Er vi bange for at udvikle os?
Tanker om faglighed blandt pædagoger og ikke-faguddannet personale i det pædagogiske felt
Hvad vil det sige at være faglig og er det overhovedet nødvendigt at have en faglig tilgang til det, man er sat til at beskæftige sig med?
Spurgte vi den klient, som sidder i tandlægestolen, om tandlægen ikke lige så godt kunne være slagter eller spurgte vi passagererne i et DSB-tog, som netop skulle passere Storebæltsbroen, om de følte sig mere trygge ved, at en skoleelev havde lavet beregningerne til de pyloner, som bærer broen, hvad ville svaret så være?
Et andet eksempel kunne være, at en cykelsmed proklamerede, at hun havde lavet en medicin i sit cykelværksted ud af et gammelt, kogt cykeldæk og lidt smøreolie, som hun syntes virkede effektivt på hendes mands HIV og derfor havde sat det i produktion.
Det danske uddannelses-system er bygget op af flere lag og kunne, fortalt i et billedsprog, sammenlignes med en maskine. Vi tager den bagfra:
Det første lag tager sig af at pakke produktionen ned og stable den, så den er klar til at blive kørt ud til kunderne.
Det næste lag vedligeholder maskinen og sikrer, at produktionen forgår så effektivt og gnidningsløst som muligt.
Det næste lag igen holder øje med, at maskinen fungerer hensigtsmæssigt, og gør den ikke det, så konstruerer de den del, som er gået i stykker eller ikke fungerer korrekt (i samråd med det næste lag).
Det næstsidste lag konstruerer maskinen fra start af og har kendskab til hver enkelt del set i den store sammenhæng og ud fra, hvad maskinen skal producere.
Endelig er der det lag, som udvikler en ny maskine ud fra de tendenser, som en sandsynlig fremtid vil afstedkomme, det er også det lag, som eksperimenterer og skaber nye behov og (ud fra målinger og statistik) mål for, hvor udviklingen kunne gå hen.
Zoom ind, zoom ud
I ovenstående har vi – set fra den uddannelsesmæssige synsvinkel – i de fem lag:
- I lag 1: de faglærte (specialarbejdere, SSH mv.)
- I lag 2: de korte videregående uddannelser (PGU, SSA MV.)
- I lag 3: de mellemlange videregående uddannelser (pædagog, lærer, tømrer, mv.)
- I lag 4: de lange videregående uddannelser (universitetsuddannede pædagoger, læger, civilingeniører mv.)
- I lag 5: forskeruddannelser (ph.d. mv.)
Som man også kan læse sig frem til i ovenstående punkter, skaber uddannelsesniveauerne forskellige behov for og mulighed for, at man opnår et højere og højere abstraktionsniveau for at kunne forstå kompleksiteten i opgaven alt efter, hvor på ‘uddannelsesstigen’ man befinder sig.
Forskeren har i sit virke brug for at se tingene fra fugleperspektiv (et højt abstraktionsniveau) for at kunne distancere sig fra produktionen og de følelser for produktet, som kan ligge her, for at kunne udvikle noget nyt eller andet. Herfra kan han så at sige se ned på maskinen og se maskinen i et meget stort perspektiv og sammenligne andre landes maskiner for at aflæse nye tendenser og udvikle nye maskiner.
Perspektivet er lidt ligesom at svæve over jordkloden med Google Earth og zoome ind på noget af interesse for derefter at zoome ud igen med de nye erfaringer, som sættes ind i konstruktionen af en ny og forbedret maskine.
Dette betyder, at jo højere abstraktionsniveau og kompleksitet, der er i opgaven, jo højere uddannelse er påkrævet og jo lavere abstraktionsniveau og kompleksitet i opgaven, jo lavere uddannelse er påkrævet.
Her snakker vi om uddannelse, altså dannelse til et felt (arbejdsmarkedet) ud fra de behov, som ligger i produktionens output. Ikke mere eller mindre anerkendte kurser, men statsgodkendte og Internationalt ECTS-berettigede uddannelser, som sikrer et kvalificeret og sikkert output.
Lorteliv som skræmmebillede
Zoomer vi nu ind på det pædagogiske felt, kunne man så ud fra ovenstående forestille sig, at det er nødvendigt at have faguddannet personale? Hvor komplekse er tidligtskadede børn, børnehavebørn, kriminelle børn, psykisk syge borgere og demente samt begreber som almen trivsel, medborgerskab, innovation mv. (det pædagogiske område er enormt)?
Hvilket niveau kræves der uddannelsesmæssigt ud fra ovenstående gennemgang for at bestride et sådant job i den pædagogiske sektor. Er det ikke faglærte, vi har brug for, når vi står med samfundets ‘produkt’ af mennesker, som har det svært?
Ønsker vi virkelig at gøre noget, gøre en forskel for disse mennesker, eller er det i virkeligheden meget belejligt, at de er der, så de såkaldt velfungerende kan spejle sig i de andres ‘lorteliv’?
Min erfaring som socialpædagog og pædagogisk sociolog siger mig, at flasken peger på det sidste som tilfældet.
Lortelivet skal bruges som afskrækning fra at havne som en af dem: de ulykkelige, de retarderede, de socialarvsramte, de ikke-fungerende, de syge – samfundets (maskinens) affald af tiloversblevne individer, der kun er til besvær. Og de vedbliver med at være til besvær for at bekræfte de ‘velfungerende’ i illusionen om det evigt lykkelige og sorgfri liv.
Men dette minder os også om, at der er andet end produktion og evig fremgang. Der er også medmenneskelighed, følelser for hinanden og respekt for, at enhver medborger i dette land har lovmæssigt sikrede rettigheder og pligter.
Tør vi ikke udvikle os?
Specielt det sidste kræver viden og evner til at opsøge viden. Der, hvor viden ikke er, trives person-lige forestillinger og fantasier om, hvad der er op og ned i det pædagogiske felt. Kun uddannelse og mere uddannelse kan ændre dette faktum.
Med professionsbacheloren kan vi pædagoger læse videre på DPU. Det har vi kunne i flere år, men det er min oplevelse, at det pædagogiske område ikke rigtig har opdaget denne mulighed.
Forstået på den måde, at der er mange pædagoger, som læser på DPU, men der er ingen arbejde til dem som akademikere, når de kommer ud fra DPU.
Vi har i årevis råbt op om, at vores felt mangler højt kvalificeret arbejdskraft og opkvalificering. Hvorfor tager de pædagogiske institutioner så ikke godt imod de færdiguddannede kandidater og tilbyder dem et akademisk arbejde eller ansætter dem som ledere?
Jeg tror godt, jeg tør svare på det. Det er dels, fordi vi ikke ønsker at udvikle os, for det kræver, at vi tager ansvar som profession, og dels fordi det er ugleset at være akademiker i et felt, som ringeagtes af sig selv og af sine omgivelser og ansætter alle andre end pædagogfagligt personale.
Vil vi løfte det store samfundsansvar, som er os givet, så skal der tages godt imod de pædagoger, som har kæmpet sig igennem studierne på universitetet og har vist, at ja, det kan sgu godt lade sig gøre.