hvor bostøtten hænger i en klokkestreng for at putte sin syge kollegas borgere ind i sit skema.

Bostøtten skulle gerne være det friske og inspirerende pust udefra, der kan rumme borgeren ud fra dennes forudsætninger, og det kan vi stadig langt hen ad vejen.

Men det er svært ikke at komme til at blive hektisk, eller tænke på den næste borger man skal besøge i perlerækken.

Ofte er borgeren præget af problematikker, som der skal handles på her og nu. Der skal arrangeres besøg hos læge, sagsbehandler og jobcenter eller der skal åbnes post, der inviterer til det uventede: Borgeren kan vælte alle sine problematikker ud på en gang over for bostøtten, og der opstår uforudsete situationer, som også er tidskrævende.

Livline og forebyggelse

Bostøtten er i mange tilfælde borgerens livline: Vi er der til at beskytte og hjælpe borgeren mod den krævende omverden, men vi er også dem, der motive-rer borgeren til at komme op og komme ud af sin dør, tage livtag med omverden.

Der er tradition for, at bostøtten er det positive indslag i borgerens hverdag, der følger op på akut opståede situationer, og som kan gribe forebyggende ind ved optræk til psykoser eller uhensigtsmæssig adfærd. Der er behov for ofte med ret kort varsel sammen med borgeren at deltage i møder med lokalpsykiatrien eller misbrugscenteret. Ledsagelse og støtte i diverse møder sammen med borgeren er en vigtig del af bostøttens arbejde, men hvor det ofte er andre end bostøtten selv, der planlægger tidspunktet for mødet.

Bostøtten kommer især under pres, når en anden (syg) kollegas borger har et sygehusbesøg eller lignende, som gør at ens egne borgere ikke får besøg til aftalt tid. Hvis ikke bostøtten kan være til stede hos borgeren som hidtil, når denne har behov for det ud fra et recovery-synspunkt, kan det medføre flere og dyrere indlæggelser samfundsmæssigt set.

Bostøtten er en forebyggende foranstaltning. Vi er som den ventil, der tager trykket, og hjælper borgeren med at skabe relationer og sammenhængskraft. Hvad enten borgeren er ADHD’er, spiseforstyrret, selvskadende, misbruger, boligløs, sindslidende – ofte i komplicerede kombinationer med andre særheder – har vedkommende borger også krav på en etisk tilgang fra bostøttens side.

Hvis vi ikke var der, eller hvis vi sjusker for meget pga. tidspres, ville der med garanti blive tale om flere og omkostningstunge indlæggelser, dyrere og mere omfattende boforms tilbud, mere ballade i gadebilledet. Vi er ved vores besøg med til at lægge en dæmper på misbruget, vi gyder olie på vandene I de konflikter, der konstrueres inde i hovederne på mennesker, der måske ikke har andre end bostøtten til at anerkende dem og støtte dem i deres valg, når skuden skal vendes, og der skal rettes op på et forpint liv.

Borgeren kan være fyldt op med vrede og frustration, de kan have selvmordstanker, og råber om hjælp og psykisk lindring fra bostøtten, der lægger øre til alt. Vi understøtter og hjælper borgeren med at møde op på i Lokalpsykiatrien eller Jobcenteret, og der kan være mange ad hoc-opgaver i den forbindelse, der går hen over hovedet på borgeren, hvis ikke bostøtten hjælper med at samle op.

Krævende alenearbejde

Vi skal have tid til at skrive vores dagbogsagtige notater på Bosted og have tid til at lave pædagogiske handleplaner på baggrund af de handleplaner, som sags-behandleren laver med borgeren. Borgeren kan ikke altid overskue, når vedkommende skal forholde sig til flere sagsbehandlere – hende fra ydelseskontoret er ikke den samme som den sociale sagsbehandler, der sidder et andet sted – der er mange instanser, der vil have andel i, hvordan borgeren bedst vil trives, og som vil have status og ressourceprofiler fra bostøtten, og møder med bostøtten.

Dokumentationen er vigtig i alt, hvad vi foretager os som bostøtter. Hvis der ikke er tid til det, fordi tempoet bliver speedet kunstigt op, risikerer bostøtten at blive stresset.

En følgevirkning af et sådant arbejdsliv kunne være psykisk nedslidning og stress med øget sygefravær blandt personalet til følge.

Alenearbejdet afstedkommer et behov for kollegial sparring, supervision og personalemøder, som der også skal være tid til.

Bostøtten har simpelthen behov for at dele erfaringerne med andre i kollegial sammenhæng, og der skal være tid til at være opsøgende i forhold til nye fagspecifikke tilgange på komplicerede bostøtte opgaver.

Under stigende pres

Vi har gennem det sidste halve år set nedskæringer på vores område. Der har været fyringer af bostøtter. Stillinger bliver ikke genbesatte. Der har været påfaldende mange langtidssygemeldinger blandt bostøtte-medarbejdere, som ganske enkelt krakelerer under presset. Der sker nemlig det, at de langtidssyge ikke erstattes med bostøttevikarer i samme omfang, som det er nødvendigt. Hvad bliver refusionerne brugt til?

Mht. visioner og strategi vil jeg anbefale KL at holde op med at ødelægge gode og sunde kulturer på arbejdspladser, der har med andre mennesker at gøre. Nu har jeg selv set, hvad nedslidning og stress gør, når arbejdsmængden speedes op, og det hele skal gøres bedre og mere effektivt.

Ved denne handlemåde skabes der en utryghed, hvor medarbejderne hver især bliver nødt til at hytte sit eget skind. For at undgå fyring må de gøre sig uundværlige hver på sin vis ved at tilpasse sig vilkårene. Det er en farlig leg, der går ud på at være overskudsagtig og påtage sig de ekstraopgaver, det giver, når den næste kollega i rækken bukker under for stress.

Jeg tænker, at det står skidt til, når kommunale arbejdsgivere i en velfærdsstat udarbejder en personalepolitik, der kan koges ned til: ‘Nå, nu er der endnu en medarbejder, der er blevet langtidssygemeldt. I andre må fordele opgaverne mellem Jer og dække ind for hinanden, hvem vil tage sig af borger A, B, C…?’. Disse kommunale arbejdsgivere er fuldstændig tonedøve og iskolde over for om de rammer og vilkår, de lægger til rette for deres medarbejdere, er noget medarbejderen kan trives og udvikles i.

Nye veje

Vision og strategi kunne fx være at lave et projekt omkring effekten og tilfredsheden med vores arbejde hos borgeren. I stedet for at begynde at fyre folk kunne der vel udvikles nye opgaver og nye tiltag?

Der kunne laves et projekt, hvor bostøtten gik massivt ind og støttede intensivt mange timer i stedet for som nu en eller to gange om ugen. Bostøttearbejde i den såkaldte BUM-model er en rigid størrelse, hvor alt forgår individuelt efter aftale med sagsbehandleren. Bostøtterne vil gerne arbejde med grupper, der kunne udvikles projekter med mennesker med samme diagnoser og behov fx, og som sidegevinst kunne have glæde og udbytte af hinanden.

Der kunne eksperimenteres med opsøgende arbejde på andre måder, der kan laves projekter med brug af it-medier, projekter med evidensbaseret metodeudvikling etc., som kunne bredes ud, når man kan se, at det virker vel at mærke. Der kunne i langt højere grad søges fondsmidler til at prøve sig frem i nicher og grænseflader til beslægtede fagområder, hvorved bostøttens arbejde kunne udvikles fremfor at afvikles.

Jeg håber at mit oplæg kan give anledning til en sund og konstruktiv debat rundt omkring, hvor der også er fokus på trivsel og kvalitet i den fortløbende praksisudvikling. Og husk at det ikke altid er gjort med en sparerunde forklædt som effektivisering.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt